Dansk Akvakultur: Implementeringen af EU’s habitatdirektiv er gal

Af Brian Thomsen
Direktør i Dansk Akvakultur  

Som en del af det såkaldte REFIT-program (Regulatory Fitness and Performance Programme) vil EU Kommissionen evaluere EU’s habitatdirektiv for at sikre, at det lever op til formålene. 

I den sammenhæng oplyser miljø- og fødevareministeren i et svar til Folketinget, at regeringen ikke ønsker at ændre habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, men gerne ser, “at der kommer en større fleksibilitet i gennemførelsen af direktiverne”. 

I Dansk Akvakultur er vi meget enige i ministerens analyse og undrer os derfor over, at WWF’s generalsekretær, Gitte Seeberg, i Altinget påstår, at evalueringen vil være til stor skade for vores natur. 

Gitte Seeberg anfører frimodigt, at man i EU-Kommissionen har ”fostret en idé om, at de to direktiver bør have et tjek”. Gitte Seeberg har formodentlig overset, at EU’s natur- og miljølovgivning også er omfattet af REFIT-programmet. 

Det er bemærkelsesværdigt, at WWF modsætter sig en sund og fornuftig miljøpolitik om løbende at vurdere, om EU-lovgivningen kan gøres bedre for både miljøet og andre interesser.   

Overimplementeringen er et problem
Der er i høj grad behov for at se nærmere på den danske implementering og administration af habitatdirektivet. Efter vores opfattelse er det endnu et eksempel på overimplementering af EU-regler, og vi oplever i Dansk Akvakultur en alt for restriktiv praksis hos blandt andet Natur- og Miljøklagenævnet.  

Det fremgår af habitatdirektivet, at der skal laves en screening for alle projekter, som kan påvirke et habitatområde, og at der skal laves en habitatkonsekvensvurdering, hvis det vurderes, at der kan ske en væsentlig påvirkning. 

Men nævnets praksis er på tre punkter væsentligt mere restriktiv end nødvendigt i forhold til direktivet. For det første ser man helt bort fra væsentlighedskriteriet ved vurderinger af, om der skal laves en habitatkonsekvensvurdering. For det andet opererer nævnet med en nul-tolerance, hvilket medfører, at enhver påvirkning eller risiko for påvirkning af et habitatområde medfører afslag. For det tredje overfortolker nævnet forsigtighedsprincippet. 

Nævnet anvender typisk en formulering om, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes, at et projekt vil medføre skade på et Natura 2000-område. Dermed bliver dokumentationskravet reelt umuligt at opfylde for ansøgeren, og der gives afslag på stort set alle projekter i eller i tilknytning til habitatområder. 

Det hæmmer vækst og innovation, og det medfører store udgifter til dokumentation og administration.

Dansk praksis er unødvendig skrap
Nævnets restriktive praksis, der skærper kravene efter de bagvedliggende EU-regler, er muligvis begrundet i habitatbekendtgørelsens ordlyd. 

Ordvalget i bekendtgørelsen afviger fra direktivet, da bekendtgørelsen stiller krav om, at en plan eller projekt ikke skader et Natura 2000-område, mens direktivets krav blot er, at lokalitetens ”integritet” ikke skades. Ordvalget anvendes ligeledes konsekvent i habitatvejledningen. 

Den danske administration af habitatdirektivet går imod EU-Domstolen, som har fastslået, at et projekt ikke nødvendigvis skader et områdets integritet, selvom det stedvis kan medføre alvorlige virkninger.

Vi håber derfor, at evalueringen vil føre til, at den danske bekendtgørelse og vejledning revideres, så reglerne bliver mere præcise og således ikke kan skærpes af Natur- og Miljøklagenævnet.

Vi håber, at også Gitte Seeberg og WWF er enige i, at Danmark har brug for innovation og vækst inden for akvakultur. Det kan fint ske i balance med og hensyn til miljø og natur.

debat@altinget.dk