Tidligere udviklingsminister: Svøm nu ikke over i selvtilfreds donorglæde over minimumsmål
DEBAT: Husk, at 0,7 procent til udviklingsbistand er et minimum, der i øvrigt kun har overlevet ved oppositionens ihærdige indsats, skriver forhenværende udviklingsminister Poul Nielson.
Af Poul Nielson
Fhv. udviklingsminister og EU-kommissær for udvikling
Vi skal passe på ikke at svømme over i selvtilfreds donorglæde i anledning af 40-året for at have ligget på mindst 0,7 procent i udviklingsbistand.
Man kommer nemt til at tænke på Storm P's bemærkning om, at "det var godt, om vi var bedre, men bedst om vi var gode".
Det er også tankevækkende, at visse partier glemmer, at FN's mål om 0,7 var defineret som et minimum. Dette minimum er under den nuværende regering kun fastholdt efter en ihærdig indsats fra oppositionen.
Rens ud og hæv til 1 procent
Det er min holdning, at vi skal stræbe efter igen at komme op på 1 procent, og at der bør renses ud i anvendelsen af bistandsmidlerne til formål, der ikke indebærer egentligt udviklingssamarbejde eller egentlig humanitær bistand.
Samtidig bør andelen, der kanaliseres gennem FN-systemet øges mærkbart.
Der er mange bestræbelser på at tale værdien af udviklingsbistanden ned, ofte baseret på en meget simpel argumentation: Der er jo stadig masser af fattigdom i verden, altså virker den ikke.
Men sandheden er, at det i de store linjer er gået reelt fremad på mange andre væsentlige punkter ud over indkomsten per indbygger i udviklingslandene. Skolegang, ikke mindst for pigerne, sundhedsområdet, adgangen til vand, fødevaresikkerhed for at nævne nogle.
Bistand alene kan ikke tages til indtægt for alle disse fremskridt, men uden dette langsigtede og målrettede samarbejde mellem rige og fattige lande ville disse fremskridt have været væsentligt begrænsede.
Forhindringer for udvikling
Der har gennem alle årene været mange vanskeligheder og forhindringer:
Øst-Vest-rivalisering, som stod i vejen for demokratisering og god regeringsførelse mange steder, borgerkrige og andre konflikter, som ofte har haft kolonitidens grænsedragninger som grundlæggende årsag. Multinationale selskaber med magt til at udnytte råstoffer på betingelser, der både økonomisk og miljømæssigt har været skadelige for landene.
Dette har ofte været den afgørende faktor i hele spørgsmålet om korruption. I parentes skal her lige bemærkes, at bistandsmidlerne bilateralt eller gennem FN og EU er meget vanskelige at misbruge. Der er masser af kontrol. Det kalder de fleste for bureaukrati.
Budgetstøtte skabte mere end vækst
Over årene udviklede arbejdsformen mellem donor og modtager sig fra at være baseret på enkeltstående projekter til en bredere dialog, hvor de forskellige sektorers politik var grundlaget for langsigtede tiltag, og hvor opbygning af landets kapacitet til selv at styre udviklingen i sig selv var et mål. Fra sektorprogrammer til budgetstøtte der, hvor dette var en mulighed.
Pointen i denne tilgang var, at der kunne opbygges et tættere og mere tillidsfuldt partnerskab, som også gjorde det muligt for en donor som Danmark at arbejde med politisk sensitive spørgsmål som for eksempel opbygning af skattevæsen, rigsrevision, reproduktiv sundhed og seksuelle rettigheder, valgsystemer.
Alt sammen noget, der ligger ud over det umiddelbare mål om økonomisk vækst, men som er væsentlige og nødvendige, og som andre penge end de egentlige bistandsmidler ikke kan skabe.
I OECD's bedømmelse af dansk bistand i 1997 blev den karakteriseret som "en inspiration for andre donorlande. Ikke kun kvantitativt men også kvalitativt".
Det hører også med i hele denne diskussion, at en aktiv indsats styrker en udvikling i det internationale samfund, der svarer til de idealer og interesser, vi har fået for vane at sige, vi er enige om i Danmark, men som kræver stadig diskussion for at holde i live.
Økologisk Råd: Regeringen snyder på energivægtskålen
Dansk Byggeri: Vi er på den, hvis polakkerne rejser hjem
