Dagbog fra EU: Den grønne kasse

MANDAG fløj jeg til Strasbourg. Den grønne kasse var ankommet. Det er dem, vi 12 gange om året bruger til at flytte vores håndakter og kontorsager fra Bruxelles til Strasbourg. Og tilbage igen. Hele det flyttecirkus koster en bondegård og sviner som en mindre dansk provinsby. Hvilket enormt spild af ressourcer.

Allerede i minibussen ind fra lufthavnen gav MEPerne højlydt udtryk for deres modstand mod det nyeste påfund: At vi skulle kunne idømmes bøder hvis vi ikke sidder pænt og andægtigt og lytter på José Manuel Barrosos tale den næste dag. Jeg fornemmede, at der var et kæmpe selvmål undervejs.

Aftenens møde i Forfatningsudvalget er ikke værd at skrive hjem om. Jeg blev stemt ned under gulvbrædderne. I det udvalg vil de bare have mere union og flere penge til EU. Koste hvad det vil.

TIRSDAG skulle være Barrosos store dag. Som en del af iscenesættelsen af ham som en slags amerikansk præsident skulle han for første gang holde sin "State of the Union"-tale. Før talen meddelte parlamentets formand at bøde-idéen var opgivet i denne omgang. Ja, hvad havde de forestillet sig? Men efter at have hørt talen kan jeg godt forstå, at nogen havde fået idéen. Det er en af de dårligste taler, jeg har hørt længe. Men det afspejler selvfølgelig den krise, som EU står i. Både økonomisk og politisk. Med indførelsen af euroen og Lissabon-traktatens ikrafttræden er man sprunget ud fra 10 meter-vippen - uden at have overvejet, om der er vand i bassinet. Det kan blive en hård landing.

Barroso kom med nogle forblommede vendinger om, at alle regeringer i EU må respektere mindretallenes rettigheder, men han turde ikke sætte navn på de lande, som udviser romaer, uden at de er blevet stillet for en domstol. Kujon! Det har ellers været et stort emne hele ugen.

ONSDAG debatterede vi resultatet af finansministrenes rådsmøde dagen forinden. Jeg havde ikke fået taletid, men mine to gruppefæller gjorde det fint. Min portugisiske kollega fra Venstreblokken, Portas, kritiserede, at retningslinjerne for finanslovene fremover skal til godkendelse i Bruxelles, og spurgte: "Hvad med demokratiet?". For et centralt element i et demokrati må jo være, at de nationale parlamenter lytter til deres borgere og selv kan vælge deres økonomiske politik.

Om eftermiddagen deltog jeg i en demonstration uden for Parlamentet sammen med flere hundrede postarbejdere fra forskellige lande. De protesterede mod følgerne af den liberalisering af postvæsenet, som EU har presset på for at få gennemført. Det lyder ellers så godt: "liberalisering". Men realiteterne er dyrere og dårligere postbesørgelse for den almindelige forbruger og forringelse af arbejdsvilkårene for de ansatte. Til gengæld tjener de store erhvervskunder penge på "liberaliseringen".

TORSDAG eftermiddag kl. 17.00 gik flyet tilbage mod Danmark. Men først skulle der lige overstås nogle flere debatter og afstemninger, svares på mails og skrives nogle debatindlæg. Og så skulle den grønne kasse selvfølgelig pakkes. Den skal jo tilbage til Bruxelles, hvor vi mødes i næste uge. Men kun for en kort stund. Allerede ugen efter skal kassen - og vi - tilbage til Strasbourg. For når der i traktaten står, at "de 12 månedlige plenarmøderækker" skal afholdes i Strasbourg, så menes der TOLV. Når vi holder sommerferie i august må vi derfor komme to gange i september - frem og tilbage, frem og tilbage!

FREDAG OG LØRDAG kan jeg imidlertid tilbringe uden for unionen. Her er jeg i Tromsø i Nordnorge for at holde foredrag Lissabon-traktaten. Det bliver et andet diskussionsklima end i EU-Parlamentet. For i Norge forstærkes modstanden mod EU-medlemskabet. Det forstår jeg godt!