EU-Kommissionen starter sag mod Storbritannien for traktatbrud

REGELBRUD: Storbritannien har afvist at sende en ny britisk EU-kommissær, før det britiske valg i december er overstået. Det er et brud på EU-reglerne, mener EU-Kommissionen, der nu har sendt en åbningsskrivelse til briterne.

Storbritannien bryder EU-reglerne, når landet afviser at udnævne en ny EU-kommissær på denne side af et britisk valg.

Sådan lyder beskeden fra EU-Kommissionen, der torsdag har sendt en såkaldt åbningsskrivelse til den britiske regering. Det er første skridt i en sag om traktatbrud.

Den kommende kommissionsformand Ursula von der Leyen har to gange bedt Storbritannien om at vælge en ny EU-kommissær. Men onsdag aften meddelte briterne, at det ikke vil ske før det britiske parlamentsvalg 12. december.

Men det svar godtager EU-Kommissionen ikke:

”De britiske myndigheder mener ikke, at de er i stand til at foreslå en kandidat til posten som EU-kommissær i lyset af det kommende valg. EU-Kommissionen minder om, at ifølge den etablerede EU-retspraksis kan et medlemsland ikke påberåbe sig bestemmelser, der gælder i deres eget nationale retssystem, når de skal retfærdiggøre for deres manglende overholdelse af deres forpligtelser i henhold til EU-lovgivningen,” skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Nu har briterne indtil 22. november til at besvare henvendelsen. Storbritannien skal enten rette ind efter EU-Kommissionens krav om at udpege en ny britisk kommissær med det samme, eller også skal regeringen forklare, hvorfor deres udskydelse ikke er et brud på EU-reglerne.

En manglende britisk kommissær er en udfordring for von der Leyen, fordi det kan betyde, at hendes nye EU-Kommission ikke kan træde til 1. december, hvilket ellers er planen lige nu. Ifølge EU-reglerne skal en Kommission nemlig bestå af en statsborger fra hvert medlemsland.

Forrige artikel To ud af tre nye kommissærkandidater har fået grønt lys To ud af tre nye kommissærkandidater har fået grønt lys Næste artikel Viktor Orbán spøgte under ungarsk kommissærhøring: Nu kræver Europa-Parlamentet nye svar Viktor Orbán spøgte under ungarsk kommissærhøring: Nu kræver Europa-Parlamentet nye svar