EU-fortælling glemmer de unge

FORTÆLLING: Selvom ideen om en ny fortælling om EU skal appellere til unge, er der ingen unge med i arbejdet. Hvis man vil engagere os, skal vi inddrages, mener Yngresagen. Morten Løkkegaard (V) erkender, at projektet er skævt sammensat.

De 19 kulturpersonligheder, kunstnere og intellektuelle, der er blevet sat til at skrive "Europas nye fortælling", er i gennemsnit langt over 50 år. Det får både Yngresagen og Enhedslisten til at kritisere projektet for ikke at inddrage de unge. Projektet får ligeledes kritik for at være for elitært og for at holde de skeptikere, som projektet skal nå, udenfor.

Hvor er de unge?
Det er meget svært at få øje på ungdommen i det kulturudvalg, der er nedsat til at skrive den nye fortælling om Europa. Altinget.dk har set på alderssammensætningen og har regnet sig frem til, at personerne i gennemsnit er langt over 50 år. Det er ellers netop, ifølge projektets ophavsmand, Morten Løkkegaard (V), de unge, man vil forsøge at nå med en ny fortælling, der skal dæmme op for den stigende mistillid til EU.

Men det klinger hult, mener formand for Yngresagen Anders Vildsø Andreasen.

"Hvis man virkelig gerne vil have unge borgere til at engagere sig i europæisk politik, skal man også inddrage dem i projektet. Det er ikke sket her. Kunstnere og forskere er jo mildt sagt ikke de to grupper i samfundet, der appellerer mest til de unge," siger han.

Nikolaj Villumsen (EL) er enig med Anders Andreasen og kalder aldersgennemsnittet i udvalget for "dybt pinligt". Ifølge Villumsen kommer udvalgets nye fortælling næppe til at genvinde de unges tillid til EU.

"Når jeg taler med unge, så er de bekymrede for den øgede arbejdsløshed og EU's pres på velfærden. Det hjælper ikke at flytte beslutningerne ud af hænderne på dem og ned til bureaukraterne i Bruxelles," siger han.

Fjernt fra borgerne
Morten Løkkegaards kollega i Parlamentet, Morten Messerschmidt (DF), har svært ved at forestille sig, at det nedsatte udvalg kan appellere til europæerne.

"Europæerne bliver talt ned til af en selvudnævnt kulturelite, som synes det er smart at flyve på tværs af Europas lande og drikke caffe latte og dyr champagne på første klasse. Problemet er, at kultureliten ikke er repræsentativ for den almindelige befolkning i hverken Danmark eller resten af Europa," siger Morten Messerschmidt, der mener, at man skulle have inviteret EU-skeptikere med i arbejdet.

"Man burde i stedet have inviteret nogle af de folk, der er skeptiske over for EU. Nogl, der faktisk kan ændre forholdene. Der er mere balance og pluralisme i de nordkoreanske medier, end der er i dét kulturudvalg," siger han.

Nikolaj Villumsen er enig i, at projektet virker fjernt for borgerne.

"Det virker som et glitterprojekt, som de kan hygge sig med nede i Bruxelles. Men projektet er lige så fjernt fra borgernes virkelighed som så mange andre EU-projekter," siger han.

Jeppe Kofod (S), kandidat til Europa-Parlamentet, mener, at beskæftigelsen og økonomien skal i gang i EU, hvis man skal genvinde tilliden. Og her hjælper et kulturudvalg ikke.

"Jeg tror ikke på, at udvalget kan rykke noget som helst. Det er politik, det handler om. Hvis man skal skabe tillid, skal borgerne kunne se, at EU-politikken gavner dem," siger han.

Løkkegaard erkender, at ungdommen mangler
Morten Løkkegaard anerkender kritikken om, at udvalget er alt for "gammelt".

"Jeg må indrømme, at man godt kunne have gjort det bedre. European Youth Forum har godt nok én repræsentant i udvalget, men jeg kunne godt have ønsket mig, at der var flere unge med," siger han.

Løkkegaard fortæller, at han ikke selv har været med til at sammensætte udvalget, og at der trods den skæve sammensætning vil være mulighed for at blande sig i debatten.

"Vi arbejder for at få de unge til at engagere sig. Og alle er velkomne til at sende deres bud på Europas nye fortælling på projektets hjemmeside," siger han.

Løkkegaard er, modsat kritikerne, overbevist om, at fortællingen alligevel vil få folkelig opbakning.

"Alt hvad der kommer fra Bruxelles vil som udgangspunkt blive beskyldt for at være elitært. Men det her projekt er tænkt som det modsatte. Hele øvelsen handler om at starte en folkelig, europæisk bevægelse. Fortællingen er bare en begyndelse," siger han og fortsætter:

"Der er også skeptikere med i projektet. Hvis du spørger Per Nyholm, som sidder i udvalget, er han sin helt egen, og han vil i hvert fald have sig frabedt at blive kaldt for elitær. I stedet for at bruge kræfterne på at latterliggøre et seriøst projekt burde Morten Messerschmidt melde sig ind i kampen om den europæiske fortælling. Det er ham, der er tøsefornærmet over, at han ikke er med i udvalget," slutter han.

Forrige artikel EU foreslår mere grænsekontrol for at redde bådflygtninge EU foreslår mere grænsekontrol for at redde bådflygtninge Næste artikel Hækkerup: Tæt på vigtig handelsaftale for ulandene Hækkerup: Tæt på vigtig handelsaftale for ulandene