Quo vadis, Italien? Eksperter i Berlin og Rom giver deres bud

Efter flere måneders vanskelige koalitionsforhandlinger til højre og venstre for midten fik Italien fredag 1. juni en ny regering. Det er en regering, som eurozonens tredjestørste økonomi aldrig har set magen til før. Og det har EU heller ikke.

Under ledelse af Matteo Salvini har det højrenationalistiske parti Ligaen (tidligere Lega Nord) dannet regering med Luigi Di Maios Femstjernebevægelse, der oprindelig blev betragtet som en venstreorienteret græsrodsbevægelse skabt i protest mod det etablerede politiske miljø i Italien.

Ved første øjekast har de to partier ikke voldsomt meget til fælles, hverken i deres vælgerskare eller i mange af deres politiske holdninger. Men de er enige om, at Italiens økonomi er blevet håndteret elendigt i årtier, og de placerer en stor del af skylden på euroen og den tyskinspirerede sparepolitik i EU.

Den nye italienske regering lægger ikke skjul på, at den med sine rundhåndede valgløfter kommer til at sprænge eurozonens regler i stor stil. Samtidig har Matteo Salvini, der nu er blevet indenrigsminister, gjort det klart, at han ikke har tålmodighed til EU’s årelange forhandlinger om en fælles asylpolitik.

Begge de to nye regeringspartier er også imod de europæiske sanktioner mod Rusland på grund af krisen i Ukraine, som alle EU’s medlemslande ellers har været enige om længe. Det er også uklart, hvordan Italiens regering for eksempel vil stille sig i forhandlingerne om Storbritanniens udmeldelse af Unionen.

Af disse og andre grunde har dannelsen af den nye italienske regering skabt stor bekymring i EU’s institutioner, i Berlin og Paris og andre europæiske hovedstæder, hvor regeringerne ønsker at styrke samarbejdet efter Brexit. Andre mere EU-skeptiske regeringer og politikere på tværs af kontinentet advarer om, at naboerne i Unionen skal blande sig uden om en naturlig demokratisk udvikling i Italien.

Ikke desto mindre afviste Italiens præsident, Sergio Mattarella, det første forsøg fra Ligaen og Femstjernebevægelsen på at danne en regering under ledelse af den ukendte juraprofessor Guiseppe Conte i slutningen af maj. Begrundelsen var den foreslåede økonomi- og finansminister, Paolo Savona, som er en kendt modstander af euroen. Få dage efter vendte partierne tilbage med en ny holdopstilling, hvor Savona var degraderet fra finansminister til Europaminister.

Denne gang sagde præsident Mattarella ja, og 1. juni var Italiens nye regering en realitet.

På vej mod et vigtigt EU-topmøde i slutningen af juni, hvor fremtiden for både euroen og den fælles udlændingepolitik står på spil, venter de andre regeringer nu spændt på nye udspil fra Rom.

Mens vi venter, stilles der mange selvransagende spørgsmål om, hvorfor de italienske vælgere mon stemte, som de gjorde. Hvor længe Italiens utraditionelle nye regering kan holde. Og hvad den kommer til at betyde for et europæisk samarbejde, der i forvejen er under pres.

Altinget har stillet nogle af de centrale spørgsmål til to eksperter i europæisk politik – den ene i Rom og den anden i Berlin. Her er deres svar:

Carlo Altomonte, italiener, seniorforsker ved det italienske Institut for Internationale Politiske Studier (ISPI) i Rom.

 

(Foto: ISPI)

 

Hvorfor stemte italienerne for denne regering? Var det en reaktion imod EU eller imod det italienske establishment?

”Jeg tror, det var begge dele. Italienerne stemte imod 10-15 års stagnation, som har karakteriseret landet i den seneste periode. En særlig lav vækst før krisen og en særlig hård økonomisk nedtur. De giver eliten skylden for det, og eliten bliver forbundet med EU – selv om jeg personligt ikke mener, at EU har noget med det at gøre.”

 

Hvad er stemningen i befolkningen, efter at præsidenten afviste det oprindelige forslag om en regering? Bliver det betragtet som en normal proces eller som antidemokratisk?

”Præsidenten kan altid nedlægge veto mod en bestemt minister, eftersom det er en fælles udnævnelse gennemført af ministerrådet og republikkens præsident. Så teknisk set holdt præsidenten sig inden for sine forfatningsmæssige beføjelser.”

”Men det er alligevel blevet opfattet som en antidemokratisk proces dikteret af EU, og det har givet brændstof til endnu mere vrede rundt omkring i landet. Forløbet er blevet kraftigt kritiseret af de populistiske partier og deres tilhængere.”

 

Ser befolkningen generelt det her som indblanding fra EU, eller er det kun de populistiske partier, der siger det?

”Det er mest de populistiske partier og deres tilhængere, der ser det sådan, at EU blander sig i italienske forhold. Imidlertid vil jeg dog sige, at nogle udtalelser fra visse kommissærer ikke har hjulpet EU’s omdømme her i landet. Jo mindre EU siger om denne demokratiske proces i Italien, jo bedre – for alt, hvad der bliver sagt, vil blive fejlfortolket, også af den brede befolkning.”

 

Vil den nye regering kunne overleve, eller vil der komme nyt valg inden længe?

”Jeg tror ikke, at deres koalition kommer til at vare ret længe. Der er for mange uoverensstemmelser og for mange forskelle på de to partier, når vi taler om deres vælgerbase, i forhold til den geografiske repræsentation af deres vælgere, og i forhold til de sociale klasser, der står bag de to partier. Men også fordi at deres valgløfter er meget svære at føre ud i livet.”

”Mange mennesker risikerer at blive skuffede. Før denne skuffelse når ud til vælgerne, vil denne regering sandsynligvis blive opløst, så der kommer valg igen. Salvini (Ligaens leder, red.) vil gerne have valg i september-oktober, men han vil helst ikke have et valg lige med det samme. Så jeg vil tro, at denne regering i praksis vil sidde i to-tre måneder.”

 

Vil de to partier kunne få lige så mange stemmer igen ved det nye valg, eller vil der ske noget andet?

”Jeg tror, at begge de to partier vil få lige så mange stemmer igen, hvis ikke flere. Men det er meget svært for dem at føre valgkamp sammen.”

”Ligaen vil sikkert føre valgkamp sammen med den traditionelle centrum-højre koalition – som Ligaen nu vil kunne lede – og den manglede kun tre procentpoint for at vinde flertal ved sidste valg. Denne nye centrum-højre koalition vil være lidt længere til højre, end Italien har været vant til, men der vil være en afdæmpende indflydelse fra Silvio Berlusconis centrum-højre parti. Det er efter min mening den mest sandsynlige udvikling.”

”Hvis der i stedet sker det, at Ligaen og Femstjernebevægelsen beslutter at føre valgkamp fra en fælles platform, så vil det blive opfattet i den italienske befolkning som en tydeligt anti-EU og suverænitets-platform. Og så vil vi se en dynamik, der ligner den, vi oplevede i Frankrig (ved præsidentvalget sidste år, red.) mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron. Det kan skabe et eller andet omfang af pro-europæisk bevægelse, som vil ændre hele det politiske landskab.”

 

I så fald bliver det nærmest en folkeafstemning for eller imod euroen?

”Ja, præcis. Ganske som vi så i Frankrig.”

 

Josef Janning, tysker, leder af Berlin-kontoret for European Council on Foreign Relations (ECFR).

 

(Foto: ECFR)

 

”Med den nye italienske regering er der for første gang en regering i et af eurozonens kernelande, som ser ud til at ville blive indenfor, men som samtidig vil bryde reglerne. Italienerne hævder nu, at de er for store til at lade sig binde af eurozonens regler. Det er hovedproblemet.”

 

Nu har Ligaen og Femstjernebevægelsen jo sammensat en blandet regering med andre ministre end oprindelig planlagt. Vil det være mere betryggende set fra EU’s side?

”Nej. Jeg mener ikke, at det nye hold nødvendigvis er mere betryggende, bare fordi det ikke længere har den mest udtalte anti-EU-figur i stillingen som finansminister. Men den person er der jo stadig, og motiverne for en ret euroskeptisk og EU-skeptisk regering er der stadig. Holdopstillingen vil ikke i sig selv gøre meget for at berolige andre hovedstæder. Det vil kun ske, hvis de ser, at også denne italienske regering er parat til at forholde sig til Europas virkelighed.”

 

Er der en virkelig risiko for eurozonen her? Kan vi ende med en situation, hvor den italienske økonomi falder sammen og bliver et kæmpe problem for hele eurozonen?

”Den største fare er efter min mening ikke et stort sammenbrud. Den største fare er denne krybende nationalisme, den krybende opløsning af Den Europæiske Union. Det skaber ikke en stor krise, som er knald eller fald for EU, men snarere at Unionen langsomt falder fra hinanden, fordi regler bliver bøjet, fordi institutionerne ikke bliver styrket. Det er snarere dette scenarie med en gradvis svækkelse af den europæiske integration, af Europas evne til at reagere på kriser, der er den virkelige krise.”

 

Hvordan kommer vi for eksempel til at se denne politiske opbremsning eller blokade af EU, som du taler om?

”Det er ret åbenlyst, at Bruxelles og Berlin i øjeblikket er syndebuk for mange ting i italiensk politik. Den her regering står over for nogle begrænsninger. Begrænsninger på markederne, begrænsninger i forhold til partnere, begrænsninger fordi Italien trods alt er sårbar på en række måder. Tænk bare på situationen med migration.”

”Jeg kan se en hel del potentiale for, at den her fortælling om, at det hele er EU’s skyld kan blive styrket. Den ser allerede ud til at have en del grobund i den italienske befolkning. Den voksende mistro mellem EU’s medlemslande er en slags langsomt virkende gift, som svækker og underminerer EU.”

 

Tror du, at denne udvikling vil sprede sig til andre medlemslande?

”Den har allerede spredt sig til andre medlemslande. Der er nu generelt en større tendens til at eksternalisere interne pres ved at pege på aktører og faktorer udefra som dem, der skaber dine problemer. Efter min mening er det allerede blevet en stor forhindring for beslutningsprocessen på EU’s topmøder og i Ministerrådet, hvor medlemslandene samles. For det er så meget vanskeligere for politiske ledere at finde et kompromis, når de har fremstillet deres lands situation inden for EU som en kamp op ad bakke imod udefrakommende dominans, uvidenhed eller fjendtlighed.”

 

Når der bliver udtalt bekymring fra Bruxelles, Berlin eller andre steder i Europa, så hører vi Italiens nye regeringspartier, Ligaen og Femstjernebevægelsen, sige, at EU blander sig og lægger pres på en national, demokratisk proces. Har de ret i det?

”Det er korrekt, at der er tale om indblanding. Med den grad af integration, som vi har opnået i EU, så er der faktisk ikke længere nogen klar adskillelse mellem interne forhold og europæiske forhold. Det, der sker i en medlemsstat, er ret betydningsfuldt for udviklinger i andre medlemsstater. Så det er næsten uundgåeligt, at andre spillere i europæisk politik vil indtage holdninger til, hvad der foregår internt i forskellige EU-medlemslande.”

”Om det så er den italienske gæld eller de løfter, som aktører har givet under kampagnen om de velfærdsydelser, som de vil introducere. Eller om det er for eksempel det catalanske spørgsmål i Spanien eller det meget følsomme problem med den irsk-britiske grænse i forbindelse med Brexit. Alle disse beslutninger er nødt til at involvere andre aktører end dem, der er ansvarlige i selve de specifikke lande. Der står så meget fælles på spil, at det gør det næsten uundgåeligt.”

”Jeg ser det som en del af fornægtelsen af EU, hvis man fremhæver disse meget traditionelle begreber om ’indblanding i interne forhold’. Det er noget, man stadig kan sige på den større internationale scene, men inden for Den Europæiske Union er det en forældet opfattelse.”

 

Hør mere om Italiens nye regering og dens forhold til EU i næste udgave af Altingets europæiske podcast, Parlamentet#27, som udkommer fredag:

 

thomas.lauritzen@altinget.dk