Sådan vandt EU-Kommissionens dronning Europas falske valgkamp

BRUXELLES: Uden skyggen af ironi i stemmen stillede Ursula von der Leyen sig søndag op foran sine partikammerater i den europæiske konservative partisammenslutning EPP og erklærede:

”Vi vandt EU-valget, mine venner.”

Siden marts har den siddende EU-kommissionsformand ført en intensiv valgkamp over hele Europa for at få fem år mere i sit job. Hun har klappet babyer, været på virksomhedsbesøg og stået på debatscener i intens ordkrig med blandt andre DF’s Anders Vistisen, der forlangte hende fyret.

Søndag blev den tidligere tyske forsvarsminister kåret som valgets vinder, uden at en eneste europæer har kunnet stemme på hende. Hendes sejr skyldes, at den konservative europæiske partifamilie, EPP, som hun er en del af, blev Europa-Parlamentets ubestridte største politiske gruppe.

Dermed går hun sejrrig ud af det forsøg på at forbinde valget til Europa-Parlamentet med udpegelsen af EU-kommissionsformanden. I Bruxelles-boblen går det under navnet spitzenkandidat-processen. Her er en stemme på Niels Flemming Hansen (K) eller enhver anden konservativ kandidat i alle de 27 EU-lande en indirekte stemme på von der Leyen.

{{toplink}}

Havde fået jobbet alligevel

På mandag forventes statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes 26 stats- og regeringschefkolleger at konstatere, at von der Leyens genudnævnelse er mere eller mindre uomgængelig, når de ved en middag i Bruxelles skal gøre status over valget og kigge på, hvem der skal have hvilke topjob i den næste valgperiode.

Efter planen vil de give hende deres endelige velsignelse til fem år mere på EU-Kommissionens tinde, når de mødes endnu engang 27.-28. juni.

Derefter vil processens støtter klappe i hænderne og konkludere, at eksperimentet virkede, og at europæernes vilje er blevet hørt.

De fleste stats- og regeringschefer vil derimod sige, at det kun skyldes, at von der Leyen allerede inden valgkampen havde opbakningen fra det store flertal i deres kreds.

De vil konstatere, at hun i de flestes øjne har gjort et solidt stykke arbejde de seneste fem år i en svær tid med coronakrise og russisk invasion af EU’s nabolag. Og de vil stadig holde på, at retten til at pege på en kandidat er deres. For godt nok siger EU-traktaterne, at de skal tage valgets udfald i betragtning, men traktaterne siger ikke, hvordan de skal gøre det.

{{toplink}}

Tre gange konservative

Dermed er det tredje gang, at det demokratiseringseksperiment, de fleste europæere er lykkeligt uvidende om, at de deltager i, giver et mudret resultat.

Første gang var til valget i 2014, hvor de konservatives kandidat var Luxembourgs tidligere premierminister Jean-Claude Juncker. Han endte med at få jobbet, men primært fordi stats- og regeringscheferne så ham som én af deres egne.

I 2019 blev valgets udpegede vinder af spitzenkandidatkampen også en konservativ, nemlig EPP-gruppens egen formand, Manfred Weber. Ham ville EU-lederne til gengæld ikke have, og derfor blev Ursula von der Leyen hevet op af hatten i sidste øjeblik. Det blev altså i partifamilien, men ham, der havde ført valgkampen, blev brutalt kasseret.

Hvis nogle begynder at ane et mønster i partifarven hos vinderne, så er det, fordi Europas konservative har været den ubestridt største politiske gruppering i Europa-Parlamentet i årtier efterhånden – både før og efter spitzenkandidat-processen blev en realitet.

Det vidste alle, at de også ville blive til dette valg, hvor de scorede et halvt hundrede sæder flere end den næststørste gruppe, socialdemokratiske S&D. Det er ikke noget, man kan tilskrive von der Leyen, eftersom de færreste af de 373 millioner stemmeberettigede europæere vidste, at det var en del af ligningen, da de – eller i hvert fald halvdelen af dem – afgav deres stemme i sidste uge.

Derfor kan man arrangere nok så store tv-debatter og kampagneevents. Hvis der ikke er tvivl om udfaldet, så er det svært at argumentere for, at der er noget at føre valgkamp for.

{{toplink}}

Batman og Robin 

Det har også betydet, at kandidatfeltet har været det, man nok bedst beskriver som en broget skare. For hvilken højtprofileret politiker fra det øvrige partifelt har lyst til at stille op til en kamp, man har tabt på forhånd?

De europæiske socialdemokrater stillede med EU’s beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, som mest af alt opførte sig som en luxembourgsk Robin til von der Leyens Batman.

De tre partisammenslutninger i den mestendels liberale midtergruppe Renew, hvor Venstre, Moderaterne og Radikale sidder, valgte at stille med tre forskellige kandidater. De Grønne stillede med to - eller fire, hvis man tæller de to kandidater med fra parlamentsgruppens underfraktion Den Europæiske Fri Alliance, hvor af den ene var den kun 24-årige Maylis Rossberg fra det danske mindretal i Slesvig-Holsten.

Så var der det andet danske islæt, DF’s Anders Vistisen, hvis højrenationale gruppe i Parlamentet godt nok ikke anerkender spitzenkandidat-processen legitimitet, men gerne alligevel ville have en plads på scenen, hvilket nogle debatarrangører godtog, men andre ikke gjorde.

Det gav ellers helt sikkert noget pep til debatten at have Vistisen til at fyre bandbuller af mod hele EU-samarbejdet, undsige EU’s klimapolitik og på vegne af de højrenationalistiske kræfter i EU kræve 10.000 EU-ansatte afskediget inklusive kommissionsformanden.

Men det har også udstillet det meningsløse i at have et kandidatfelt, hvor kun én af deltagerne ud af i alt ti indstillede var en realistisk kandidat til den post, de på papiret alle kæmpede om.

{{toplink}}

Ses i 2029

Professor i statskundskab ved Amsterdams Frie Universitet, Ben Crum, der forsker i spitzenkandidat-processen, gør klart, at flere af de europæiske politiske partier alligevel er så forhippede på at bevare den, at de har skrevet det ind i deres egne husregler.

Derfor er han sikker på, at vi vil se en gentagelse af seancen ved næste EU-valg i 2029, denne gang bare uden en von der Leyen eller nogen i hendes politiske vægtklasse. For hvilke tunge kandidater vil stille op i en konkurrence, hvor de 27 EU-ledere kan vælge at hælde vinderen ned ad brættet efter forgodtbefindende.

”Jeg frygter, at vi kommer til at se en yderligere reduktion i kvaliteten af kandidater,” siger han.

Derfor er hans bud, at vi er ved begyndelsen til enden på det store demokratieksperiment, medmindre der sker noget vildt, som for eksempel indførsel af såkaldte transnationale lister. Ideen med det er at give europæerne muligheden for at give deres stemme direkte til én af spitzenkandidaterne og dermed gøre det til et reelt valg.

Der er dog kun forsvindende få af EU-lederne, ud over den franske præsident Emmanuel Macron, der kunne finde på at støtte den idé.

Kan hun tælle til 361?

Hvis EU-lederne som forventet indstiller von der Leyen til posten i slutningen af måneden, vil spotlyset svinge tilbage til det nyvalgte EU-Parlament, som officielt skal vælge hende.

Her er der allerede udbredt spekulation om, hvorvidt hun kan skrabe de fornødne 361 ud af 720 stemmer sammen i et mere fragmenteret Parlament.

Sidste gang var hun kun ni stemmer fra ikke at blive udpeget, selv om hun på papiret havde støtte fra det centrale flertal bestående af de konservative, socialdemokratiske og liberale grupper. Det flertal er blevet relativt mindre efter sidste uges valg på grund af tilbagegang hos både socialdemokraterne i S&D og de liberale i Renew.

Renew har indtil videre ikke villet melde ud, om de vil støtte hende, hvilket flugter godt med, at Emmanuel Macron, hvis parti har været en ledende kraft i den gruppe, også har spillet kostbar.

Men selv om de ender med officielt at støtte hende, er det hemmelig afstemning og dermed umuligt at forudsige, om der skulle være nok af de nyvalgte, som skulle have lyst til at spænde ben for hende. Derfor vil von der Leyen den kommende tid også forsøge at flirte med grupperne til højre og venstre for midten i håbet om, at hun kan lokke stemmer til sig, uden at love dem så meget, at hun samtidig får stødt dem på den modsatte fløj fra sig.  

Kasserer Parlamentet hende, er det virkelig svært at se, at der er noget tilbage af den proces, som ellers i høj grad er Europa-Parlamentets egen baby.

Men selv hvis hun klarer sig igennem, er det ikke nemt at opretholde illusionen om, at det er en titel, hun har vundet i en fair kamp.

{{toplink}}

rikke@altinget.dk