Mette Frederiksen i tale til Ukraines Parlament: "I hører til i Europa. Og Europa tilhører jer"

I en tale til Ukraines Parlament tirsdag sagde statsminister Mette Frederiksen, at hun støtter Ukraines vej mod EU-medlemskab.

"Vejen mod EU-medlemskab kan være lang og krævende. Der er krav, der skal opfyldes. Det kan vi ikke ændre på. Men vi vil støtte jer hele vejen."

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, da hun tirsdag holdte en tale for Ukraines Parlament.

Statsministeren var inviteret til at holde talen i anledning af Ruslands invasion og Danmarks støtte til det ukrainske folk.

"I kæmper ikke kun for jeres eget land. Men for frie nationer over hele verden. Det er en krig mellem frihed og undertrykkelse. Mellem demokrati og tyranni. En krig, som ingen af os har råd til at tabe," lød det fra Frederiksen i talen.

Hun forsatte:

"I hører til i Europa. Og Europa tilhører jer."

Retten til at vælge egen fremtid

Statsministeren dragede i sin tale flere paralleler mellem Ukraines frihedskamp og Anden Verdenskrig.

"Det, vi gør nu, vil ikke kun definere vores fremtid. Men også hvem vi er. For 70 år siden rejste europæiske lande sig fra Anden Verdenskrigs aske. Og skabte det unikke fællesskab, vi nu kender som EU," sagde Mette Frederiksen.

I sin tale gav statsministeren også udtryk for en tro på, at den ødelæggende krig vil ende med en sejr til Ukraine, som nu har kæmpet i 117 dage.

"Vi ser jeres mod. Jeg er overbevist om, at I vil vinde krigen. Jeg er også overbevist om, at når krigen slutter. Så vil et nyt og stærkere Ukraine rejse sig. Demokratiet vil vinde. Freden vil blive genoprettet. Ukraine vil blive frit," sagde statsministeren.

Hele Mette Frederiksens tale kan ses på Statsministeriets hjemmeside.

Forrige artikel Kofod: Ukrainernes vej til EU bliver lang, men vi skal hjælpe dem Kofod: Ukrainernes vej til EU bliver lang, men vi skal hjælpe dem Næste artikel Uffe Ellemann-Jensen bisættes 28. juni i Holmens Kirke Uffe Ellemann-Jensen bisættes 28. juni i Holmens Kirke