Dødt løb i britisk valgkamp kan indvarsle ny politisk æra

BRUXELLES: Fem ugers intensiv valgkamp, og lige lidt har det hjulpet de to mastodonter i britisk politik, Labour og de Konservative. Dag ud og dag ind har meningsmålingerne vist dødt løb mellem de to partier, der har domineret det britiske underhus siden 20’erne.

Mere interessant er dog, at de to partier kun står til at få en tredjedel af stemmerne hver, når briterne torsdag går til valg. Et drømmescenarie for en dansk partileder i disse dage, men en chokerende realitet i britisk sammenhæng, hvor de to store i deres glansperiode til sammen havde opbakning fra 97 procent af vælgerne.

Det har givet et helt nyt fokus på de partier, som står til at høste den sidste tredjedel af vælgerne, og det har ændret spillet fra en præsidentvalgkampagne til noget, der nærmest minder om den slags valgkamp, vi kender hjemmefra.

Første koalition i efterkrigstid
Udhulingen af to-partisystemet startede allerede ved valget i 2010, hvor David Camerons Konservative så sig tvunget til at indgå den første britiske koalitionsregering i 70 år. Det har betydet et fornuftsægteskab med Nick Clegg og hans Liberaldemokrater i de sidste fem år, der ikke mindst for Clegg har været ret ulykkeligt, men dog stabilt.

Ved dette valg har oprøret mod systemet dog nået nye højder på grund af almindelig lede ved det politiske establishment, som også gav sig til udtryk ved valget til Europa-Parlamentet sidste år, hvor det EU- og indvandrerfjendske UK Independence Party blev valgets absolutte sejrherre.

Vælgernes fravalg af den traditionelle mainstream har givet mere plads til andre stemmer. Det betyder, at UKIP, de Grønne, walisiske Plaid Cymru og ikke mindst lederen af det skotske SNP (Scottish National Party), Nicola Sturgeon, har fået mere prominens, hvilket blandt andet har givet sig udtryk ved, at de syv partiledere for første gang har deltaget i en tv-debat sammen.  

 

 

Vild valgforvirring
I det britiske system er meningsmålinger dog én ting, mens den politiske virkelighed, efter stemmestederne er lukket, er en helt anden. Fordi briterne afholder flertalsvalg i enkeltmandskredse – også kendt som ”first past the post”– er det kun vinderen i den enkelte valgkreds, der tæller.

Det leder til et system, hvor et parti som UKIP står til at hente over ti procent af stemmerne på landsplan, men formodentlig kun kan sætte sig på en enkelt eller to, måske tre pladser i det 650 mand store britiske Underhus. Derimod kan Nicola Sturgeon og SNP på grund af partiets ekstreme popularitet i Skotland høste over 50 sæder på under fem procent af det samlede stemmetal.

Det betyder også, at Konservative står til at få femten pladser flere end Labour, selv om de to ligger fuldstændig lige i målingerne.

Kaos under opsejling
Begge er dog langt fra at kunne drømme om et reelt flertal. Og på nuværende tidspunkt er der ingen oplagte koalitionsmuligheder for nogen af dem, hvilket får de fleste til at spå om et særdeles svært regeringsdannelsesforløb.

Oplagte sengepartnere som Konservative og Liberaldemokraterne er langt fra at kunne levere et flertal, mens Labours leder Ed Miliband har forsvoret, at han vil indlade sig med Nicola Sturgeon og SNP, der har et uafhængigt Skotland som en af deres mærkesager. De to vil heller ikke kunne levere et flertal, så de vil skulle gøre kur til Liberaldemokraterne eller få en håndfuld af småpartier i Wales og Nordirland bag sig, hvis det skal lykkes.

Det parti, der står som det største, når resultatet er talt op, kan vælge at tage chancen og søge støtte til en minoritetsregering. Men det er ikke noget, briterne har haft for vane i nyere tid. Derfor spår de fleste om, at et hidtil uset hestehandlercirkus vil begynde fredag morgen, når resultaterne er kommet ind. Et show, som kan risikere at trække ud.

 

 

Ude af proportioner
Spredningen af de politiske præferencer har sat princippet med først over målstregen under pres.

Systemet er under kritik for at presse vælgerne til at stemme taktisk i stedet for med hjertet i kredse uden en dominerende kandidat for at undgå stemmespild. Det siges samtidig at fremme politikerlede og vælgerflugt i de sikre kredse, fordi det føles omsonst for de folk, der ikke deler flertallets holdning, overhovedet at gå i stemmeboksen, hvis de ved, at de nærmest lige så godt kunne smide deres stemmeseddel ud af vinduet.

En optælling udført af Electoral Reform Society har vist, at over halvdelen af vælgerne lige så godt kunne være blevet hjemme til sidste valg, fordi deres stemme på en taberkandidat gik tabt i det øjeblik, der blev erklæret en anden vinder.

Det er det højeste antal spildte stemmer i nyere tid. I særligt splittede valgkredse gik over 80 procent i skraldespanden, efter vinderen var kåret. En tendens, der kun tegner til at blive værre denne gang, hvor endnu flere vil stemme på nichekandidater.

Begyndelsen til enden?
Argumentet for systemet har hele tiden været, at det giver store, stabile flertalsregeringer, der kan få noget fra hånden uden at bruge tiden på regeringskontorerne til at slås med koalitionspartnere. Det virker dog ikke længere, når ingen af de store partier kan komme i nærheden af et flertal, selv med hjælp fra ”vinderen rydder bordet”-systemet.

Det skal siges, at det langt fra er første gang, det britiske valgsystem bliver taget op til overvejelse. Men der er nu et voksende pres fra befolkningen, der godt kan se det absurde i den nuværende situation.

Derfor kan det vigtigste resultat af torsdagens valg være begyndelsen på enden på det, der af de fleste udenforstående ses som et arkaisk, udemokratisk og uretfærdigt valgsystem.

Og det frø er plantet, uanset hvem der ender i Downing Street.

rikke@altinget.dk