Stor chance for det danske EU-formandskab

Dansk Folkeparti er sammen med regeringen principielt modstander af EU's landbrugsstøtte.

Vi har hele tiden ment, at støtten er det glade vanvid, at den forvrider markedet, og at den er skævt fordelt - ligesom en stor del af pengene forsvinder ud i den blå luft.

At vi taler om meget store beløb er ingen hemmelighed. Landbrugsstøtten udgør langt den største post på EU's budget, og alene danske landmænd modtager cirka 6,8 milliarder kroner om året i støtte - vel at mærke en støtte, som bliver fordelt på færre og færre produktionsenheder.

Mens støtten i 2005 blev fordelt mellem 70.000 danske landmænd, var der i 2010 tale om færre end 50.000 landmænd.

Naivitet
Den danske udenrigsminister Lene Espersen var en smule naiv, da hun kækt erklærede, at den danske regering vil arbejde for en afvikling af landbrugsstøtten under det danske formandskab. Ideen er smuk, men også ganske urealistisk.

Det har ganske enkelt ikke sin gang på jorden i et EU, hvor rigtig mange landbrug aldrig ville kunne klare sig på almindelige markedsvilkår, og hvor krisen i forvejen hersker.

Det eneste realistiske er derfor en omlægning - samt gradvis udfasning - af landbrugsstøtten, og en sådan lagde EU-Kommissionen som bekendt selv op til med et bud på fremtidens landbrugsstøtte fra 2013 og frem i november sidste år.

Frygt for fransk reaktion
Kommissionen lægger op til en udjævning af landbrugsstøtten, således at den i højere grad kommer de nye østeuropæiske medlemslande til gavn - på bekostning af de gamle EU-15-lande.

Samtidig skal der øget fokus på konkurrenceevne og innovation, ligesom der skal tages højde for klima- og miljøspørgsmål. Vil den nye fordeling af støtten blive en succes?

Naturligvis vil ungarere, rumænere og litauere være glade, men med fortidens voldelige aktioner in mente kan man frygte for situationen i et land som Frankrig. Franske landmænd har altid "krævet deres ret", når de følte sig uretfærdigt behandlet.

Kommissionen har indtil videre været forholdsvis tavs omkring størrelsen på den fremtidige landbrugsstøtte, og spørgsmålet er, om ikke denne tavshed skal tolkes i retning af, at Kommissionen næppe har til hensigt at reducere støtten?

Til gengæld ønsker Kommissionen en stramning af reglerne for modtagelse af støtten - og at der stilles miljøkrav i forbindelse med udbetalinger. Alt sammen rigtigt og godt. En stramning af reglerne har vi længe efterspurgt, idet udbetalinger til fiktive kvægbestande og ikke-eksisterende appelsinplantager har medvirket til at udhule EU's troværdighed.

Drop de ultimative krav
Men hvad bør vi gøre i Danmark? Som allerede nævnt nytter det ikke at stå stejlt på kravet om en afvikling af støtten, selv om det da bestemt er et glimrende overordnet mål. Nej, politik handler om det "muliges kunst" - ikke ultimative krav.

Og EU-politik kræver en speciel form for tålmodighed, som nationale politikere sjældent gør sig nogen konkret forestilling om. Men det siger sig selv, at det er lettere at lovgive i et land som Danmark end i en union med 27 medlemslande.

Sidstnævnte kræver en kombination af argumentationsevne, gennemslagskraft og - vigtigst af alt - realisme.

Skal Danmark således stille sig på bagbenene med ultimative krav - med overhængende risiko for, at vi intet opnår?

Eller bør vi snarere arbejde for realistiske mål?

Med den rigtige kombination af sund fornuft og realisme vil Danmark have en historisk chance for at dreje landbrugsstøtten i den rigtige retning under det kommende formandskab.

Men gem de ultimative krav og de mange floskler af vejen. De skader mere, end de gavner.

debat@altinget.dk