Socialdemokrater: Partnerdrab krydser EU's grænser

2116 kvinder og piger blev dræbt i 2020. Alene i EU-landene. Det er partnerdrab eller på anden vis drab relateret til kvindekønnet.

Hvorfor er det ikke en større dagsorden i den europapolitiske debat? Hvorfor diskuterer vi ikke i langt højere grad, hvad der foregår hos vores naboer, som vi danner fællesskab med på så mange andre områder?

Danmark forstår ikke partnervold

Måske skal svaret på spørgsmålet findes i det, der også har været problemet herhjemme alt for længe.

Vi har betragtet partnervold som noget, der hører privatlivet til. Noget der er svært at gøre noget ved. Noget man ikke skal blande sig i. Noget som bare foregår.

Dette selvom vi fra forskningen ved, at partnerdrab er en af de mest forudsigelige drabsformer – og dermed også en af de drabsformer der lettest kan forebygges.

Flere forskningsstudier, der har gennemgået partnerdrab begået over de seneste årtier, har klart dokumenteret, hvordan drabene følger samme mønster. Partnervold går som oftest forud for partnerdrab. Med viden og tidlig indsat kan man forhindre, at partnervold bliver til partnerdrab.

Blandt EU-landene er der flere, der gør det bedre end os her i Danmark. Lande som tidligere har sat ind overfor partnerdrab, og som vi i langt højere grad bør lade os inspirere af.

Eksempelvis Frankrig og Spanien, der kommer med konkrete tiltag såsom GPS-tags på overgrebsmænd, der udsender alarm, når de nærmer sig deres ofre. For selvom et alarmsystem ikke stopper alle partnerdrab, så skal vi lade os inspirere af konkrete tiltag mod partnerdrab rundt om i EU.

Istanbulkonventionen 

Men det er langt fra alle, der tager sikkerheden af kvinder og piger så alvorligt. I Polen blev der i 2019 rapporteret om mere en 65.000 tilfælde af vold mod kvinder. Et land, der længe har været imod Istanbulkonventionen.

Istanbulkonventionen er Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som blev åbnet for undertegnelse i 2011. Danmark tiltrådte den allerede tilbage i 2013, men en række EU-lande ønskede ikke at tiltræde den.

{{toplink}}

Derfor foreslog EU-kommissionen i 2016, at EU-landene samlet set skulle tiltræde konvention, men ratificeringen gik i stå, fordi en række EU-lande ikke mente, at det var et anliggende for EU.

Trods modstanden er konventionen i år langt om længe blevet tiltrådt med kvalificeret flertal – og det betyder altså, at de lande, der ikke ønskede at være del af den, skal tiltræde den.

Den langsommelige proces omkring ratificering af Istanbulkonventionen blandt EU's medlemslande understreger, at partnervold og partnerdrab ses som noget, vi ikke skal blande os i hos naboen.

Fælles taskforce 

På tværs af EU-lande deles med største selvfølge erfaringer om trafikdrab, nye tiltag og restriktioner. Af og til vedtages sågar fælles lovgivning og ensretning.

Samme grad af erfaringsudveksling synes ikke at finde sted, når det gælder om drab på kvinder.

Men en ting er konventioner. Konventioner får ikke i sig selv has på vold eller drab.

Når undersøgelser viser, at en ud af tre kvinder i EU har været udsat for fysisk eller seksuel vold, så er der brug for mere.

Derfor vil det være oplagt at nedsætte en egentlig taskforce i EU, der hjælper landende med at udvikle redskaber til at forebygge partnervold og partnerdrab, med afsæt i erfaringsudveksling og vidensdeling.  

I respekt for de kvinder, der mistede livet til partnerdrab, bør vi sætte partnerdrab højere op på vores fælles europæiske dagsorden. Men det kræver at vi blander os mere i, hvad der foregår hos naboerne. Både herhjemme og i Europa.

En ting er tydeligt. Partnerdrab stopper ikke ved landegrænsen.­­

{{toplink}}

debat@altinget.dk