Danmark er EU's mindst korrupte land

KORT NYT: Danmark bliver opfattet som det mindst korrupte land i EU og deler førstepladsen med New Zealand som mindst korrupte land i verden.

Danmark kan bryste sig af at blive opfattet som det mindst korrupte land i EU. Samtidig deler Danmark førstepladsen med New Zealand som det mindst korrupte land i verden. Det viser en årlig undersøgelse fra organisationen Transparency International. Grækenland er det land i EU, som bliver anset for at være mest korrupt.

På ranglisten med i alt 177 lande ligger de nordiske lande godt placeret. Listen har Finland og Sverige på en delt tredjeplads, Norge på en femteplads og Island på en delt 12. plads. Dermed ligger alle nordiske lande blandt de 12 bedste. 

I bunden af ranglisten ligger Somalia, Afghanistan og Nordkorea. 

Landenes korruptionsindeks er indelt på en skal fra 0-100. Danmark scorer sammen med New Zealand 91 point. Men syv EU-lande scorer under 50 point. Grækenland ligger som lavest placeret EU-land med 40 point på en delt 80. plads sammen med Kina og lige før Swaziland, som med 39 point ligger på 82. pladsen. Overraskende nok ligger lande som Saudi Arabien og Rwanda højere end Grækenland på listen.  

Også Bulgarien, Italien og Rumænien ligger i bunden af "EU-listen" med henholdsvis 41 og 43 point.

Små ændringer i forhold til sidste år 
Der er i opgørelsen ikke de store ændringer i forhold til sidste år. Men der er ifølge Transparency International få undtagelser i forhold til EU-landenes placering.

"Der er ikke de store bevægelser. Men man kan se, at Spanien og Slovenien klarer sig dårligere, og at Estland, Letland og Grækenland er steget med fire point," siger Carl Dolan, Transparency Internationals EU office director, til EUobserver.com.  

 

 

Forrige artikel Parlamentets lobbyafhængighed under lup Parlamentets lobbyafhængighed under lup Næste artikel Partier splittede om løsning på velfærdsturisme Partier splittede om løsning på velfærdsturisme