Magdalena Andersson præsenterer svensk regering

Den nyvalgte statsminister går til kongen og præsenterer Sveriges nye regering, der kan sidde på ministerposterne, indtil september 2022, hvor der igen er valg til Riksdagen.

Efter et hektisk forløb kan Sveriges første kvindelige statsminister, Magdalena Anderson, nu præsentere sin regering.

Ved en statsministerafstemning 29. november stemte det svenske parlament for, at Socialdemokraternes leder kunne blive statsminister. Det skete, efter den kvindelige statsminister i første omgang måtte træde af posten efter kun syv timer som landets statsminister. Miljöpartiet, der dannede regering sammen med Socialdemokraterna, trådte nemlig ud af regeringen i protest mod, at der var flertal for den borgerlige oppositions finanslov.

Derfor blev Magdalena Anderson mandag for anden gang på under en uge godkendt som Sveriges statsminister og afløser dermed officielt Stefan Löfven.

Den nye, socialdemokratiske regering kommer til at sidde indtil september til næste år, hvor der er valg til Riksdagen. Flere af ministrene i den nye regering er gengangere, som for eksempel fortsætter Ann Linde på posten som udenrigsminister. Men listen byder også på nye ansigter. 

Sveriges nye finansminister bliver Mikael Damberg, der indtil nu har været indenrigsminister. Han afløser Magdalena Anderson, der selv var finansminister. Ny miljøminister er Annika Strandhäll, Karl-Petter Thorwaldsson bliver erhvervsminister, og Jeanette Gustafsdotter bliver kulturminister

I forbindelse med præsentationen af den nye regering har Magdalena Anderson fremlagt et nyt regeringsprogram, hvor hun betoner et opgør med Sveriges bandekriminalitet.

Forrige artikel Messerschmidt vil være DF-formand Messerschmidt vil være DF-formand Næste artikel Højreradikale Éric Zemmour stiller op til det franske præsidentvalg Højreradikale Éric Zemmour stiller op til det franske præsidentvalg