Studehandler i EU's landbrugspolitik
DEBAT: Der er stadig mange løse ender i EU's fremtidige landbrugspolitik, og det er ikke småting, der er tale om, skriver europaparlamentariker Anne E. Jensen (V).
Af Anne E. Jensen (V)
Medlem af Europa-Parlamentet
Før sommeren faldt en politisk aftale om EU's budget for de kommende syv år på plads, og kort tid efter blev en politisk aftale om EU's landbrugspolitik fremlagt.
Det kan forståeligt nok have skabt det indtryk, at alt nu er klappet og klart for landmændene i de kommende år. Sådan er det bare ikke.
Der er stadig mange løse ender i EU's fremtidige landbrugspolitik, og det er ikke småting, der er tale om. Den afgørende knast er spørgsmålet om, hvorvidt de europæiske regeringer i de kommende år vil kunne overføre 15 procent fra den direkte landbrugsstøtte til udvikling af landdistrikter - uden der skal følge penge med i form af national medfinansiering.
Det har hele tiden været statschefernes ønske at gøre dette muligt, imens Europa-Parlamentet har kæmpet ihærdigt imod. Det er generelt et sundt princip at kræve national medfinansiering, når EU formidler penge - også når det gælder landbrugspolitikken.
Den direkte landbrugsstøtte er jo indrettet sådan, at den er forholdsvis let at kontrollere, mens der er større frihed i valget af projekter under udvikling af landdistrikter. En national medfinansiering vil derfor fremme ansvarligheden i medlemslandene og lægge en dæmper på alt for mange fantasifulde tiltag i retning af fup og svindel.
Indtil videre er Parlamentets forhandlere blevet mødt af en mur af tavshed af EU's statschefer, som tror, at deres aftale uden videre kan blive vedtaget ved lov, men sådan lovgiver vi ikke i EU. Parlamentet har reel magt, og 28 statschefer kan ikke bare sidde bag lukkede døre og vedtage lovgivning gennem studehandler. Det skal foregå i åbenhed og i overensstemmelse med traktaten.
Innovation fører Europa ud af den økonomiske krise
Finanskrisens femårsjubilæum
