EU vedtager omstridt budget-kompromis

BUDGET: Næste års budget blev endeligt vedtaget onsdag sammen med ekstra-bevillingen til 2012. Dermed er ekstra-regningen på 430 mio. kr. til Danmark en realitet.

Europa-Parlamentet vedtog onsdag budgettet for 2013 sammen med det omstridte tillægsbudget for 2012.

Med stemmerne 514 for og 68 imod og 82, som udeblev, er tillægsbudgettet for 2012 på 6 mia. euro nu endelig godkendt. Dermed er en ekstra-regning til Danmark på 430 mio. kroner en realitet.

Ekstra-regningen skal blandt andet dække udgifter til strukturprojekter i medlemslande samt det populære uddannelsesprogram Erasmus.

Budgettet er for lille 
Det var ikke uden bekymringer, at tillægsbudgettet blev endeligt stemt igennem under Europa-Parlamentets plenarmøde i Strasbourg.

Flere parlamentarikere udtrykte utilfredshed med, at tillægsbudgettet er tre milliarder euro for lille.

Det oprindelige krav fra Kommissionen lød nemlig på godt 9 mia. euro, men er altså barberet ned til 6 mia. euro. Det betyder, at Kommissionen igen næste år kommer til at mangle penge til at betale for projekter i EU, lyder kritikken.

 
Friske penge 
Vedtagelsen af budgettet kommer sammen med en erklæring fra de tre institutioner Rådet, Parlamentet og Kommissionen, der vil sikre, at udgifter som endnu ikke er dækket ind på 2013-budgettet, vil blive dækket, når det bliver nødvendigt. 

Da Europa-Parlamentets formand Martin Schulz skrev under på erklæringen understregede han, at der skal være tale om ”friske penge”. Motivet var givetvis, at ekstrabevillingen til 2012-budgettet dels er finansieret af den interne bødekasse i EU samt enkelte omrokeringer. 

Onsdagens afstemning var sidste chance for at godkende budgettet for 2013 inden nytåret.

Forrige artikel Frankrig siger god for landbrugsbesparelser Frankrig siger god for landbrugsbesparelser Næste artikel Turunen vil bringe europæisk mainstream til Danmark Turunen vil bringe europæisk mainstream til Danmark