Retten til en fiskestang

UDVIKLINGSPOLITIK: EU’s fælles udviklingspolitik skal være bedre og tage afsæt i rettigheder, mener regeringen. Men EU prioriterer den slet ikke, lyder kritikken fra Concord Danmark.

Giv ikke den sultne mand en fisk, giv ham en fiskestang. Sådan cirka lyder et klassisk ordsprog inden for udviklingsbistand, men det kunne måske nu gå en oktav højere op og lyde: Giv ham ikke en fiskestang, giv ham retten til en fiskestang.

Regeringen arbejder nemlig for en udviklingspolitik, som skal hjælpe udviklingslandene til at indføre flere helt basale menneskerettigheder.

"Når vi bygger på det fundament, skaber vi en anden form for samarbejde, hvor vi kan sige til verdens fattige lande: Her er de globale menneskerettigheder. I har skrevet under på dem, vi har skrevet under på dem. Skal vi arbejde sammen om at implementere dem? Det giver en anden form for ligeværdigt partnerskab," siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til EuropaMagasinet.

Se EuropaMagasinet her

Han mener, at de brede principper om rettigheder kan bruges som en fordelingsmekanisme.

"For når man sikrer børn retten til at komme i skole, mennesker retten til mad og retten til sundhedsydelser, så omfordeler man jo velstand og velfærd i de her lande," siger ministeren.

Bliver ikke prioriteret
Ifølge Christian Friis Bach bør EU's medlemslande styrke den fælles udenrigspolitik for at få en stærkere og mere koordineret udviklingsbistand. Han er positiv over for EU's fælles udviklingspolitik. I Concord Danmark, som til dagligt beskæftiger sig direkte med udviklingsstøtten, ser de dog med skepsis på mulighederne for den fælles europæiske udviklingspolitik.

Sekretariatsleder Morten Emil Hansen er skuffet over, at EU's udenrigsrepræsentant Catherine Ashton ikke prioriterer udviklingspolitikken, på trods af at det er langt den største post på budgettet.

"Hun har valgt at fokusere på sikkerhed og på den almindelige traditionelle udenrigspolitik - på det arabiske forår og på alle de udfordringer, der har været i det. Udviklingspolitikken har stort set ikke fyldt noget på hendes dagsorden," siger Morten Emil Hansen.

Se mere om hvorfor og hvordan i EuropaMagasinet. I programmet kommenterer også Altinget.dks EU-redaktør, Morten Øyen Jensen, på den fælles europæiske udenrigspolitik, og udenrigsordførerne Søren Espersen (DF) og Jeppe Kofod (S) debatterer om, hvordan EU's økonomiske sanktioner ikke kun påvirker de diktaturer, EU typisk sigter at ramme.  

Se hele EuropaMagasinet her 

Forrige artikel EU-foredrag på podcast EU-foredrag på podcast Næste artikel Falsk melodi i Tobin-slagsmål Falsk melodi i Tobin-slagsmål