Tesfaye afviser EU-ønske om at tage imod afghanske flygtninge: Vores samfund kan ikke holde til for meget indvandring

”Løsningen er ikke at åbne dørene til Europa. Tværtimod,” siger udlændingeminister Mattias Tesfaye til EU-ambition om at genbosætte afghanske flygtninge i Europa.

Danmark vil ikke tilbyde at tage imod afghanske flygtninge, når EU-Kommissionen om få uger afholder ekstraordinært møde i det såkaldte højniveauforum for genbosættelse.

Det udtaler udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) til Altinget.

”Der er ingen tvivl om, at situationen for millioner af mennesker i Afghanistan er alvorlig. Men løsningen er ikke at åbne dørene til Europa. Tværtimod,” siger han i en skriftlig kommentar.

”Vi risikerer at bruge for mange af vores ressourcer på et lille mindretal og for få på det store flertal. Vores egne samfund kan heller ikke holde til for meget indvandring. Det må vi også være ærlige omkring.”

"Det er selvfølgelig frivilligt"

Det er EU's migrationskommissær, Ylva Johansson, der står bag invitationen til Danmark og de resterende 26 medlemslande samt USA, Storbritannien og Canada.

Hendes mål er at få landene til at steppe up. Men hun kan ikke kræve, at de tager imod flygtninge fra Afghanistan, hvor Taliban i løbet af sommeren genvandt magten oven på 20 års krig.

”Det er selvfølgelig frivilligt, men jeg forventer, at de tager ansvar,” siger migrationskommissæren ifølge EU-mediet Politico.eu.

Kommissæren understreger på Twitter, at hun vil diskutere ”konkrete prioriteter med medlemslandene og bidrage med bæredygtige løsninger for de afghanere, som er mest sårbare#.

”Vi vil samarbejde med andre globale ledere om en koordineret tilgang til sikre og lovlige veje mod genbosættelse,” fortsætter hun.

Villig til at sende flere penge

Men genbosættelse er altså ikke den rette tilgang, mener Mattias Tesfaye, der dermed også skuffer sine støttepartier i Folketinget, som har talt for at hente afghanske flygtninge til Danmark

”Vores målsætning er at hjælpe så mange flygtninge som muligt. Det sker bedst ved at støtte FN og Røde Kors og andre, der arbejder i Afghanistan og i nabolandene,” siger han.

Ministeren henviser til, at Danmark har sendt 100 millioner kroner til at hjælpe flygtninge og fordrevne i Afghanistan og nærområde samt bevilget penge til en FN-luftbro.

”Og vi er villige til at sende endnu flere penge. Det samme vil jeg opfordre det internationale samfund til. Hvis vi skal undgå en migrantkrise i Europa, skal vi undgå en humanitær krise i Afghanistan,” siger Mattias Tesfaye.

Den præcise dato for Johanssons forum er endnu ikke kendt, men det bliver en dag i den sidste uge af september.

Forrige artikel SF-formanden: Bush-Fogh-æraen har spillet fallit SF-formanden: Bush-Fogh-æraen har spillet fallit Næste artikel EU-afgørelse: PostNord skal betale halv milliard tilbage efter ulovlig statsstøtte EU-afgørelse: PostNord skal betale halv milliard tilbage efter ulovlig statsstøtte