Her er kommissionsformandens jobbeskrivelse
TOPPOST: Den kommende formand for EU-Kommissionen skal være ledvogter for al den lovgivning, som Unionen skal igangsætte de næste fem år. En position, der internt i EU-embedsværket er blevet styrket over de sidste ti år, vurderer en ekspert.
BRUXELLES: EU's næste formand for EU-Kommissionen hedder Jean-Claude Juncker.
Det står klart, efter at han er blevet godkendt af både EU's stats- og regeringschefer og Europa-Parlamentet.*
Altinget.dk giver her et indblik i, hvad hans kommende job egentligt går ud på.
Chefen for det hele
Formanden for EU-Kommissionen er øverste chef for de 28 EU-kommissærer og deres tilsammen over 20.000 embedsmænd, der arbejder inden for en lang række politikområder som landbrug, økonomi og det indre marked.
Det er EU-Kommissionen, der har initiativretten, når der skal laves ny lovgivning, og derfor er det også i sidste ende kommissionsformanden, der sidder med nøglen til, hvad EU foreslår af nye tiltag.
Formanden leder EU-Kommissionens kollegium. Det består af 28 kommissærer, som for tiden blandt andet tæller den danske klimakommissær, Connie Hedegaard.
Kollegiet handler i fællesskab, men under den siddende formand, portugiseren José Manuel Barroso, har formandsposten fået mere magt, vurderer Caroline Grøn, der er adjunkt ved Københavns Universitet og har EU-Kommissionen som forskningsområde.
"Formanden for EU-Kommissionen er en gatekeeper (ledvogter, red) for dagsordenen i institutionen. Hvis ikke formanden er enig i et lovforslag fra en kommissær eller ikke synes, et lovforslag ser ordenligt ud, så kommer det ikke videre ud i verden," siger hun.
Med til jobbeskrivelsen som EU-kommissionsformand hører også at give retningslinjer for EU-Kommissionens arbejde, organisere institutionen indadtil, samt ikke mindst retten til at fyre en kommissær, der er faldet i unåde.
Ned i maskinrummet
Derudover har formanden også en rolle udadtil, blandt andet som deltager ved møder med statslederne i Det Europæiske Råd.
Ifølge Caroline Grøn kræver det en vis politisk rutine at styre en stor institution som EU-Kommissionen gennem det politiske farvand, hvor bølgerne kan gå højt rundtomkring i medlemslandene, når EU er på vej med nye regler.
"Et langt stykke hen ad vejen støder man sammen med statslederne, og det skal ikke underkendes, at kommissionsformanden kan få et opkald fra Berlin eller London, hvor man får at vide, hvordan andre mener, at tingene skal håndteres," siger hun.
Der er med andre ord ikke tilfældigt, at samtlige kommissionsformænd med en enkel undtagelse er kommet til Bruxelles med et job som tung minister eller statsleder i bagagen.
Flair for organisationen
Samtidig er det også nødvendigt med en vis interesse for det organisatoriske aspekt i jobbet, hvis det skal gå EU-Kommissionen og dens formand godt, mener Caroline Grøn.
Hun peger på, at den navnkundige kommissionsformand Jacques Delors, der sad på posten i ti år fra 1985 til 1995, "elskede politik, men hadede administration."
Det, mener hun, spillede en rolle, da den efterfølgende EU-Kommission, anført af luxembourgske Jacques Santer, måtte gå af efter grove anklager om korruption og dårlig administration.
"I det lange løb går det ikke at køre et system som EU-Kommissionen uden at være interesseret i, hvordan organisationen også fungerer," siger Caroline Grøn.
Kamp om rollefordelingen
Udnævnelsen af den nye formand for EU-Kommissionen er kun én brik i den famøse kabale om EU's topposter, der lige nu foregår i Bruxelles.
Der skal også findes en ny formand for statslederne i Det Europæiske Råd, en ny EU-udenrigschef, en ny formand for Europa-Parlamentet og muligvis en fast formand for euro-landene.
De to førstnævnte udspringer af den seneste traktatændring i 2007, og siden dengang har der ifølge Caroline Grøn været en afklaringsproces i gang, hvor magtfordelingen mellem kommissionsformanden, udenrigschefen og lederen af Det Europæiske Råd skulle findes.
Det er dog stadig svært at sige, hvor magtfulde de forskellige topposter er, hvis man måler dem mod hinanden, mener Caroline Grøn.
Det er godt nok EU-Kommissionen, der tager initiativ til lovgivningen, men det er i sidste ende medlemslandene, der skal forhandle de konkrete aftaler på plads med Europa-Parlamentet.
"Men det jeg hører, når jeg taler med de embedsmænd, der sidder og forhandler lovgivning, så er der med 28 medlemslande mange, der vil gå rigtig langt for at undgå at ændre alt for meget i den tekst, der kommer fra EU-Kommissionen. Simpelthen fordi det let bliver meget omstændeligt at komme i mål, når så mange lande skal blive enige," siger Caroline Grøn.
Et spørgsmål om fortolkning
Sammen med udpegningen af Jean-Claude Juncker er EU's stats- og regeringschefer også blevet enige om et såkaldt strategi-papir, der udpeger de prioriteringer, som de finder vigtigst i de kommende fem år.
Det er tanken, at disse pejlemærker skal indgå i EU-Kommissionens arbejde, når den forbereder, eller måske afholder sig fra at forberede ny lovgivning.
Og den fordeling illustrerer meget godt arbejdsdelingen mellem formanden for statslederne, Herman Van Rompuy, der har skrevet strategi-papiret, og den kommende formand for EU-Kommissionen, der skal forestå den praktiske udmøntning af prioriteterne.
Og så er vi tilbage ved diskussionen om, hvem der i virkeligheden bestemmer mest over den hverdag, som de 500 millioner europæere færdes i.
"Er magten over politikken at sige, at for eksempel konkurrenceevne er en vigtig prioritet, eller er det at lave de måske 38 lovforslag, der skal forbedre konkurrencedygtigheden?" spørger Caroline Grøn.
*Artiklen er bragt første gang i juni, da Jean-Claude Juncker blev nomineret til posten som formand for EU-Kommissionen. Den er pr. 15.07 opdateret med nyheden om, at kandidaten nu er endeligt godkendt.
Toppostkabale stjæler magt fra statslederne
Thorning: Vi skal have briterne med tilbage på sporet
