Russisk oppositionspolitiker meldes død i fangelejr én måned før præsidentvalg

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj meldes død i fængslet kort før Ruslands præsidentvalg.

Den russiske oppositionspolitiker og Putin-kritiker Aleksej Navalnyj meldes død i et sibirisk fængsel.

Det skriver britiske BBC.

Det er fængselsvæsenet i Yamalo-Nenets-regionen, hvor han afsonede sin dom, der fredag har oplyst om dødsfaldet. Navalnyj blev i december 2023 flyttet til det nye fængsel i Sibirien, efter at hans advokater i en uge ikke var blevet oplyst om, hvor han befandt sig.

Hverken Navalnyjs kone, Julia, eller talsperson har ifølge BBC endnu været i stand til at bekræfte nyheden. 

Det uafhængige russiske medie Sota.vision har delt en video, som angiveligt er blevet filmet under et retsmøde torsdag, hvor 47-årige Navalnyj deltog via videolink. Den fængslede politiker smiler på videoen og ser ikke ud til at være synligt syg.

{{toplink}}

Navalnyj er kendt som en af Vladimir Putins skarpeste kritikere og mest seriøse udfordrere. 

I august 2020 blev han forgiftet med nervegiften novitjok, men Kreml afviste at have stået bag. Efter behandling i Berlin tog Navalnyj flyet til Rusland, hvor han blev anholdt kort efter landingen.

Det resulterede i en dom på 11 års fængsel. Dertil kommer en dom på 19 års fængsel, som han er blevet idømt i 2023.

Navalnyjs advokater og allierede betragter dommene som rent politisk motiverede og som noget, Putins styre har iværksat for at forhindre ham i at være politisk aktiv. Der er valg til Ruslands præsidentembede i næste måned fra 15. til 17. marts.

Aleksej Navalnyj var blandt de nominerede til Nobels fredspris 2023. {{toplink}}

Forrige artikel Finland vælger tidligere statsminister som ny præsident Finland vælger tidligere statsminister som ny præsident Næste artikel Tidligere leder af Frontex stiller op for Le Pens parti til europaparlamentsvalget Tidligere leder af Frontex stiller op for Le Pens parti til europaparlamentsvalget