Thorning vil have nyt Europa-kompromis

EU: Der sker så meget i Europa, at der er brug for en ny bred europa-politisk aftale. Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der håber på en aftale efter en EU-høring. Venstre ser frem til forhandlingerne.

EU står over for store reformer, og det kræver en grundig dansk diskussion af forholdet til unionen. Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der håber på at kunne samle opbakning til en ny bred europapolitisk aftale - et såkaldt memorandum - i starten af det nye år.

"Vi er meget optaget af at komme videre med et memorandum, da der sker så meget i Europa. Et memorandum vil kunne samle os for at diskutere, hvor de danske muligheder og interesser er," sagde Helle Thorning-Schmidt efter et møde i Europa-udvalget onsdag formiddag.

Regeringspartiernes ordførere har ellers i første omgang været afvisende over for ideen om et nyt kompromis, der er blevet foreslået af Venstre. Men den skepsis deler regeringschefen ikke.

"Man må tænke sig nøje om i disse diskussioner, og det kan være godt at have et fælles udgangspunkt," siger Thorning-Schmidt.

V: Kommer til at tage tid
Forhandlingerne skal begynde efter en EU-høring i starten af det nye år. Og udmeldingen fra statsministeren bliver modtaget med glæde hos Venstre.

"Det er et glimrende tilsagn at få. Der er tradition for, at partierne samles for på den måde at stå stærkere i forhandlingerne i EU. Så vi ser frem til, at forhandlingerne om et memorandum går i gang," siger Venstres EU-ordfører Lykke Friis.

Hun slår dog fast, at man ikke skal vente sig de store opgør i EU-politikken lige med det samme.

"Den proces, der nu sættes i gang, kommer til at tage noget tid. Og det viser sig jo også, når man læser Herman Van Rompoys notat om en tidsplan for EU's udvikling - at traktatændringer er først efter 2014. Så vi har også noget tid," siger Lykke Friis.

Forrige artikel Turunen vil bringe europæisk mainstream til Danmark Turunen vil bringe europæisk mainstream til Danmark Næste artikel EU-dom sømmer Parlamentet fast til Strasbourg EU-dom sømmer Parlamentet fast til Strasbourg