Skaarup: Europol er blot et alibi for at skrotte retsforbeholdet

DEBAT: De EU-positive partier bruger dansk deltagelse i Europol som alibi for at få Danmark med i mere og mere af EU’s retspolitik. Det gør det kun vigtigere at understrege, at retsforbeholdet handler om meget andet end Europol, skriver Peter Skaarup (DF).

Af Peter Skaarup (DF)
Retsordfører

I et indlæg på Altinget rejste jeg spørgsmålet: Hvis det er så vigtigt for de EU-positive partier, at Danmark skal forblive i Europol, hvorfor har de så ikke sat turbo på bestræbelserne med at forhandle en parallelaftale på plads med de andre lande?

Jeg tillod mig at antyde, at det nok hænger sammen med, at truslen om, at Danmark ryger ud af Europol, er EU-partiernes bedste chance for at overbevise danskerne om, at de skal skrotte retsforbeholdet helt.

Nu har justitsminister Mette Frederiksen (S) så i et svar til Dansk Folkepartis EU-ordfører Pia Adelsteen tilkendegivet, at regeringen har droppet dialogen med EU om de tekniske aspekter i en dansk parallel-aftale, fordi man satser på en folkeafstemning (se her).

Jeg vil således i al beskedenhed tillade mig at konkludere, at min mistanke om de EU-positive partiers motiver er blevet bekræftet på ganske overbevisende vis.

Europol er blot et alibi
De EU-positive partier vil således benytte Europol-medlemskabet som alibi for at få Danmark med i flere og flere dele af EU’s fælles retspolitik. Det understreger blot betydningen af at fremhæve, at det danske retsforbehold omhandler mange flere områder end blot Europol.

Med lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Rebecca Adler-Nissens ord: ”Så når Danmark skal tage stilling til retsforbeholdet og en tilvalgsordning, bør vi ikke blot tænke på Europol, men også på resten af pakken – som dækker alt fra gensidig anerkendelse af skilsmisser til rettigheder for terrormistænkte” (Altinget 27. nov. 2014).

Retsforbeholdet omfatter eksempelvis også fælles bestemmelser om mistænktes rettigheder, som ifølge Thomas Elholm, professor i strafferet ved Syddansk Universitet, kan ”få vidtrækkende konsekvenser for de nationale straffesystemer” (Altinget 2. dec. 2014).

Morten Bødskov, EU-ordfører for Socialdemokraterne, gør sig til talsmand for, at Danmark blandt andet også bør være med i EU's Konkursforordning og Kontosikringskendelse (Altinget 27. nov. 2104).

Og de Radikale drømmer om at overlade den danske udlændinge- og asylpolitik til EU. ”Stod det til os alene, ville vi gerne have Danmark mere med i den europæiske asylpolitik”, slår den radikale udviklings- og menneskerettighedsordfører, Lone Loklindt, således fast i et indlæg, også her på Altinget.

En retspolitisk salamimetode
Jeg frygter, at hvis de EU-positive partier får gennemført deres såkaldte tilvalgsordning efter en folkeafstemning– med fortsat dansk deltagelse i Europol som alibi – så vil de på område efter område stille og roligt, bid for bid, afvikle mere og mere dansk suverænitet på det retspolitiske og udlændingepolitiske område og stemme for dansk deltagelse i flere og flere områder. En slags ”retspolitisk salamimetode”.

For man må ikke glemme, at et stort flertal i Folketinget ønsker retsforbeholdet hen, hvor peberet gror, og at den eneste grund til, at der ikke allerede for længst har været en folkeafstemning om at afskaffe retsforbeholdet, er, at de frygter at tabe den!

Det er disse partier, der ville skulle administrere en tilvalgsordning og vælge de områder, hvor Danmark skal afgive suverænitet. Det er svært at have tillid til, at de vil administrere en sådan ordning i overensstemmelse med danskernes holdning til EU-samarbejdet. Det er velkendt, at vælgerne i almindelighed er langt mere skeptiske overfor EU-samarbejdets velsignelser, end politikerne i Folketinget er. Det så vi senest ved valget til Europa-Parlamentet, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti.

Så konklusionen er for mig at se ganske klar: Hvis man vil have mere Danmark og mindre EU på det retspolitiske område, så skal man stemme nej til at afskaffe det danske retsforbehold. Og så bør vi supplere det med en parallelaftale, så Danmark forbliver i det europæiske politisamarbejde. Det kan godt lade sig gøre, hvis bare regeringen gider gøre det fornødne arbejde.

Forrige artikel Europol-chef: Derfor er politisamarbejdet så vigtigt Europol-chef: Derfor er politisamarbejdet så vigtigt Næste artikel LA til regeringen: Fortsæt arbejdet for særaftale om Europol LA til regeringen: Fortsæt arbejdet for særaftale om Europol