EU-chefer er fortsat uenige om optagelsen af to balkanlande

UDVIDELSE: Efter drøftelser, der varede til efter midnat, kunne EU’s stats- og regeringschefer ikke nå til enighed om, hvorvidt der skal påbegyndes optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien.

Selvom de europæiske stats- og regeringschefer diskuterede helt frem til klokken to om natten, lykkedes det ikke for dem at nå frem til et klart svar på Nordmakedonien og Albaniens fremtid i EU.

Det var formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusks, håb, at der kunne komme en godkendelse fra medlemslandene til at begynde optagelsesforhandlingerne med de to lande.

Det er især Frankrig, der er skyld i den manglende godkendelse. Landets præsident, Emmanuel Macron, kræver, at der skal laves en reform af de nuværende optagelsesforhandlinger og kriterierne for et EU-medlemskab.

Først derefter kan man åbne for forhandlingerne med balkanlandene.

Danmark og Holland strittede også imod flertallet af medlemslandene ønske om at starte udvidelsen af EU. De to lande vil nemlig kun starte forhandlingerne med Nordmakedonien, som de mener opfylder flere af EU’s krav til et kommende medlemsland, end Albanien gør på nuværende tidspunkt.

"Der var en lang diskussion ud på natten i går om udvidelsesspørgsmålet, og det er en svær sag," sagde Mette Frederiksen fredag morgen inden topmødets andendag.

"Jeg synes selv, at der er forskel på Nordmakedonien og Albanien i forhold til, hvor langt landene er i deres reformprocesser og deres udvikling i det hele taget. Og det var nok i virkeligheden det, diskussionen i går afspejlede. At der er et ønske om, at de to lande skal følges ad. Og det er der gode argumenter for, men i og med landene står så forskellige steder, så gør det det også svært at se en optagelse her og nu," tilføjede hun.

Det forventes, at spørgsmålet om udvidelse vil blive taget op igen på EU-topmødet i december.

Forrige artikel Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer Næste artikel Mette Frederiksen om økonomisk slagsmål: Vi indtager rollen som EU’s budgetbisse Mette Frederiksen om økonomisk slagsmål: Vi indtager rollen som EU’s budgetbisse