EU-Kommissionen: Tyrkiet-aftale gør det muligt for flygtninge at forblive i Tyrkiet 

REPLIK: Hvis vi skal holde flygtningene fra at vandre op gennem Europa, er vi nødt til at støtte Tyrkiet i deres arbejde med at huse flygtningene, skriver Stina Soewarta, repræsentationschef for Europa-Kommissionens kontor i Danmark.

Af Stina Soewarta
Repræsentationschef for Europa-Kommissionens kontor i Danmark

Morten Messerschmidt har i sit indlæg på Altinget 21. februar fremlagt tal, som han mener viser, at EU's aftale med Tyrkiet er en dundrende fiasko. Jeg vil blot fremlægge lidt flere fakta, så læserne selv kan tage stilling.

Tyrkiet er i øjeblikket det land, der huser flest flygtninge i verden – 3,7 millioner mennesker. Langt de fleste af dem er fra Tyrkiets nabolande, Syrien, Iran og Irak.

Mange af dem lever i grænselandet til Syrien, som er nogen af de fattigste områder i Tyrkiet.

Da flygtninge i 2015 strømmede over grænserne til Europa, var det blandt andet fordi FNs Fødevareprogram, WFP, mistede midler til at brødføde de mange flygtninge i landene omkring Syrien. 

Derfor er hjælp i nærområdet en vigtig brik til at løse nuværende og fremtidige flygtningekriser og undgå, at folk bevæger sig videre i deres søgen efter et bedre liv.

I tilfældet med Tyrkiet handlede det desuden om at undgå, at folk lagde deres liv i hænderne på kyniske menneskesmuglere og risikerede den farlige rejse over Middelhavet.

Det var baggrunden for, at Europa-Kommissionen, på vegne af samtlige EU's medlemslande, forhandlede en aftale på plads mellem EU og Tyrkiet i foråret 2016.

EU's bidrag går direkte til flygtninge
Tilsammen bidrager Europa-Kommissionen og EU-landene med cirka 22 milliarder kroner. Først når de er brugt, skal der tages stilling til eventuelt yderligere 22 milliarder.

Pengene går i meget høj grad direkte til flygtningene. Det er nødhjælp, der gives gennem FN's organisationer, og bidrag, som skal gøre det muligt for den tyrkiske stat at udbygge sundhedsvæsnet, så det kan behandle flere, og skolerne, så flygtningebørn kan modtage undervisning og dermed blive bedre integrerede og rustet til fremtiden.

Tyrkiet-aftalen har således bidraget til at skabe bedre vilkår for en million syriske flygtninge i Tyrkiet, og det er en af grundene til, at langt færre vælger en usikker flugtrute videre til Europa. Det er også den primære grund til, at der er langt færre flygtninge at sende tilbage.

Tyrkiet-aftalen medførte et øjeblikkeligt fald i antallet af ankomster til Europa fra Tyrkiet på 97 procent. Hvor der i oktober 2015 ankom omkring 10.000 om dagen, var antallet et år efter faldet til omkring 43.

Lykkeligvis kunne man i samme periode også se et markant fald i antallet af druknede.

Samtidig skal Europa naturligvis tage sin del af de syriske flygtninge, der har fået behandlet deres asylsag, og som ifølge Flygtningekonventionen har ret til international beskyttelse. 

Det er dem, der nu kommer til Europa fra flygtningelejrene i Tyrkiet.

Forrige artikel S til Kari: Social dumping bekæmpes via samarbejde – ikke ultimative krav S til Kari: Social dumping bekæmpes via samarbejde – ikke ultimative krav Næste artikel Bosse: Gammeldags suverænitet betyder ingen indflydelse Bosse: Gammeldags suverænitet betyder ingen indflydelse