Dansker får toppost i EU-Kommissionen

JOBSKIFTE: Der er blevet rykket rundt i EU-Kommissionens øverste ledelseslag. Det er gode nyheder for danske Pia Ahrenkilde Hansen, der bliver fungerende vicegeneralsekretær i kommissionens embedsværk.

Det er en toppost af de helt store, som er tilfaldet en dansker.

54-årige Pia Ahrenkilde Hansen bliver en af de fire øverste chefer i EU-Kommissionen som fungerende vicegeneralsekretær i det store embedsværk. Det skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

”Det betyder, at Danmark får større mulighed for indflydelse på kommissionens arbejde, end vi har haft før,” fortæller Altingets EU-analytiker, Thomas Lauritzen.

Pia Ahrenkilde går fra en direktørstilling i Kommissionen, hvor hun havde ansvar for repræsentation i EU’s medlemslande.

Den nye stilling er den seneste i en perlerække af job i EU for Pia Ahrenkilde, der har arbejdet for Unionen siden 1990.

Arbejdet i EU begyndte kort efter, at hun blev kandidat i international handel og moderne sprog fra Copenhagen Business School.

Godt for Danmark
EU-Kommissionen består af kommissærer fra de 28 medlemslande, og de er alle politisk valgt i en periode på fem år.

Pia Ahrenkildes job er i embedsværket, men selvom hun ikke har politisk magt, kan det godt blive en fordel for Danmark, mener Thomas Lauritzen.

”Hun kommer ikke til at repræsentere Danmark, hun arbejder for EU-systemet. Men det har en stor betydning, at der sidder folk i de øverste job i EU-maskinen, som forstår Danmark og forstår, når Danmark har et problem,” siger han.

"Og det kan godt blive nyttigt med viden om Danmark i de øverste lag, da vi har en del forbehold, der sommetider skaber specielle situationer," fortæller Thomas Lauritzen videre.

Rokade i toppen
Pia Ahrenkildes jobskifte kommer som følge af en rotation i EU-Kommissionens øverste lag.

Tyske Martin Selmayr, som er lige dele beundret og berygtet i i EU, bliver den øverste chef for Kommissionen som generalsekretær.

Spanske Clara Martinez Alberola og polsk-britiske Richard Szostak bliver også en del af den øverste ledelse som henholdsvis kabinetschef og vicekabinetschef.

Pia Ahrenkilde gæster Altingets podcast Parlamentet i en af de kommende uger, hvor du kan høre meget mere om det nye topjob.

Forrige artikel Vestager: Folk skal kunne træffe deres egne beslutninger Vestager: Folk skal kunne træffe deres egne beslutninger Næste artikel Rapport: EU bør hæve de grønne ambitioner markant Rapport: EU bør hæve de grønne ambitioner markant