Militærforsker: Trumps retorik udhuler NATO's sammenhængskraft

Af Jens Ringsmose 
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

Det sendte rystelser igennem Europas sikkerhedspolitiske establishment, da det 9. november tidligt om morgenen stod klart, at Donald J. Trump havde vundet det amerikanske præsidentvalg.

Under valgkampen havde Trump flere gange sået tvivl om soliditeten i NATO’s Artikel 5 – alliancens såkaldte ”musketer-ed” – og han havde ved mindst én lejlighed kaldt NATO ”obsolete”.

Trump har gjort stor skade på NATO
I alliancehovedkvarteret i Bruxelles affødte valget af Trump da også ”en følelse af at stå på kanten og stirre ned i afgrunden”, som en erfaren NATO-diplomat efterfølgende beskrev det for denne artikels forfatter.

Omtrent ni måneder senere er det på tide at tage bestik af, hvordan valget af Trump så rent faktisk har påvirket den transatlantiske sikkerhedsarkitektur. Hvor galt gik det? Det skal være min påstand, at det transatlantiske samarbejde har taget alvorlig skade af Trumps tilgang til alliancen og til Europa.

NATO fylder snart 70, og der skal meget til, før alliancen mister sin værdi, men den nye administration har på mindre end et år gjort større skade på NATO end nogen amerikansk regering før den.

Medvirkende hertil har i stort omfang været, at Trump meget klart og utvetydigt har koblet den amerikanske sikkerhedsgaranti sammen med NATO-Europas vilje til at bruge mindst to procent af BNP på de væbnede styrker. ”Transaktionalisme” kalder man det på den anden side af Atlanten.

Selvom Washington enkelte gange under Den Kolde Krig tyede til samme ”noget for noget”-logik, så skete det aldrig på sammen brutale facon eller med direkte adresse til Artikel 5.

Amerikansk lederskab på retræte
Men har Trump ikke en pointe? Er det rimeligt, at amerikanske skatteborgere skal betale for, at europæerne kan sove trygt? I mine øjne er det amerikanske krav om større europæiske forsvarsbudgetter faktisk berettiget.

I to-et-halvt årti har NATO-Europa med stor ihærdighed indkasseret fredsdividenden i et omfang, der i dag dels gør det vanskeligt for Europa at tage vare på egen sikkerhed og dels umuliggør et rimeligt militært bidrag til opretholdelsen af den liberale verdensorden, som i så stor udstrækning tjener europæiske interesser.

Pointen er bare, at den skade, Trump har påført NATO med sin vulgariserede og høkeragtige tilgang til byrdedelingsproblematikken, ikke kan opvejes af de forøgede europæiske forsvarsinvesteringer, som måtte følge af det forstærkede amerikanske pres.

En anden – men relateret – problemstilling knytter sig til USA’s vilje til at påtage sig et politisk lederskab i alliancen. Allerede under Obama var det amerikanske engagement i NATO for nedadgående, men med Trump i Det Hvide Hus er tendensen blevet markant stærkere. For en alliance, som er dybt afhængig af, at Washington tager initiativ og går forrest, er det en særdeles foruroligende udvikling.

Men, vil Trumps forsvarere så indvende, hvis man ser på, hvad USA rent faktisk gør, og ikke blot lytter til manden i Det Hvide Hus, så er det åbenlyst, at den nye administration ikke har vendt Europa ryggen.

Dertil er der at sige, at det amerikanske troppebidrag i Europa ikke er blevet reduceret siden 20. januar 2017 – faktisk tværtimod. Trump ”walks the walk”. I handlinger er der intet, der tyder på, at USA er på vej til at disengagere sig fra Europa.

Problemet er bare, at i en NATO-sammenhæng er ”talk” næsten lige så vigtig som ”walk”. I sin essens er alliancens sammenhængskraft frem for noget andet bestemt af tilliden til, at USA kommer Europa til hjælp i en krisesituation. Og med sine retoriske udmeldinger har Trump for alvor rokket ved den europæiske tillid det transatlantiske fællesskab.

For et lille skandinavisk land uden indlysende alternativer til transatlantisk sikkerhed bør det give anledning til bekymring.

debat@altinget.dk