Sådan er det gået ved tidligere folkeafstemninger
FOLKEAFSTEMNING: Danskerne har siden 1972 været til en række folkeafstemninger om forholdet til det europæiske fællesskab. Her kan du få et overblik over afstemningerne fra Danmarks deltagelse i EF i 1972 til nej'et til euroen i 2000.
Ser man på rækken af folkeafstemninger siden det danske "ja" til Det Europæiske Fællesskab har danskerne været i valglokalet for at tage stilling til den videre udvikling i det europæiske samarbejde circa hvert 10. år.
Det startede med afstemningen i 1972.
Danmark ansøgte oprindeligt om optagelse i EF i 1961, samme tidspunkt som englæderne. Men der skulle gå mere end 10 år, før vælgerne fik lov til at træffe den endelige afgørelse om dansk deltagelse.
Ja-kampagnen blev ledet af daværende statsminister Jens Otto Krag (S) og omfattede størstedelen af Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre og Konservative. Tilhængerne af EF mente det ville være en styrkelse af Danmark at være med, ikke mindst fordi Danmark kom til at "sidde med ved de forhandlinger, hvor spørgsmålene afgøres," som Jens Otto Krag formulerede det.
Modstanderne mod EF advarede derimod om, at EF ville føre til en reel politisk union, der i højere grad ville varetage de store kapitalististiske koncernes interesser end befolkningernes.
Modstanden kunne også findes i Krags eget parti. Særlig opmærksomhed fik en række unge nyvalgte socialdemokrater der talte Svend Auken, Ritt Bjerregaad, Mogens Lykketoft, Birthe Weiss og Mogens Camre. De valgte dog at stå selvstændigt i debatten og blev ikke en del af den paraplyorganisation for modstandere, som i løbet af 1972 fik navnet "Folkebevægelsen mod EF".
Folkeafstemningen havde et meget stort fremmøde med en stemmeprocent på godt 90 procent. Resultatet blev et klart ja på 63 procent, mens 37 procent stemte nej.
(Artiklen fortsætter under figuren)
I 1986 skulle de danske vælgere så stemme om et indre marked.
Regeringen havde vurderet, at den nye EF-traktat ikke betød suverænitetsafgivelse – men Folketinget vedtog, at der skulle afholdes en vejledende folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EF-pakken.
Hovedformålet med den ny traktat var at etablere et indre marked til fordel for den europæiske industri. Socialdemokraterne og De Radikale var officielt imod, men begge partier havde medlemmer, som anbefalede et ja. Socialdemokraternes modstand gik på, at EU ville få for stor indflydelse på sociale og miljømæssige forhold i Danmark. De Radikales modstand gik derimod på, at en fælles europæisk udenrigspolitik blev en del af det traktatfæstede samarbejde.
Stemmeprocenten faldt fra det rekordhøje i 1972 til 75,4 procent ved afstemningen i 1986. 56,2 procent valgte at stemme ja, mens 43,8 procent stemte nej.
Det første "nej" kom ved folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten.
Denne traktat markerede en helt ny epoke i det europæiske samarbejde: Med traktaten skulle samarbejdet blive til en europæisk union.
I Folketinget bakkede Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, De Radikale og Centrumdemokraterne op om traktaten, mens SF, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti vendte tommelfingeren nedad. Alle havde de forskellige argumenter for et ja og for et nej, og valgresultatet blev uhyre tæt: 50,7 stemte nej, mens 49,3 stemte ja. Valgdeltagelsen steg igen og nåede nu 83,1 procent af de stemmeberettigede.
"Nej'et" førte til en ny folkeafstemning i 1993.
Efter afstemningen forhandlede Folketingets partier "det nationale kompromis". Aftalen blev udgangspunktet for de efterfølgende forhandlinger med de øvrige EF-lande ved et topmøde i Edinburgh, som endte med, at Danmark fik indført fire forbehold: Unionsborgerskabet, euroen som møntfod, den fælles forsvarspolitik og det retlige samarbejde.
Det var de fire forbehold sammen med den oprindelige Maastricht-traktat, der så kom til folkeafstemning. Denne gang støttede SF op om et ja, mens kernen i modstanden bestod af Fremskridtspartiet, Folkebevægelsen og det nystiftede JuniBevægelsen.
Resultatet blev et relativt klart ja på 56,7 procent, mens 43,3 procent stemte nej. Valgdeltagelsen var igen høj: 86,5 procent mødte op for at sætte sit kryds.
Allerede i 1998 skulle danskerne så igen stemme.
Denne gang om Amsterdam-traktaten, der ændrede på tekniske procedurer i samarbejdet om flertalsafgørelser og Schengen-samarbejdet.
SF, Enhedslisten, de to EU-modstandsbevægelser, Fremskridspartiet og nu også Dansk Folkeparti udgjorde modstanderne. De frygtede en dansk tilslutning ville føre til mere union, mens særligt Dansk Folkeparti også var kritisk over, at det nye Schengensamarbejde ville ophæve den nationale grænsekontrol.
Tilhængerne af traktaten argumenterede i stedet for, at den nye traktat banede vejen for at optage de nye demokratier fra den tidligere Østblok. Den nye traktat styrkede også miljøsamarbejdet, og indførte en fælles beskæftigelsespolitik.
Det blev igen et ja med 55 procent for, mens 45 procent stemte nej.
Sidst vælgerne har taget stilling til det europæiske samarbejde ved en folkeafstening var så i 2000.
Spørgsmålet var, om Danmark skulle afskaffe det ene forbehold og gå med i euroen. Det mente Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, CD og De Radikale, at Danmark skulle. SF stod igen på den anden side sammen med Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti og de to nej-bevægelser.
I debattten fyldte forskellige rapporter og analyser meget, og måske tydeligst Det Økonomiske Råds vismandsrapport fra foråret 2000. Heri blev de økonomiske konsekvenser ved et dansk "ja" til eurosamarbejdet vurderet som "små og usikre".
Valgdeltagelsen var høj: 87,6 procent mødte op for at stemme. De fleste valgte at stemme nej, nemlig 53,2 procent, mens 46,8 procent stemte ja.
Mød EP-spidskandidaterne
Husker du Okking, Toksvig og Nyrup?
