SF: EU gør intet ved klima og ulighed med højrefløjen ved roret

DEBAT: Med højrefløjen ved roret sætter EU ikke en stopper for hverken den globale opvarmning eller den stigende ulighed blandt mennesker. Europa og Danmark skal derfor skubbes i en grøn og rød retning, skriver Tonni Hansen (SF), der er kandidat til Europa-Parlamentet.

Af Tonni Hansen (SF)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Danskerne er ikke i tvivl: EU skal tage sig af at afværge klimaforandringerne og bidrage til at skabe arbejdspladser, det viser den seneste analyse fra Ugebrevet A4.

I SF er vi meget enige. EU - og resten af verden - er truet af den globale opvarmning og den stigende ulighed blandt mennesker. Opgaven er, hvordan vi over landegrænser og i fællesskab på en gang bekæmper klimatruslen og skaber langtidsholdbare arbejdspladser.

Én ting kan vi sige med sikkerhed: Med højrefløjen ved roret gør EU intet hverken ved klimatruslen eller den stigende ulighed.

Siden sidste valg i 2009 er alle klimainitiativer i EU blevet afmonteret: CO2-kvotemarkedets sammenbrud, undermineringen af Connie Hedegaards køreplan mod 2050, biodiesel lavet på mad, ligegyldiggørelsen af EU i de internationale klimaforhandlinger og opgivelsen af CO2-reduktion fra luftfarten.

Samtidig er antallet af fattige siden 2009 steget støt her i Europa som direkte følge af højrefløjens nedskæringspolitik. Næsten en fjerdedel af europæerne er i dag i fare for at havne i fattigdom. Det burde være indlysende, at vi i Europa ikke kan være bekendt bare at fortsætte, som om intet var hændt, når realiteterne tydeligt viser, at EU er ved at køre i grøften, både når det gælder klima og miljø, og når det gælder solidariteten i samfundet.

Grøn omstilling og arbejdspladser hånd i hånd
Der er heldigvis heller ingen tvingende grund til at fortsætte af fejlsporet. Vi kan nemlig afværge klimatruslen, samtidig med at vi skaber arbejdspladser.

Det har vi allerede i Danmark gode erfaringer med, men et lille land i en global økonomi kan ikke gøre det alene. Derfor skal vi ikke bare være tilfredse med, at Danmark i dag - takket være SF - har den mest ambitiøse klimapolitik i verden. Vi skal mase på, for at landene omkring os og hele EU følger vores eksempel med ambitiøse klimamål og langsigtede investeringsrammer; de sidste er afgørende for, at virksomheder kan satse på den grønne omstilling.

Den manglende opbakning hos højrefløjen i EU til at sætte klimaet øverst på dagsordenen har i de senere år desværre betydet, at mange producenter af vedvarende energiteknologier som f.eks Vestas har måttet fyre i tusindvis.

Fra mit geografiske område er der eksempler på, hvordan ovennævnte kan skabe arbejdspladser: Eldan Recycling A/S i Faaborg tager fat på bæredygtige løsninger og genindvinder materialer fra bildæk over kabler til plastikaffald, så ressourcerne i stedet for at gå op i røg i et forbrændingsanlæg kommer ind i en cirkulær økonomi med lokale arbejdspladser og nye investeringer til følge. Hos "Gamle Mursten" i Svendborg bruger man fortidens byggeklodser til at rejse fremtidens bygninger, og samtidig med, at der spares tusinder af tons CO2, skabes der nye lokale arbejdspladser ud af gamle byggematerialer, og man kan se frem til at eksportere succesen til andre lande i EU.

Ressourcehåndtering skaber 400.000 job 
Bedre ressourcehåndtering og udnyttelse af affaldsmaterialer er en god økonomisk fidus, som vi i Danmark og Europa fortsat skal give fuld støtte til.

I EU har SF længe arbejdet med at få en europæisk ressourcestrategi sat på programmet. Europa kan som storimportør af ressourcer fra resten af verden få store fordele ved at blive bedre til at udnytte ressourcerne optimalt. I arbejdet med EU's 7. Miljøhandlingsprogram fik Margrete Auken (SF) trumfet igennem, at EU i fremtiden skal stoppe med at forbrænde genbrugelige ressourcer og desuden holde helt op at 'deponere' affaldsressourcer på lossepladser.

Ressourceeffektivitet hjælper også til at få arbejdspladser, der ikke kan outsources. Europa-Kommissionen har beregnet, at vi inden for ressourcehåndtering kan skabe 400.000 job i EU over de næste seks år bare ved at implementere allerede vedtagne love på affaldsområdet.

SF vil efter valget 25. maj, sammen med vores partifæller De Grønne, fortsætte kampen for at skubbe Europa og dermed Danmark i en grøn og rød retning, så arbejdspladser og grøn omstilling kommer til at gå hånd i hånd.

Vi vil væk fra den nedskæringspolitik, der kvæler de nødvendige langsigtede investeringer i energieffektivitet, vedvarende energi og cirkulær økonomi og ødelægger arbejdspladser for mange mennesker, der som konsekvens drives ud i afmagt.

Du kan hjælpe os med at få ovenstående gennemført ved at stemme på mig og SF til valget 25. maj.

Sammen kan vi ændre hverdagen til det bedre - i Europa og i Danmark

Forrige artikel Bankunion: Skatteyderne skal igen til lommerne Bankunion: Skatteyderne skal igen til lommerne Næste artikel LA: Europa bliver snart overhalet i velstand LA: Europa bliver snart overhalet i velstand