Messerschmidt: Derfor skal du stemme nej til patentdomstolen

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det overrasker næppe mange, at debatten om EU-patentet forud for folkeafstemningen 25. maj har trange kår.

Næppe noget tema kunne synes kedeligere og mere teknisk end værnetingsregler og immateriel beskyttelse. Det er da også en fejlslutning, som Folketingets unionspartier påstår, at det er Dansk Folkeparti, det har udløst folkeafstemningen. De kan ikke kende deres grundlov særligt godt.

I Dansk Folkeparti havde vi allerhelst afventet og set, hvordan EU's nye patent udvikler sig, inden vi ville tage stilling til, om Danmark skulle tilslutte sig eller ej. En sådan tålmodighed har unionspartierne ikke. De vil helst med så hurtigt som muligt. Også selvom de ikke ved, hvad konsekvenserne bliver. Også selvom der er udfordringer ved det nye patent-system, som vel er bedre at kende, inden man springer på?

Nuvel - Folketingets flertal har ikke kunnet styre deres lyster for at bringe Danmark med i endnu et EU-projekt; men da flertallet ikke udgør 5/6, må vi til stemmeurnerne. Og det er vel i grunden ikke så forfærdeligt at bede danskerne tage stilling...! Det er vel en del af demokratiet, selvom unionspartierne ofte har ladet hånt om netop folkeafstemninger. Lissabontraktaten fik man fiffigt formuleret, så grundlovens § 20 ikke kom i spil. Og forbeholdene fra 1992 - det manifeste symbol på, at det nytter at sige nej - sjofler man dagligt under forloren andægtighed over for EU's politiske domstol.

Slut med at søge i alle lande 
Men hvad er det da, vi skal stemme om 25.maj? Hvad er det, unionspartierne har så travlt med at få Danmark med i, at vi ikke kan vente og se, hvordan det udvikler sig?

Grundlæggende handler patenter om eneret. Den, der får en god ide, skal i en periode have eneret til at tjene penge herpå. Ligesom ejendomsret - bare på idéer, på det immaterielle. Det kan langt hen ad vejen give god mening at have en sådan beskyttelse. Ligesom man ikke må stjæle andre folks ejendom eller løsøre, må der naturligvis være regler, som forhindrer, at man kan stjæle andre folks opfindelser.

Det gælder lige fra Danfoss' termostater og Novos enzymer til Legos klodser. Ligeså lidt man må stjæle disse produkter i butikken, må man efterligne dem og dermed nasse på andre folks investering og kreative opfindelser. Så langt så godt.

Alle EU's medlemslande, ja faktisk de fleste lande i verden, har i dag regler, der således beskytter det immaterielle - opfindelser, koncepter, forretningsmodeller osv. I Europa har vi i form af Den Europæiske Patentorganisation (EPO) forsøgt at strømline processerne. Men de skal fortsat oversættes og indsendes til hvert medlemsland, og det koster mange penge. Det er denne proces, som EU-patentet - eller Enhedspatentet om man vil - skal gøre enklere.

25 af EU's nuværende 28 medlemslande har nemlig besluttet sig for at gå sammen om en fælles procedure, når nye patenter skal registreres og godkendes. Hvor man i dag skal rundt i alle EU's 28 lande for at blive registreret, har 25 lande altså besluttet sig for at slå pjalterne sammen og lade dette ske ved én fælles procedure. Det lyder jo fornuftigt. Og den gode nyhed er da også, at danske borgere og virksomheder - uanset hvad vi stemmer 25. maj - fremover vil kunne tage et sådan patent.

Når først EU-patentet træder i kraft, er det endegyldigt slut med at skulle søge i alle EU's medlemslande. For 25 af EU-landenes vedkommende bliver processen nu fælles. De tre EU-lande, som ikke er med, er Italien og Spanien samt altså Danmark, hvor vi først kender svaret om en lille måned.

Domstolen er et problem
Her kunne historien være endt. Og så ville alt være godt. Ja, det kunne ligefrem være, at Dansk Folkeparti i Folketingssalen så havde kunnet stemme ja til forslaget. Men desværre slutter historien ikke her.

For med EU-patentet følger ikke bare en fælles registrering af patenter. Der følger også en fælles EU-patentdomstol og altså en fælles procedure for hele den efterfølgende tvist mellem borgere og virksomheder. Og det er her, problemerne for alvor opstår.

I dag er det nemlig sådan, at en domsafgørelse kun har virkning i det land, hvor den er afsagt. Med det nye EU-patent vil en afgørelse få umiddelbar virkning i alle de lande, der er med. Går Danmark med i EU's patent, vil domme, afsagt i Grækenland, Rumænien, på Cypern eller i Frankrig altså have umiddelbar virkning over Danmark.

Står vi derimod uden for EU's patent, kan danske virksomheder fortsat tage et EU-patent, men de domme, der måtte blive afsagt i de 25 lande, har kun virkning her - ikke i Danmark. Dermed vil alle danske virksomheder og borgere få sikkerhed for, at en sag om det danske patent alene kan behandles ved de danske domstole. Den ret fortaber danske virksomheder, hvis Danmark tilslutter sig EU's patent.

Dansk afdeling giver ingen sikkerhed
Unionspartierne har fremført, at problemet med retssager i de 25 andre lande er ren indbildning, idet de har bedt om, at der oprettes en afdeling af patent-domstolen i Danmark. Det giver desværre ingen sikkerhed, for ifølge EU-aftalen om patentdomstolen (EU-tidende C-175/1) behandles retssager om patenttvister ved "den lokale afdeling i den kontraherende medlemsstat, hvor den faktiske krænkelse eller truslen om krænkelse har fundet sted eller kan finde sted, eller den regionale afdeling, som den pågældende kontraherende medlemsstat deltager i".

Denne bestemmelse er en åben invitation til det, man kalder "forum shopping". Hermed menes, at sagsøger anlægger sagen der, hvor sagsøgte har vanskeligst ved at møde frem og forsvare sig.

I min indledning nævnte jeg nogle af Danmarks største virksomheder. Disse vil formodentlig ikke have vanskeligt ved at føre retssager i alle EU's lande. De har formodentligt midler til at kunne hyre alle de tolke, advokater og rådgivere, der skal til, for at føre og vinde retssager, hvor end det måtte være. De har intet at miste.

Men har mindre virksomheder samme mulighed? Eller har vi private borgere?

Nej, for dem vil det være en stor risiko at gå med i EU's fælles patent. For dem vil en retssag anlagt i Øst- eller Sydeuropa være en stor byrde og indebære en oplagt risiko for at miste sit patent. Alene på grund af udfordringerne ved at skulle føre en sådan sag. Dette er formodentlig også årsagen til, at et flertal blandt Ingeniørforeningens medlemmer erklærer sig enten skeptiske eller indifferente over for dansk deltagelse i EU-patentet. Blandt de 635 virksomheder, der er blevet spurgt, svarer blot 34 procent, at det vil være gavnligt for Danmark at sige ja. 36 procent mener, at et nej vil være bedst - eller at det er uden betydning.

Unionspartierne fremfører i den forbindelse, at man stadig vil kunne udtage et dansk patent ved siden af EU-patentet. Det er principielt rigtigt. Men utallige gange understreger aftalen om EU-patentet, at dette baserer sig på EU-rettens princip om forrang. Hvis først én virksomhed således har vundet en retssag om et EU-patent, der dækker Danmark, er det altså svært at forestille sig, at man skulle kunne komme til det modsatte resultat ved en separat dansk prøvelse. Man vil blot henvise til, at EU-retten har forrang, at EU-patentet dækker Danmark, og at det danske patent følgelig må lide samme skæbne, som EU-patentet led ved domstolsbehandlingen ude i ét af de 25 lande.

Intet er blevet, som vi blev det lovet
Det er denne situation, som er årsagen til, at jeg og Dansk Folkeparti er bekymrede for dansk tilslutning til EU-patentet. I aftalens indledning understreges det, at EU-patentet skal "bidrage væsentligt til integrationsprocessen i Europa". Der er altså ingen tvivl om, at EU-patentet og hele EU-systemet med fri bevægelighed, indre marked, EU's domstol, forrang, direkte virkning mv. er nært sammenhængende. Hvad alle disse elementer af EU-samarbejdet angår, ved vi én ting: Intet er blevet, som vi blev det lovet.

I min levetid er EU's traktater blevet ændret seks gange. Hver gang har unionspartier bedyret, at EU kun ville få begrænset magt. Men hver gang har de taget fejl. Selv unions-partierne overraskes gang på gang over, hvor meget magt de har overdraget EU. Som nu, hvor Lissabontraktaten viser sig til hinder for vore optjeningsprincipper til børnepenge. Eller som sidste år, da regeringen tabte sin SU-sag ved EU-domstolen. Det koster nu årligt skatteyderne brutto 400 millioner kroner i SU til andre EU-landes borgere.

Det relevante her er ikke, om man er for eller imod, at børnepenge og SU er en del af EU-samarbejdet. Det relevante er, at ingen anede, hvad de reelt sagde ja til.

Tordnende naivt
Hvordan kan vi da vide os sikre med EU-patentet, inden det overhovedet er trådt i kraft? Hvordan har vi den fjerneste idé om, hvad det vil ende med at indeholde? Og hvordan kan vi blindt - denne gang - tro på unionspartiernes forsikringer om, at det hele bliver godt? En sådan tillid vil være tordnende naiv og stride imod alt, hvad vi har oplevet med EF/EU siden 1973.

En stor dansk erhvervsmand gjorde begrebet "rettidig omhu" til sit pejlemærke. Med det skabte han sig et verdensomspændende firma. 25. maj bør også vi tilslutte os dette princip.

Vi skal ikke lade os rive med i begejstring over noget, vi reelt ikke ved, hvad er. Ved at stå uden for EU's patent får både borgere og virksomheder alle de fordele, der ligger i, at 25 andre lande har lavet fælles registrering. Men vi løber ingen risici. Ved at stemme nej får vi mulighed for at se tiden an og senere på empirisk grundlag vurdere, hvad der er bedst for Danmark.

Et nej kan altid laves om. Men et ja, så fanger bordet - uden at vi kender menuen. Det kloge valg er derfor at stemme nej.

debat@altinget.dk