Tidligere europaparlamentariker for DF vil i Folketinget

Anders Vistisen er blevet valgt som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Hedensted-kredsen i Østjylland. Han sad i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019 og er medlem af DF's hovedbestyrelse.

Tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Anders Vistisen vil i Folketinget som kandidat i Hedensted-kredsen i Østjylland.

Det skriver Anders Vistisen på Facebook.

"Jeg tror på, at mit lokalkendskab til området og mit gode forhold til de mange aktive DF'ere i Østjylland vil betyde, at vi sammen kan gøre en positiv forskel for at begynde genrejsningen af partiet, så jeg ser i den grad frem til at komme i arbejdstøjet," skriver han.

Anders Vistisen blev valgt til Europa-Parlamentet i 2014, da DF fik fire mandater. I 2019 opnåede han ikke genvalg, da DF gik markant tilbage og kun fik valgt Peter Kofod.

Nu vil Vistisen fokusere på at blive valgt til næste folketingsvalg, som senest skal afholdes 4. juni 2023.

"Jeg tror på, at vi nu har fået ro på partiet og kan koncentrere os om at få vores gode politik i fokus. Jeg ser derfor også frem til at få gang i valgkampen og kæmpe for de værdier, som for ganske få år siden gjorde DF til Danmarks næststørste parti," skriver han.

Anders Vistisen arbejder til daglig med public affairs hos Grace PA. I februar blev han igen medlem af DF's hovedbestyrelse. Han var senest medlem af hovedbestyrelsen indtil september sidste år, hvor han ikke blev genvalgt.

{{toplink}}

Forrige artikel Silba har valgt ny ledelse Næste artikel Dødsfald: Fhv. amerikansk udenrigsminister Madeleine Albright (84)