Theresa May kommer til Danmark

STATSBESØG: Storbritanniens premierminister, Theresa May, besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen i midten af oktober.

Theresa May, premierminister i Storbritannien, mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til en arbejdsfrokost på Marienborg 10. oktober.

Statsministeren udtaler forud for besøget:

”Historisk er Storbritannien og Danmark tæt forbundet. Vi ser ens på mange ting og har i en årrække været allierede i mange sager omkring forhandlingsbordet i Bruxelles. Det er trist, at Storbritanniens stol fremover kommer til at stå tom," siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg forventer, at Theresa May på mødet i næste uge vil orientere mig om den britiske regerings foreløbige planer. Det er indlysende, at Danmark har en stor interesse i, at Storbritannien fortsat har tætte bånd til EU. Men det er samtidig afgørende, at en fremtidig aftale bliver balanceret, så rettigheder og pligter følges ad."

Lars Løkke Rasmussen forventer, at han og premierministeren vil drøfte en lang række samarbejder på områder, som ikke berøres af Storbritanniens udmeldelse af EU. Det gælder for eksempel samarbejdet landene imellem og samarbejdet inden for NATO om forsvars- og sikkerheds-spørgsmål.

Forrige artikel Tænketank udfordrer EU-lederes Brexit-krav Tænketank udfordrer EU-lederes Brexit-krav Næste artikel Justitsministeriet: Frihandelsaftale med Canada undgår folkeafstemning Justitsministeriet: Frihandelsaftale med Canada undgår folkeafstemning