Denne uge på EU (20)

DET SKER: I Bruxelles får ministrene travlt med fire forskellige Rådsmøder. I Danmark sættes der fokus på forfalskning af lægemidler.

I EU
Mandag 14. maj er der møde i Rådet for Udvikling, hvor medlemslandenes udviklingsministre mødes for blandt andet at drøfte, hvordan EU kan øge effekten af deres udviklingspolitik samt forberedelserne til Rio+20 i den kommende måned. 

Samme mandag mødes udenrigsministrene i Rådet for Udenrigsanliggender. På dagsordenen står EU's forhold til Brik-landene, Rusland og Serbien/Kosovo.

Om mandagen samles også EU's landbrugs -og fiskeriministre til to-dages Rådsmøde inden for deres resortområde, hvor de skal drøfte planerne for EU's fælles landbrugspolitik (CAP) og fiskeripolitik. 

Tirsdag 15. maj samles finans- og økonomiministrene til Rådsmøde, hvor de blandt andet skal drøfte et budgetudkast for 2013, evaluere mødet mellem G20-landenes finansministre samt forberede det næste G20-møde, som afholdes i næste måned 14.-15. juni. 

Christiansborg
Europaudvalget skal ikke mødes i denne uge. 

Det forventes, at justitsminister Morten Bødskov (S) svarer på en Dansk Folkepartis forespørgsel om EU's indflydelse på den danske udlændingepolitik. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) har stillet spørgsmålet: "Hvad kan regeringen oplyse om EU's indblanding i dansk udlændigepolitik, herunder Europa-Kommissionens konkrete indblanding i de danske udvisningsregler?"

Ministerens kalender
I starten af denne uge rejser europaminister Nicolai Wammen (S) til Balkan for at drøfte EU's udvidelsesforhandlinger med regeringsrepræsentanter fra Makedonien, Kosovo, Albanien og Bosnien. 

Konferencer i Danmark
Mandag 14. april begynder et tre-dages-møde i arbejdsgruppen for retshåndhævelse af lægemidler. Deltagerne skal diskutere problemerne med forfalskning af lægemidler, internethandel med ulovlige lægemidler og implementeringen af Medicrime-Konventionen. Deltagerne er blandt andre repræsentanter fra blandt andet Europol, Interpol, Europarådet, Kommissionen og internationale observatører fra Kina, Rusland og Kroatien.

Mandag 14. april er der også Troika Sekretariatsmøde om det europæiske samarbejde i forhold til offentlig forvaltning.

Tirsdag 15. maj er der to-dages-seminar om undersøgelser af flyhaverier for eksperter fra medlemmer af Den Europæiske Konference for Civil Luftfart. Seminaret sætter foks på skelnen mellem hændelser og alvorlige hændelser. 

Forrige artikel Statsministerens tale ved Europakonferencen Statsministerens tale ved Europakonferencen Næste artikel Hedegaard forudser finansskat i eurozonen Hedegaard forudser finansskat i eurozonen