DI og Metal: EU-bureaukrati spænder ben for grønne, danske industrijob

Det kan tage op til et helt årti at få godkendt nye biopesticider hos EU og nationale myndigheder. Vi bør eksportere den danske politiske model til de europæiske forhandlingslokaler, skriver Johan Moesgaard Andersen, Sofie Carsten Nielsen og Mikael Wraae Valsted.

2030-planer, 2040-klimamål og Fit for 55. Det skorter ikke på brede visioner om, hvor samfundet skal være ude i fremtiden.

Senest har regeringen mandag 26. februar leveret sin strategi for grønne jobs. Her nævnes eksempelvis biosolutions-sektoren som én af de primære arbejdsgivere, der kan tilbyde grønne industriarbejdspladser med gode vilkår til nutidens landbrugsansatte. 

Trods de velmenende målsætninger, som vi ellers har brug for i den nuværende grønne omstilling, overser vi ofte et åbenlyst element. Vi glemmer det nære fokus på, hvad vi skal gøre anderledes i morgen i stedet for det, vi gjorde i går.

EU uden alternativer

Det er ellers almen kendt i organisationsverdenen, at omstillinger ofte støder på grund af manglende indsigt i de involveredes hverdag. Vi kan formulere nok så mange mål på vegne af andre, men hvis vi ikke konkret anviser, hvad de skal gøre anderledes med de mulige værktøjer, kommer vi sjældent langt. 

Et alt for godt eksempel er EU’s forslag til reduktion af pesticidforbruget i landbruget, kendt som SUR og en del af den større European Green Deal. Det led for nylig grundstød i Bruxelles, da landmænd over hele Europa i protest forsøgte at kaste de grønne målsætninger under traktoren.  

Protesterne var ikke alle lødige, men vigtigst i argumentationen var, at EU ikke havde tænkt realistiske alternativer ind i billedet.

Grundlæggende støtter alle interessenter i Europa en reduktion af pesticidforbruget, inklusiv producenterne selv, men samtidigt havde landmændene en væsentlig pointe i, at de manglede reelle alternativer.

Columbusægget

Her kommer innovative biologiske løsninger, kendt som biosolutions, ind i billedet.

Biosolutions er udnyttelsen af naturens egne mikroorganismer og processer. Fremtidens produktion kommer altså både til at foregå i avancerede megafabrikker og via mikrofabrikker såsom bakterier, gær, svampe og mikroalger. Biosolutions er i sin enkelthed biobaserede og mere bæredygtige end det, de erstatter.

{{toplink}}

Biosolutions rummer et columbusæg, for udviklingen af disse biologiske løsninger medfører grønne, gode industriarbejdspladser. I alt beskæftigede sektoren 7.000 danske ansatte sidste år, der er cirka halvt fordel mellem ansatte med videregående uddannelser og halvt med faglært og ufaglært baggrund.

At Danmark har en global styrkeposition inden for biosolutions skyldes, at vi er verdensledende i bioteknologisk produktion, og at der for eksempel går dygtige industriteknikere rundt i Produktionsdanmark og bidrager til en grønnere industri og grønnere verden.

En konkret biosolution er udviklingen af biopesticider og biostimulanter, der har potentialet til at nedbringe brugen af pesticider. Disse biologiske alternativer kan føre til højere udbytte for landmanden, lavere priser for forbrugeren og mindre påvirkning for naturen.

Alternativerne kan produceres i danske ståltanke af fremtidens industriansatte, der leverer konkret grøn omstilling.

Brug for nyt

Det er præcis her, at kæden hopper af for EU-lovgivningen.

For imens der stort set er europæisk konsensus om, at vi skal reducere brugen af pesticider, er det nærved umuligt at få godkendt eksempelvis nye biopesticider.

Officielt er der op til syv års sagsbehandling, hvis du overhovedet kan få en national myndighed til at påtage sig ansøgningen. Her er ventetiden op til to år yderligere, hvorfor ventetiden på at få en ny biosolution på markedet nærmer sig tæt på et årti.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har for nylig peget på, at den bureaukratiske arbejdsgang i Europas maskinrum af og til går for langsomt, og at det kan koste vækst og arbejdspladser i konkurrencen med Kina og USA. Det gælder desværre bredt i industrien – også når det gælder biosolutions.

For mange europæiske landmænd var der således ikke et reelt alternativ til at fortsætte deres fødevareproduktion, hvilket alle forbrugere også burde interessere sig for.

Vores bøn er at eksportere den danske politiske model til også europæiske forhandlinger. At vi i højere grad indtænker realistiske løsninger, så ambitiøse og nødvendige planer som SUR ikke grundstøder i fremtiden.

For vi har brug for en grøn omstilling af vores europæiske fødevareproduktion, vi har brug for, at det går hurtigt, og vi har brug for praktiske løsninger. Det kan biosolutions være med til at levere på, og det bør Danmark kæmpe for i Bruxelles.

Forrige artikel Tænketank: Det bliver en lang kamp at opfylde EU's ønske om renere luft  Tænketank: Det bliver en lang kamp at opfylde EU's ønske om renere luft  Næste artikel Rådet for Grøn Omstilling: EU har spildt en historisk mulighed for at mindske luftforurening fra køretøjer Rådet for Grøn Omstilling: EU har spildt en historisk mulighed for at mindske luftforurening fra køretøjer