Forhandlinger står i stampe: EU-lande uenige om forbud mod russisk olie

Ingen nye sanktioner mod Rusland er vedtaget, selvom det er ved at være to uger siden, at EU-Kommissionen præsenterede sit bud på en sjette sanktionspakke. Importforbud af russisk olie skaber store uenigheder EU-landene imellem.

BRUXELLES: Det er ikke gået som smurt i olie, siden kommissionsformand Ursula von der Leyen 4. maj fremlagde EU-Kommissionens bud på en sjette sanktionspakke mod Rusland.

Kommissionen foreslår i pakken blandt andet at udfase den europæiske afhængighed af russisk olie. For de fleste EU-lande skal den russiske olie være udfaset helt inden årets udgang, mens Ungarn og Slovakiet fik tildelt en særordning, som betyder, at de har et ekstra år til at udfase olien.

Men for at føre den sjette sanktionspakke ud i virkeligheden kræves der enighed blandt alle 27 medlemslande, og det har vist sig ikke at være så nemt som under de første fem sanktionspakker.

Især Ungarn har været højlydt modstander af oliesanktionerne, mens også Slovakiet og Tjekkiet har ytret sig kritisk.

Sanktionsspørgsmålet hang derfor tungt i luften, da EU-landenes udenrigsministre mandag mødtes til ministerrådsmøde i Bruxelles.

Efter mødet slog udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fast, at han forventer, at sjette sanktionspakke "meget snart" er på plads.

"Jeg forventer, at alle lande, som ønsker at stå på den rigtige side af historien i den brutale angrebskrig, som Putin fører mod Ukraine, bakker op. Også Ungarn. Og ja, vi skal hjælpe hinanden. For det er klart, at nogle sanktioner for enkelte lande er meget omkostningsfulde, men det skal vi nok løse," sagde han.

Litauens udenrigsminister Gabrielius Landsbergis var knap så diplomatisk og sagde, at "EU bliver holdt som gidsel af én medlemsstat".

Jeppe Kofod understregede, at Danmark går efter at få indført de "hårdest mulige sanktioner".

USA og Storbritannien har i forvejen indført sanktioner på russisk olie.

'Venskabs'-olie fra Rusland

Ifølge Politico kan uenighederne i EU resultere i, at importforbuddet på olie slet ikke bliver en del af sjette sanktionspakke. I så fald vil pakken bestå af sanktioner mod russiske banker, militærfolk, rådgivere og statsmedier.

Det vil give EU-Kommissionen længere tid til at forhandle en aftale på plads med især Ungarn.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen rejste mandag i sidste uge til Budapest for at forhandle direkte med den ungarske regeringsleder Viktor Orban. Men besøget førte ikke til noget gennembrud.

{{toplink}}

Der er blevet spekuleret vidt og bredt i, hvad Ungarns modstand mod importforbuddet af olie skyldes.

Landet er uden tvivl afhængig af den russiske olie, der flyder gennem rørledningen Druzhba, som er verdens længste olierørledning og dækker cirka 65 procent af Ungarns oliebehov. Druzhba betyder i øvrigt venskab.

Ungarn har foreslået, at forbuddet mod import af russisk olie kun skal gælde olie, der er blevet transporteret til søs – og altså ikke gennem rørledninger. Men det er ikke blevet mødt med stor forståelse.

Undervejs i forhandlingerne har Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto fremlagt tre krav for at gå med til en olieembargo. De lyder, at ungarske raffinaderier skal kompenseres for "hundrede millioner af dollars", at kapaciteten for en kroatisk olierørledning skal forøges, og at den ungarske økonomi skal kompenseres.

Men det er en kompliceret sag for EU at sende penge Ungarns vej. Kommissionen har nemlig valgt at aktivere den såkaldte retsstatsmekanisme over for Ungarn. Det betyder, at EU-midler til Ungarn bliver tilbageholdt, fordi der er risiko for, at midlerne forvaltes på en måde, der er sårbar over for korruption.

Energikonflikt op til stort energiudspil

Konflikten om sjette sanktionspakke og russisk energiafhængighed kommer på et penibelt tidspunkt for EU.

Onsdag præsenterer EU-Kommissionen nemlig et længe ventet udspil ved navn RePowerEU. Udspillet er et forslag til, hvordan EU hurtigst og bedst muligt bliver uafhængig af russisk energi. Ifølge et læk skal det ske i 2027.

Men store ambitioner på energiområdet kan lyde hule, hvis EU-lande på samme tid modsætter sig sanktioner på russisk energi.

Altinget spurgte udenrigsminister Jeppe Kofod efter mandagens ministerrådsmøde, om uenighederne i forbindelse med sanktionerne på olie har understreget, at EU-sanktioner på russisk gas er urealistiske.

Til det lød svaret, at der bliver arbejdet hårdt på også at løsrive sig fra russisk gas.

"Vi skal gøre os fri så hurtigt som muligt af Ruslands gas. Det arbejder vi benhårdt på. Også fra dansk side. Det gælder både om at finde alternativ gas fra andre steder, og at den grønne omstilling bliver accelereret meget hurtigere," sagde Jeppe Kofod.

Han lagde derefter vægt på, at Danmark onsdag afholder et vindtopmøde i Esbjerg med deltagelse af blandt andre kommissionsformand Ursula von der Leyen og den tyske kansler Olaf Scholz, og at han selv rejser til Berlin tirsdag for at diskutere uafhængighed af russisk gas med sin tyske ministerkollega.

Forrige artikel Danmark stiller sikkerhedsgaranti: Sveriges og Finlands sikkerhed er et fælles anliggende Danmark stiller sikkerhedsgaranti: Sveriges og Finlands sikkerhed er et fælles anliggende Næste artikel Spionskole, robotkampvogne, dronefly og hightech-luftskibe: Her er EU’s militære fremtidsprojekter Spionskole, robotkampvogne, dronefly og hightech-luftskibe: Her er EU’s militære fremtidsprojekter