Nyt EU-udspil skal forhindre misbrug af velfærdsydelser

UDSPIL: EU-Kommissionen vil udbrede dansk optjeningskrav for dagpenge til hele Europa. Til gengæld skal EU-lande ikke have lov til at indeksere børnechecken, som et flertal i Folketinget ellers ønsker.

BRUXELLES: Et nyt udspil fra EU-Kommissionen både udvider og begrænser EU-borgeres adgang til velfærdsydelser på tværs af Europas grænser.

"Det handler om fairness," siger EU’s kommissær for beskæftigelse og sociale anliggender på et pressemøde tirsdag. 

Fremover skal eksempelvis Danmark have ret til at kræve, at en person har arbejdet tre måneder i landet, inden tidligere beskæftigelse i andre EU-lande kan tælle i optjeningen af danske dagpenge. Det princip har hidtil været en dansk særregel, hvis overensstemmelse med EU-reglerne har været omdiskuteret.

Til gengæld skal ledige have mulighed for at tage deres dagpenge med til et andet EU-land i op til seks måneder. I dag er der kun tilladt i tre måneder.

“Vi har brug for mobil arbejdskraft for at genoprette den økonomiske vækst og konkurrenceevne. Men mobilitet skal basere sig på klare og retfærdige regler, som kan håndhæves,” siger Marianne Thyssen og fortsætter:

”Det er, hvad vores forslag til opdaterede EU-regler for social sikring handler om: Det værner om den frie bevægelighed og beskytter EU-borgernes rettigheder samt styrker værktøjerne til at håndtere eventuelt misbrug,” tilføjer hun.

Trækker spor til Brexit
EU-Kommissionens udspil lægger op til at ændre et regelsæt, der stammer helt tilbage fra 1959 og senest er blevet revideret i 2004.

Den såkaldt ”koordinering af social sikring” på EU-niveau skal sikre, at EU-borgere ikke falder ud af de sociale systemer, når de arbejder – eller søger arbejde – på tværs af grænser. Samtidig skal reglerne sikre, at ingen EU-borgere kan få fingre i velfærdsydelser fra flere steder på en gang eller modtage velfærdsydelser, som de ikke har krav på.

Tirsdagens udspil har været på vej længe, men har været parkeret på sidelinjen, da EU-borgeres adgang til velfærdsydelser blev en central og betændt sag i forårets debat forud for Storbritanniens EU-afstemning.

Her fik den britiske premierminister, David Cameron, forhandlet en række ændringer af reglerne for velfærdsydelser på plads med de andre EU-lande. Det skulle sikre, at briterne ville støtte hans kampagne for at Storbritannien skulle blive i EU.

Det slag tabte Cameron som bekendt ved en folkeafstemning i juni, og dermed røg det kompromis – der blandt andet åbnede for en indeksering af børnechecken og etablerede en ”nødbremse” for bestemte velfærdsydelser – på gulvet.

Ingen håndsrækning til dansk mærkesag om børnecheck
Siden har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjort klart, at han fortsat ønsker at kæmpe for en indeksering af børnechecken. Noget, som et flertal i Folketinget støtter.

Selvom udgifter til børnecheck til EU-borgere, som har børn bosiddende uden for Danmark, udgør en lille del af de danske samlede udgifter til børnecheck, insisterer et Christiansborg-flertal på, at sagen har vigtig principiel karakter.

Men i sit udspil hælder EU-Kommissionen den idé af brættet. EU-landene skal ikke have lov til at indeksere børnechecken, mener EU-kommissær Marianne Thyssen.

"Jeg har megen forståelse for følsomheden af dette emne i nogle medlemslande, men hvis du ser på fakta, så er der meget stærke argumenter for ikke at indeksere børnepengene. Det ville være en kæmpe bureaukratisk øvelse, når kun én procent af børneydelser i dag bliver eksporteret fra ét medlemsland til et andet," siger EU-Kommissær Marianne Thyssen.

Hun tilføjer, at når EU-borgere betaler fuld skat i ét EU-land, bør de også modtage den fulde ydelse til eksempelvis deres børn. 

"Jeg vil ikke foreslå at ofre retfærdigheds-princippet for peanuts."

Ifølge EU-Kommissionen vil eksempelvis Østrig kunne spare blot 0,25 procent af sine udgifter til børnepenge, hvis man gennemførte en indeksering – og det er før, man har modregnet de administrative omkostninger.

Ifølge Jyllands-Posten ærgrer statsminister Lars Løkke Rasmussen sig over, at indeksering af børnechecken ikke indgår i EU-Kommissionens udspil:

”Det må vi så prøve at se, om vi kan få kæmpet ind i den videre politiske proces, siger han.

Til gengæld kalder han det "rigtig, rigtig positivt", at den danske optjeningsregel for dagpenge nu får opbakning fra EU-Kommissionen.

Tirsdagens udspil skal nu forhandles på plads mellem EU-landene og Europa-Parlamentet.

Forrige artikel Altinget overtager Mandag Morgens danske aktiviteter Altinget overtager Mandag Morgens danske aktiviteter Næste artikel Italiensk duel om Schulz' formandstol Italiensk duel om Schulz' formandstol