Thorning blåstempler mediers EP-tyvstart

VALG: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger god for, at danske medier offentliggør resultatet fra Europa-Parlamentsvalget, før alle de europæiske valgsteder er lukkede. De skal bare selv indsamle resultaterne, understreger hun.

Det kan godt være, at de danske medier formelt set ikke må offentliggøre hverken det danske eller det samlede valgresultat til Europa-Parlamentet, før alle valgstederne i Europa lukker klokken 23.00 på søndag.

Men hvis TV 2, DR og de andre danske medier selv kan indsamle valgresultaterne fra de enkelte afstemningssteder rundt om i landet, er det ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) helt i orden, at de offentliggør resultaterne løbende.

Det skriver hun i et brev til interesseorganisationen Danske Medier, DR og TV 2.

De danske medier har nemlig frygtet, at det ville ødelægge valgkampsdækningen, hvis resultaterne først måtte blive offentliggjort så sent på aftenen.

"På de afstemningssteder, hvor stemmeoptællingen er afsluttet inden kl. 23.00, meddeles resultatet de tilstedeværende inden kl. 23.00. Når resultatet er meddelt de tilstedeværende, kan det også meddeles til personer, herunder repræsentanter fra pressen, der ikke har været til stede, men som f.eks. telefonisk henvender sig til afstemningsstedet eller kommunen derom," skriver statsministeren i brevet.

Her understreger hun, at hun godt forstår, hvorfor medierne gerne vil offentliggøre resultaterne før klokken 23.00.

"Medierne har en vigtig rolle med at skabe interesse for valget og med at formidle EU-stof til danskerne. Jeres brev viser, at I og de medier, I repræsenterer, tager det ansvar på jer. Det viser mediedækningen af valgkampen også," skriver Helle Thorning-Schmidt.

DR og TV 2 har taget initiativ til at indsamle valgresultaterne og tilbyde dem til nyhedsbureauerne, så der vil ske en løbende formidling af resultaterne, skriver Danske Medier i en pressemeddelelse.

Brevet fra statsministeren bliver mødt med behersket tilfredshed fra Ebbe Dal, formand for Danske Medier.

"Hvis man vil overholde reglerne, er det det muliges kunst. Og det er pænt af statsministeren, at hun peger på, at der er en pragmatisk løsning på problemet. Næste skridt kan dog være, at man tager reglerne op på et højere niveau i EU-systemet," siger han.

Forrige artikel Risbjerg: Auken redder SF-mandat Risbjerg: Auken redder SF-mandat Næste artikel Risbjerg: Alt tyder på ja til patentdomstolen Risbjerg: Alt tyder på ja til patentdomstolen