Professor: Faretruende udvikling kalder på en administrativ reform af embedsværket

I sin erindringer, 'I alle de riger og lande', fra 1983 beskriver tidligere udenrigsminister K. B. Andersen en situation, hvor han havde brug for rådgivning i en sag. Han modtog rådene fra en ledende diplomat; rådgivning, der var korrekt og objektiv, men som også lå på K. B. Andersens politiske linje.

Andersen tilføjede, at han tilfældigvis viste, at pågældende embedsmand var medlem af et borgerligt parti, der ikke ville være enig i de råd, han fik. For socialdemokraten Andersen var der tale om et eksempel på den solide, upolitiske danske embedsmandstradition om objektiv rådgivning.

Udnævnelsen af en amatørdiplomat, forhenværende udenrigsminister Kristian Jensen, til speciel udsending er det formelle brud med en mere end hundrede år lang tradition for professionelt diplomati. En tradition, der af og til har talt fremragende personligheder på internationalt niveau som eksempelvis Henrik v. Kaufmann, Christopher Bo Bramsen, Niels Ersbøll og Friis Arne Petersen.

Smart, at Frederiksen valgte en venstremand som den første af formodentligt en lang række af politiske udnævnelser, der vil komme afdankede politikere eller trofaste allierede til gode, nu hvor ånden er ude af flasken, men som formentlig ikke vil styrke Danmarks udenrigspolitiske rolle, tværtimod.

En faretruende udvikling
Socialdemokraten Mette Frederiksen har i løbet af sin korte tid som statsminister været i stand til at placere en lang række personer centralt i centraladministrationen, der har tætte relationer til Socialdemokratiet.

Dermed ødelægges og politiseres ministerierne. Embedsværkets styrke er, at det giver ministeren objektiv viden. Hvis det skal 'tænke politisk', kan rådene let blive suboptimale for at tækkes ministeren. Dette er til skade for samfundet.

Set fra et forvaltningsvidenskabeligt synspunkt er der tale om en faretruende udvikling. Den danske centraladministration har, som anført, været kendt for sin objektivitet, professionalisme og sin evne til at tjene skiftende regeringer godt.

En nyudnævnt socialdemokratisk minister behøver ikke udskifte en departementschef og et ministersekretariat, der var udnævnt under en venstreminister og vice-versa.

Efter Frederiksen nu har brudt med traditionen for et professionelt, politisk neutralt embedsværk, hvad er vejen frem så?

Ganske udansk kunne man se uden for landets grænser, fordi der er en række andre stater, hvor politikere har følt, at de havde brug for politisk rådgivning og ikke kun være 'overladt' til embedsmændenes forgodtbefindende á la sir Humphrey Appelby fra 'yes minister' (tv serie fra 1980’erne, hvor embedsmændene stort set altid fik deres vilje i forhold til ministrene).

Kalder på administrativ reform
I for eksempel Belgien, EU og Frankrig har man et system, hvor en minister får lov til at udnævne et antal politiske rådgivere, et såkaldt 'kabinet'. Når ministeren forlader sit embede, forlader vedkommendes kabinet også deres stillinger.

Den næste minister genudnævner eller udnævner et nyt kabinet. Fordelene er, at embedsværket forbliver professionelle og politisk neutrale. Den folkevalgte kan styre mere politisk, og vi som skatteborgere skal ikke betale eksempelvis 20 års top-løn til en embedsmand, der de facto blev politisk udnævnt, og efter regeringsskiftet bliver manøvreret ud på et sidespor.

Ulempen er, at embedsværket, med sin professionalisme, skubbes et led tilbage. Er det slemt? Tja, de tre nævnte stater klarer sig jo rimeligt, men det er en kulturændring.

Når den nuværende statsminister har ønsket at indføre politiske embedsmænd, er det bedre for et demokrati at skabe transparens og klare regler på et oplyst grundlag, derfor: Det er tid til en lille administrativ reform eller en tilbagevenden til en lang og god dansk tradition med et politisk neutralt embedsværk.

debat@altinget.dk