EU har brug for ambitiøs økogrundlov

DEBAT: Danmarks økologipolitik har givet os bæredygtige eksportindtægter og arbejdspladser. Men skal økologi-eventyret fortsætte, er vi afhængige af, at resten af Europa følger i vores fodspor, mener fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Af Dan Jørgensen (S)
Fødevareminister

Økologi giver renere drikkevand, færre sprøjtemidler, bedre dyrevelfærd, eksportindtægter og bæredygtige arbejdspladser.

Derfor fører regeringen verdens mest ambitiøse økologipolitik med en målsætning om at fordoble det økologiske areal i Danmark inden år 2020.

Høje ambitioner kan være svære at nå, men det høje ambitionsniveau har været afgørende for, at Danmark i dag har verdens største omsætning af økologiske varer målt i forhold til ikke-økologiske.

Eksport og arbejdspladser  
I dag eksporterer vi økologi for over en milliard kroner om året. Thise og Arla kan sælge økologisk mælk for 25 kroner literen i Kina. Og nu er også danske øko-grise på vej til Asien.

Vores økologiske fremsynethed har givet os en kæmpe fordel, som nu betaler sig i form af bæredygtige eksportindtægter og arbejdspladser. Nu skal vi høste frugterne.

Men hvis Danmarks økologi-eventyr skal fortsætte, er vi blandt andet afhængige af, at resten af Europa følger i vores fodspor.

Brug for ambitiøs EU-økogrundlov 
Derfor vil regeringen kæmpe hårdt for et visionært og ambitiøst resultat, når EU til marts skal revidere sin "økologiske grundlov" - EU's økologiforordning.

For eksempel er det vigtigt, at det fælles europæiske økologimærke - det grønne blad - bliver en succes. Sammen med det enestående danske ø-mærke kan det grønne øko-blad åbne et stort europæisk og globalt marked for salg af økologiske fødevarer og tekniske løsninger.

Regeringen vil også kæmpe for mere lige konkurrencevilkår i EU. Der skal for eksempel være samme krav til udearealet for en økologisk høne, uanset om den finder korn i Bulgarien eller Brande. Det vil gøre det lettere for danske landmænd at konkurrere på den kvalitet, som de er verdensmestre i.

Regeringen vil kæmpe for, at den nye "økologi-grundlov" giver gode og enkle regler for erhvervet, så økologerne kan bruge mere tid i stalden og marken end bag skrivebordet.

Og vi vil kæmpe for, at EU fortsat afsætter penge til markedsføringskampagner, så der bliver en endnu større økologisk efterspørgsel i Europa og resten af verden.

Når Kommissionen fremsætter en revideret forordning til marts, håber jeg, at mine tidligere kollegaer i Europa-Parlamentet vil kæmpe sammen med mig for en ambitiøs økologisk grundlov. Jeg vil hvert fald gøre alt, hvad jeg kan, for at holde kommissær Cioloş til ilden.

Indtil da fortsætter regeringen kampen for mere økologi på de danske marker og middagsborde.

Det giver færre sprøjtemidler i maden, bedre liv for dyrene, renere vand i hanen, flere eksportindtægter og bæredygtige arbejdspladser.

Forrige artikel Forbyd skifergassen i hele EU Forbyd skifergassen i hele EU Næste artikel Skal EU blive til Europas Forenede Stater? Skal EU blive til Europas Forenede Stater?