Dansk oprør: EU-ombudsmand skal være uafhængig

ÅBENHED: Samtlige danske EU-politikere tager kraftigt afstand fra, at EU's nye ombudsmand kan blive en nuværende politiker. Det er en skandale, siger MEP Margrete Auken (SF).

Om blot to uger skal medlemmerne af Europa-Parlamentet vælge den nye europæiske ombudsmand. Det sker efter, at den nuværende ombudsmand den græske Nikiforos Diamandouros i marts i år meddelte Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, at han efter 10 år i embedet ønsker at trække sig tilbage pr. 1. oktober 2013. 

Der er i alt seks kandidater til posten, hvor tre af kandidaterne er i dag medlemmer af Europa-Parlamentet. De tre politiske kandidater har samlet støtte fra mange af kollegerne i Parlamentet, der har udløst stor debat om, hvorvidt den uafhængige ombudsmand kan vælges blandt karrierepolitikere.

Det er især danske EU-politikere, som tager kraftigt afstand fra, at en nuværende politiker kan blive EU's nye ombudsmand, skriver fagbladet Journalisten.

De tre andre kandidater er ikke politikere, men jurister.

Danskere stemmer imod egne partifæller
"Det er en skandale! Det ville jo svare til, at vi valgte et mangeårigt medlem af Folketinget som ny ombudsmand i Danmark. Det ville aldrig aldrig ske," siger SF's medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken til Journalisten.

Margrete Auken er ikke den eneste, der råber op. Samtlige danske medlemmer af Europa-Parlamentet har bekræftet over for Journalisten, at de vil stemme på en af de tre uafhængige kandidater og ikke på en af politikerne.

Den danske modstand betyder, at både Morten Messerschmidt (DF), Bendt Bendtsen (K) og de fem danske socialdemokrater vælger at vrage en partifælle. De tre politiske kandidater er nemlig fra deres politiske grupper: En socialdemokrat, en konservativ og en fra Messerschmidts højrefløjs-gruppe.

Delte meninger
Selv om at de danske politikere synes, at det skal være en politisk neutral kandidat, som bliver den nye ombudsmand, ser flere andre politikere det som en stor fordel, at den nye ombudsmand kan komme med en årelang politisk erfaring i bagagen.

Journalisten offentliggør et par korte uddrag fra korrenspondancen mellem embedsmænd og politikere i Europa-Parlamentet, der viser tillid til de tre politiske kandidater. 

"Hvem kan dog være bedre kvalificeret til at forstå borgernes bekymringer end en tidligere parlamentariker?" spørger tyske Doris Pack for eksempel i en mail. 

"Hvis parlamentsmedlemmer ikke må blive ombudsmænd, så svarer det til, at politikere ikke må blive EU-kommissærer," hævder britiske Charles Tannock.

Forrige artikel EU finansierer live-test af energiteknologier i Danmark Næste artikel Dyhr: EU spænder ben for vores GMO-politik Dyhr: EU spænder ben for vores GMO-politik