Barrosos tale om unionens tilstand
Af Kristian Andersen | | Print
DOKUMENTATION: Onsdag formiddag holdt EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, sin årlige tale om unionens tilstand. Læs hele talen her.
EU-Kommissionens formand, Jóse Manuel Barroso, fokuserer i sin årlige tale om unionens tilstand på mulighederne for vækst i Europa.
Samtidig benytter han lejligheden til at minde om behovet for fortsat solidaritet mellem EU's 28 medlemslande.
"Når vi alle er i samme båd, nytter det ikke at sige til de andre, at deres ende af båden er ved at synke," siger Barroso som led i sit forsvar for en stadig dybere integreret politisk og økonomisk union.
Barroso understreger, at Europa er kommet langt siden finanskrisens begyndelse. Krisen er endnu ikke forbi, men er "i sin afgørende fase". Blandt andet fordi de europæiske medlemslande har stået sammen siden krisens begyndelse for 5 år siden:
"Europa har kæmpet imod. I løbet af disse fem år har vi udvist stor beslutsomhed. Vi har sammen følt krisen og lidt under den. Vi indså, at vi måtte stå sammen og kæmpe," siger Barroso.
Han tilføjer, at vækst er eneste vej frem, hvis Europa skal have en forhåbning om lavere arbejdsløshed. Med henvisning til EU's 26 millioner arbejdsløse, erkender Barroso dog, at der stadig ikke flyder penge nok ind i økonomien, men at det går den rigtige vej.
"Og her er det indre marked en vigtig løftestang for konkurrenceevnen og for beskæftigelsen," siger Barroso.
Barroso peger på at forskning, innovation, energi og klimapolitik er noget af det, der skal sætte gang i økonomien og gøre livet nemmere for små og mellemstore virksomheder i Europa.
Læs hele talen nedenfor.
Dokumentation
Hr. formandFormandskabet for Rådet
Ærede medlemmer
Mine damer og herrer
Om otte måneder vil vælgere i hele Europa gå til valgurnerne og bedømme os på, hvad vi har nået sammen i de seneste fem år.
I de fem år, der er gået, er Europa blevet mere nærværende for borgerne end nogensinde før. Europa er blevet diskuteret på caféer og i populære talkshow på hele kontinentet.
I dag vil jeg gerne have, at vi ser på, hvad vi har udrettet sammen. På hvad vi så skal gøre nu. Og jeg vil fortælle om, hvad jeg mener er de vigtigste ideer, der skal indgå i den politiske debat om Europa op til valget næste år.
Ærede medlemmer
Det er netop nu fem år siden, at den amerikanske regering overtog Fannie Mae og Freddie Mac, gav redningspakke til AIG, og Lehman Brothers indgav konkursbegæring.
Disse begivenheder udløste den globale finansielle krise. Den udviklede sig til en aldrig før set økonomisk krise. Og den blev til en social krise med dramatiske konsekvenser for mange af vores borgere. Disse begivenheder har forværret gældsproblemet, som stadig volder bekymring for vores regeringer. De har ført til en alarmerende stigning i arbejdsløsheden, især blandt unge. Og de gør, at vores husholdninger og vores virksomheder stadig holder sig tilbage.
Men Europa har kæmpet imod. I løbet af disse fem år har vi udvist stor beslutsomhed. Vi har sammen følt krisen og lidt under den. Vi indså, at vi måtte stå sammen og kæmpe. Og det gjorde vi, og det gør vi nu.
Hvis vi ser tilbage og tænker på, hvad vi har gjort sammen for at samle Europa under krisen, så tror jeg, at det er rigtigt at sige, at vi aldrig ville have troet, at alt dette var muligt for fem år siden.
Vi er ved grundlæggende at reformere finanssektoren, så at folks opsparinger kan være sikre.
Vi har forbedret den måde, som regeringerne arbejder sammen på, hvordan de vender tilbage til sunde finanser og moderniserer deres økonomier.
Vi har mobiliseret over 700 mia. EUR til at trække kriseramte lande tilbage fra afgrunden, og det er den største indsats, der nogen sinde er gjort for at opnå stabilisering mellem landene.
Jeg kan stadig tydeligt huske et møde, jeg havde sidste år med cheføkonomer i mange af vore største banker. De fleste af dem regnede med, at Grækenland ville forlade euroen. Alle frygtede de en opløsning af euroområdet. Vi kan nu helt klart afvise denne frygt: ingen har eller er blevet tvunget til at forlade euroen. I år blev Den Europæiske Union udvidet fra 27 til 28 medlemsstater. Næste år vil euroområdet vokse fra 17 til 18 lande.
Hvad skal vi så gøre med disse fremskridt? Skal vi snakke højt om dem eller være tavse om dem? Skal vi være fortrøstningsfulde og gå videre med det, vi er startet på, eller skal vi forklejne resultaterne af vores anstrengelser?
Ærede medlemmer.
Jeg er netop kommet tilbage fra G20 i Saint Petersburg. Og jeg kan fortælle, at i modsætning til de senere år fik vi europæere ikke nogen lektioner fra andre dele af verden om, hvordan krisen skulle håndteres. Vi fik tværtimod påskønnelse og opmuntring for, hvad vi havde nået.
Det er ikke, fordi krisen er overstået, for den er ikke overstået. Den Europæiske Unions vedholdenhed vil fortsat blive testet. Men med det vi gør, skaber vi tillid til, at vi vil komme over krisen - forudsat at vi ikke hviler på laurbærrene.
Det er sammen, at vi skal løfte de udfordringer, vi støder på.
Vi bliver nødt til at gøre det sammen.
I denne verden med geoøkonomiske og geopolitiske tektoniske ændringer tror jeg, at det kun er sammen, som Den Europæiske Union, at vi kan give vores borgere det, de ønsker: at vores værdier, vores interesser, vores velstand bliver beskyttet og forbedret i denne globaliseringens tidsalder.
Så nu er det på tide at komme ud over rent nationale anliggender og snæversynede interesser og at opnå reelle fremskridt for Europa. At bringe et egentligt europæisk perspektiv ind i debatten med nationale valgkredse.
Nu er tiden inde for alle dem, som interesserer sig for Europa, uanset deres politiske eller ideologiske holdning, uanset hvor de kommer fra, til at tale Europas sag.
Hvis vi ikke selv gør det, kan vi ikke forvente, at andre skal gøre det.
Ærede medlemmer
Vi har været langt undervejs siden starten af krisen.
I sidste års tale om Unionens tilstand sagde jeg, at "vores indsats [alligevel] ikke [har] været overbevisende for borgerne, markederne eller vores internationale partnere".
Et år efter kan vi se, at vores indsats er begyndt at virke. Spændingerne er begyndt at dale. De mest sårbare lande betaler mindre for at låne. Det industrielle output er stigende. Markedstilliden er ved at vende tilbage. Aktiemarkederne klarer sig godt. Udsigterne for virksomhederne bliver stadig bedre. Forbrugertilliden er stærkt stigende.
Vi kan se, at de lande, som er mest sårbare over for krisen, og som nu gør mest for at reformere deres økonomier, er begyndt at opnå positive resultater.
I Spanien har de meget betydelige reformer og den øgede konkurrenceevne givet udslag, og eksport af varer og tjenesteydelser udgør nu 33 % af BNP, hvilket er mere end nogensinde efter indførelsen af euroen. Irland har været i stand til at tiltrække penge fra kapitalmarkeder siden sommeren 2012, økonomien forventes at vokse for tredje år i træk i 2013, og irske fabrikker genansætter personale.
I Portugal forventes betalingsbalancen over for udlandet, som strukturmæssigt var negativ, nu stort set at være i ligevægt, og væksten er ved at komme i gang igen efter mange kvartaler med røde tal. Grækenland har på bare tre år færdiggjort en virkelig bemærkelsesværdig finanspolitisk tilpasning og er ved at genvinde konkurrenceevnen, og for første gang i årtier er landet ved at nærme sig et primært overskud. Og Cypern, som er startet med programmet senere, er også ved at gennemføre det som planlagt, hvilket er en forudsætning for at kunne vende tilbage til vækst.
For Europa er genopretningen inden for synsvidde.
Selvfølgelig må vi passe på. "En svale gør ingen sommer". Lad os være realistiske med vores analyse. Lad os ikke overvurdere, men heller ikke undervurdere det, der er gjort. Selv et godt kvartal betyder ikke, at vi er ude af det økonomiske stormvejr. Men det beviser, at vi er på rette spor. Med de tal og den udvikling, vi ser nu, har vi god grund til at være fortrøstningsfulde.
Det bør få os til at fortsætte med vores bestræbelser. Det skylder vi dem, for hvem genopretningen endnu ikke er inden for rækkevidde, og som endnu ikke nyder godt af den positive udvikling. Det skylder vi vores 26 millioner arbejdsløse. Især de unge, som ser hen til os, for at vi kan give dem håb. Håb og tillid er også en del af den økonomiske ligevægt.
Ærede medlemmer
Når vi er nået hertil, hvor vi er i dag, er det, fordi vi har udvist beslutsomhed med at tilpasse vores politikker til de erfaringer, vi har lært af krisen.
Og når jeg siger "vi", mener jeg virkeligt "vi". Det har i sandhed været en fælles indsats.
På hvert eneste trin har I, Europa-Parlamentet, spillet en afgørende rolle under en af de mest imponerende perioder af lovgivningsarbejdet nogensinde. Jeg tror personligt ikke, at borgerne i Europa er helt klar over det, og I fortjener mere anerkendelse og påskønnelse herfor.
Så lad os fortsat arbejde sammen om at reformere vores økonomier, af hensyn til vækst og arbejdspladser, og om at tilpasse vores institutionelle struktur. Kun hvis vi gør det på den måde, vil vi kunne lade også denne fase i krisen bag os.
Der er meget, vi stadig kan gøre sammen på europæisk plan under dette parlaments og denne kommissions mandatperiode.
Hvad vi først og fremmest kan og skal gøre, er at være konkrete og få indført bankunionen. Det er den første og mest hastende fase på vejen mod en uddybning af vores økonomiske og monetære union, sådan som den fremgår af Kommissionens plan, der blev forelagt i efteråret sidste år.
Lovgivningsprocessen vedrørende den fælles tilsynsmekanisme er næsten færdig. Næste trin er ECB's uafhængige værdiansættelse af bankers aktiver, inden den overtager sin tilsynsrolle.
Vi må også hurtigst muligt se på den fælles afviklingsmekanisme. Kommissionens forslag har været på bordet siden juli, og vi må sammen gøre alt for at få det vedtaget under denne mandatperiode.
Det er på den måde, at vi kan sikre, at skatteyderne ikke længere er dem, der står forrest til at skulle betale prisen for bankkrak. Det er den måde, vi skal gøre fremskridt på: vi må frakoble bankrisici fra statens risici.
Det er på den måde, at vi kan råde bod på en af de mest alarmerende og uacceptable resultater af krisen: den øgede fragmentering af Europas finanssektor og kreditmarkeder - selv en implicit renationalisering.
Og det er også på den måde, at vi kan være med til at genoprette normal långivning til erhvervslivet, især til smv'er. For til trods for den fleksible pengepolitik flyder kreditten endnu ikke i tilstrækkelig grad i hele euroområdet. Det må der tages fat om med det samme.
I sidste instans drejer det sig om én ting: vækst, som er nødvendig for at kunne løse det mest presserende problem i dag: nemlig arbejdsløshed. Det nuværende arbejdsløshedsniveau er økonomisk set ikke bæredygtigt, politisk set uholdbart og socialt set uacceptabelt. Så alle os i Kommissionen - og jeg er glad for at have alle mine kommissærer med mig her i dag - alle ønsker vi at arbejde meget indgående sammen med jer og med medlemsstaterne for at få så meget ud af vores vækstdagsorden, som vi overhovedet kan. Vi mobiliserer alle instrumenter, men vi må selvfølgelige være ærlige; ikke alle er på europæisk plan, nogle af dem er på nationalt plan. Jeg vil gerne, at vi fokuserer på gennemførelsen af afgørelser om ungdomsarbejdsløshed og finansiering af realøkonomien. Vi må undgå, at vi får en genopretning uden oprettelse af arbejdspladser.
Europa må derfor trappe tempoet i strukturreformerne op. I vores landespecifikke henstillinger er det anført, hvad medlemsstaterne skal gøre i den forbindelse.
På EU-plan - da der jo er noget, som kan gøres på nationalt plan, og noget, som kan gøres på europæisk plan - bør fokus rettes mod det, der betyder mest for realøkonomien: udnyttelsen af det fulde potentiale i det indre marked kommer først.
Vi har et velfungerende indre marked for varer, og vi kan se de økonomiske fordele, det har. Vi bliver nødt til at anvende den samme formular på andre områder: inden for mobilitet, kommunikation, energi, finanser og e-handel, for blot at nævne nogle få. Vi må sørge for at fjerne de forhindringer, der holder dynamiske virksomheder og mennesker tilbage. Vi må færdiggøre sammenknytningen af Europa.
Jeg kan meddele, at vi i dag formelt vil vedtage et forslag, som giver et skub i retning af et indre marked for telekom. Borgerne ved, at Europa har sørget for, at deres omkostninger til roaming er blevet væsentligt nedbragt. I dag går vi endnu et skridt videre. Med vores forslag vil der blive bedre garantier og lavere priser for forbrugerne, og der bliver nye muligheder for virksomhederne. Vi ved, at i fremtiden vil handel blive mere og mere digital. Er det ikke paradoksalt, at vi har et indre marked for varer, men når det kommer til det digitale marked, har vi 28 nationale markeder? Hvordan skal vi kunne gribe alle de muligheder fremover, som den digitale økonomi åbner op for, hvis vi ikke kan få indført dette indre marked?
Den samme logik gælder for den bredere digitale dagsorden: den løser reelle problemer og forbedrer dagligdagen for borgerne. Styrken i Europas fremtidige industrigrundlag afhænger af, hvor godt folk og virksomheder er indbyrdes koblet sammen. Og når den digitale dagsorden knyttes ordentligt sammen med databeskyttelse og beskyttelse af privatlivet, får borgerne større tillid til vores europæiske model. Både hvad angår intern støtte og ekstern udvikling er vedtagelsen af den foreslåede lovgivning om databeskyttelse af allerstørste vigtighed for Europa-Kommissionen.
Det indre marked er en vigtig løftestang for konkurrenceevnen og for beskæftigelsen. Når vi får vedtaget alle de resterende forslag under akt I og akt II for det indre marked og gennemført Connecting Europe Faciliteten i de kommende måneder, har vi et fundament for velstand i de år, der kommer.
Vi er ved at tilpasse os til en dynamisk omlægning i global målestok, så vi må tilskynde til innovativ dynamik i europæisk sammenhæng. Det er derfor, vi også skal investere mere i innovation, i teknologi og i den rolle, videnskaben spiller. Jeg har stor tiltro til, at videnskaben, menneskets åndelige kapacitet og et kreativt samfund kan løse problemerne. Verden ændrer sig enormt. Og jeg tror, at mange af løsningerne, i Europa og uden for Europa, vil komme fra nye videnskabelige studier, fra nye teknologier. Og jeg ser gerne, at Europa bliver globalt set førende i denne indsats. Det er derfor, at vi - Parlamentet og Kommissionen - har lagt så stor vægt på Horisont 2020 i drøftelserne om EU-budgettet.
Det er derfor, at vi bruger EU-budgettet til at investere i færdigheder og uddannelse, til at opnå dynamik og fremme talenter. Derfor har vi skubbet på for at få Erasmus Plus.
Og det er derfor, at vi senere på efteråret vil fremsætte flere forslag vedrørende en industripolitik, der passer til det 21. århundrede. Og derfor vi mobiliserer støtte til smv'er, fordi vi tror på, at et stærkt, dynamisk industrigrundlag er altafgørende for en stærk europæisk økonomi.
Og under vores kamp mod klimaændringer har vi med vores 20-20-20-mål sat vores økonomi ind på vejen mod grøn vækst og ressourceeffektivitet og har nedbragt omkostninger og skabt arbejdspladser.
Inden udgangen af i år vil vi komme med konkrete forslag til vores energi- og klimaramme indtil 2030. Og vi vil fortsætte med at forme den internationale dagsorden og få konkretiseret en alsidig, retligt bindende global klimaaftale inden 2015 sammen med vores partnere. Europa kan ikke stå alene i hele kampen mod klimaændringer. Vi bliver nødt til at få de andre med også. Samtidig vil vi fortsætte arbejdet vedrørende energiprisernes indvirkning på konkurrenceevnen og vedrørende social samhørighed.
Alle disse drivkræfter for vækst er med på vores "Europa 2020-dagsorden", og at få den fuldstændigt og hurtigt gennemført er mere hastende end nogensinde før. I visse tilfælde bliver vi nødt til at gå videre end 2020-dagsordenen.
Det betyder, at vi også må fortsætte med vores aktive og strenge handelsdagsorden. Det drejer sig om at knytte os nærmere sammen med voksende tredjemarkeder og sikre vores plads i den globale forsyningskæde. De fleste af vores borgere tror, at vi er ved at tabe inden for global handel, men rent faktisk har vi et betydeligt og stigende handelsoverskud på mere end 300 mia. EUR om året for varer, tjenesteydelser og landbrug. Det må vi bygge videre på. Det vil også kræve vores fulde opmærksomhed i månederne fremover, især i det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab med USA og i forhandlingerne med Canada og Japan.
Og sidst men ikke mindst må vi optrappe vores forehavende med gennemførelsen af den flerårige finansielle ramme, det europæiske budget. EU-budgettet er den mest konkrete løftestang, vi har til at fremme investeringer med. I nogle af vores regioner er Den Europæiske Unions budget den eneste måde at få offentlige investeringer på, fordi de ikke har midlerne hertil på nationalt plan.
Både Europa-Parlamentet og Kommissionen har ønsket flere midler. Vi har haft denne kamp sammen. Men blot et enkelt års EU-budget udgør flere penge - i dagens priser - end hele Marshallplanen gjorde! Ad os nu sikre os, at programmerne kan starte den 1. januar 2014. At resultaterne kan mærkes på stedet. Og at vi udnytter de muligheder, der er i innovativ finansiering, lige fra instrumenter, vi allerede er startet med, til EIB-penge og projektobligationer.
Vi må gøre noget reelt med de tilsagn, som vi gav i juli. Fra Kommissionens side vil vi for eksempel forelægge det andet ændringsbudget for 2013 allerede i denne måned. Der er ingen tid at spilde, så jeg advarer mod, at det bliver forhalet. Jeg vil især opfordre medlemsstaterne til at skynde sig.
Jeg kan ikke understrege det kraftigt nok: borgerne bliver ikke overbevist af pæne ord og løfter, men kun af konkrete resultater, der er opnået i fællesskab. Vi må vise alle de mange områder, hvor Europa har løst problemer for borgerne. Europa er ikke årsagen til problemerne, Europa er en del af løsningen.
Jeg har i dag i et brev til formanden for Europa-Parlamentet - som I også skulle have modtaget - uddybet nærmere, hvad det er vi stadig mangler at gøre. Jeg vil ikke gå i detaljer nu om programmet for næste år.
Min pointe i dag er klar: vi har stadig meget, der skal gøres sammen inden valget. Det er ikke nu, vi skal kaste håndklædet i ringen, det er nu, vi skal rulle ærmerne op.
Ærede medlemmer
Det er slet ikke let. Det er vanskelige tider, og det er en virkelig stresstest for EU. Vejen til en holdbar og dybtgående reform er både krævende og uundgåelig. Lad os undgå at lave fejl: der er ingen vej tilbage til det, som var før. Nogle tror, at alt vil blive, som det var normalt før. De tager fejl. Denne krise er anderledes. Det er ikke en konjunkturbestemt krise, men en strukturel krise. Vi kommer ikke tilbage til det, som var normalt før. Vi må skabe noget nyt normalt. Vi er i en omstillingsperiode i historien. Det må vi forstå, og ikke blot sige med ord. Men vi må drage alle konsekvenserne heraf, også vores indstilling, og hvordan vil skal reagere på problemerne.
Vi kan se af de første resultater, at det kan lade sig gøre.
Og vi ved alle af erfaring, at det er nødvendigt.
På nuværende tidspunkt, hvor vi har en skrøbelig genopretning, er den største risiko, som jeg ser den, politisk: mangel på stabilitet og mangel på beslutsomhed. I de seneste år har vi set, at alt det, som skaber tvivl om medlemsstaternes reformvilje, bliver straffet øjeblikkeligt. Ser vi på den positive side, så har stærke og overbevisende beslutninger en vigtig og øjeblikkelig indvirkning.
I denne fase i krisen er det regeringerne, der skal skabe den sikkerhed og forudsigelighed, som markederne stadig mangler.
I kender selvfølgelig alle Justus Lipsius. Justus Lipsius er navnet på Rådets bygning i Bruxelles. Justus Lipsius var en meget indflydelsesrig videnskabsmand og humanist fra det 16. århundrede, og han skrev et meget vigtigt værk med titlen De Constantia.
Bestandighed beskrev han som åndens sande og urokkelige kraft, som hverken opløftes eller undertrykkes af eksterne eller flygtige tilfældigheder. For ham kan kun åndskraft, der er baseret på forstandighed og fornuft hjælpe en gennem svære og foruroligende tider.
Jeg håber, at i disse tider, disse vanskelige tider, vil vi alle, også de regeringsrepræsentanter, der mødes i Justus Lipsius-bygningen, udvise denne beslutsomhed, denne vedholdenhed, når det kommer til gennemførelse af de beslutninger, der træffes. Noget af det vi må holde os for øje er, at der er sammenhæng i det, vi gør. Vi skal ikke blot træffe beslutninger, efterfølgende skal vi også være i stand til at gennemføre dem her og nu.
Ærede medlemmer
Det er helt naturligt, at vores anstrengelser for at overvinde den økonomiske krise i de seneste år har overskygget alt andet.
Men vores forestillinger om Europa bør gå langt videre end økonomi. Vi er meget mere end et marked. Det europæiske ideal berører selve fundamentet for det europæiske samfund. Det handler om værdier, og jeg vil understrege dette ord: værdier. Det er støttet på en fast tro på politiske, sociale og økonomiske standarder, der har rod i vores sociale markedsøkonomi.
I vore dage er EU-niveauet uundværligt for at beskytte disse værdier og standarder og fremme borgernes rettigheder: fra forbrugerbeskyttelse til arbejdstagerrettigheder, fra kvinders rettigheder til respekt for minoriteter, fra miljøstandarder til databeskyttelse og privatlivets fred.
Uanset om der er tale om at beskytte vores interesser i international handel, at sikre vores energiforsyning eller at genoprette folks retfærdighedssans ved at bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse: kun ved at optræde som en Union kan vi tage vores tørn på verdens scene.
Om vi søger en effekt af den udviklingsstøtte og humanitære støtte, vi giver til u-landene, håndhæver vore fælles ydre grænser eller søger at udvikle en stærk sikkerheds- og forsvarspolitik i Europa: kun ved øget integration kan vi nå vores mål.
Der er ingen tvivl om svaret. Vores interne sammenhængskraft er uløseligt forbundet med vores internationale vægt. Vores økonomiske tiltrækningskraft og politiske drivkraft er helt grundlæggende flettet sammen.
Er der mon nogen, der i ramme alvor tror, at vi eller vores medlemsstater, hvis euroen var brudt sammen, stadig ville have nogen international troværdighed tilbage?
Er der mon nogen, der stadig er klar over, i hvilket omfang udvidelserne har været en succes med hensyn til at læge historiens dybe sår, og med hensyn til at opbygge demokratier, hvor ingen havde troet det muligt? I hvilket omfang naboskabspolitikken har været og stadig er den bedste måde, hvorpå der kan tilvejebringes sikkerhed og velstand i regioner, der er af afgørende betydning for Europa? Hvor ville vi befinde os nu uden alt dette?
I dag tilstræber lande som Ukraine mere end nogen sinde tættere bånd til Den Europæiske Union, idet de tiltrækkes af vores økonomiske og sociale model. Vi kan ikke blot vende dem ryggen. Vi kan ikke acceptere forsøg på at begrænse disse landes egne suveræne valg. Fri vilje og frit samtykke må respekteres. Det er også disse principper, der ligger til grund for vores østlige partnerskab, som vi vil give nye impulser på vores topmøde i Vilnius.
Og er der mon nogen, der stadig kan huske, hvor meget Europa har lidt under kontinentets krige i forrige århundrede, og at europæisk integration var det eneste rette svar herpå?
Næste år er det hundrede år siden, at første verdenskrig begyndte. En krig, der rev Europa fra hinanden fra Sarajevo til Somme-floden. Vi må aldrig tage freden for givet. Vi må huske på, at det er Europas fortjeneste, at tidligere fjender nu sidder omkring samme bord og arbejder sammen. Det er kun fordi, de blev tilbudt et europæisk perspektiv, at selv Serbien og Kosovo nu er ved at nå frem til en aftale efter EU's mæglingsbestræbelser.
Tildelingen af Nobels Fredspris sidste år mindede os om denne historiske landvinding: At Europa er et fredsprojekt.
Vi burde selv have os dette for øje. Af og til tænker jeg, at vi ikke bør skamme os over at være stolte. Ikke arrogante. Men mere stolte. Vi burde have blikket rettet mod fremtiden, men med den visdom, vi har med fra fortiden.
Lad mig sige dette til alle dem, der fryder sig over Europas vanskeligheder, og som ønsker at rulle integrationen tilbage og vende tilbage til isolationen: Europa før integrationens tid med sine spaltninger, krigene og skyttegravene er ikke det, som folk ønsker og fortjener. Det europæiske kontinent har aldrig tidligere kendt en så lang periode med fred, som siden Den Europæiske Union blev oprettet. Det er vores pligt at bevare og udbygge den.
Ærede medlemmer
Det er med vores værdier, at vi behandler den utålelige situation i Syrien, der de sidste måneder har testet verdens samvittighed i så alvorlig grad. Den Europæiske Union har ført an i den internationale hjælp ved at afsætte næsten 1,5 mia. EUR, hvoraf de 850 mio. EUR er taget direkte fra EU-budgettet. Kommissionen vil gøre sit yderste for at hjælpe det syriske folk og flygtningene i nabolandene.
Vi har på det seneste været vidne til hændelser, som vi troede, vi aldrig skulle blive vidne til igen. Brugen af kemiske våben er en grusom handling, der bør mødes med en klar fordømmelse og med et kontant svar. Det internationale samfund, med FN i dets midte, har et kollektivt ansvar for at sanktionere disse handlinger og for at bringe denne konflikt til ophør. Forslaget om at hindre brugen af Syriens kemiske våben kan potentielt være en positiv udvikling. Det syriske styre må nu vise, at det vil gennemføre dette her og nu. I Europa er vi af den opfattelse, at det i sidste ende kun er en politisk løsning, som har en chance for at tilvejebringe den vedvarende fred, som den syriske befolkning fortjener.
Ærede medlemmer
Der er folk, der påstår, at et svagere Europa vil gøre deres land stærkere, at Europa er en byrde; at de vil være bedre stillet foruden.
Mit svar er klart: Vi har alle brug for et Europa, der er forenet, stærkt og åbent.
I den debat, der føres overalt i Europa, er det grundlæggende spørgsmål følgende: Ønsker vi at forbedre Europa eller opgive det?
Mit svar er klart: Lad os engagere os!
Hvis I ikke kan lide Europa, som det er, så gør det bedre!
Find måder, hvorpå det kan gøres stærkere, internt og internationalt, og jeg vil være den stærkeste fortaler herfor af alle. Find måder, der åbner for forskelligartethed, uden at det fører til forskelsbehandling, og jeg vil støtte jer hele vejen.
Men vend jer ikke bort fra det.
Jeg medgiver, at EU - som enhver anden menneskelig stræben - ikke er perfekt.
For eksempel vil kontroverser om arbejdsdelingen mellem det nationale niveau og det europæiske niveau aldrig blive endeligt løst.
Jeg tillægger nærhedsprincippet stor vægt. Efter min mening er nærhed ikke et teknisk koncept. Det er et grundlæggende demokratisk princip. En stadig mere snæver union mellem Europas borgere kræver, at beslutninger træffes så åbent som muligt og så tæt på folk som muligt.
Det er ikke alt, der forudsætter en løsning på europæisk plan. Europa må fokusere på, hvor det kan være mest værdiskabende. Når dette ikke er tilfældet, bør det ikke blande sig. EU skal være stor med hensyn til store ting og mindre med hensyn til mindre ting - noget som vi muligvis har negligeret tidligere af og til. EU må vise, at det har kapacitet til at opstille både positive og negative prioriteter. Som alle regeringer må vi tage særlig hånd om kvaliteten og kvantiteten af vores regulering, for "les lois inutiles affaiblissent les lois nécessaires", som Montesquieu sagde. ["nyttesløse love svækker de nødvendige love"]
Men, ærede medlemmer, der er væsentlige områder, hvor Europa har brug for mere integration og mere enhed. Områder, hvor kun et stærkt Europa kan levere resultater.
Jeg er af den opfattelse, at en politisk union må udgøre vores politiske horisont, hvilket jeg fremhævede i min tale sidste år. Der er her ikke kun tale om et ønske, der fremsættes af en overbevist europæer. Det er den slagne vej frem mod at befæste vore fremskridt og sikre fremtiden.
I sidste ende afhænger robustheden af vores politikker, navnlig af den økonomiske og monetære unions politikker, af troværdigheden af den politiske og institutionelle konstruktion, der understøtter den.
Vi har derfor i Kommissionens plan for en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union, ikke blot kortlagt de økonomiske og monetære aspekter, men også nødvendigheden af samt mulighederne og begrænsningerne for udbygningen af vores institutionelle set-up på mellemlang og lang sigt. Kommissionen vil fortsat arbejde på at gennemføre sin plan, skridt for skridt, fase efter fase.
Og jeg bekræfter min udtalelse fra sidste år om, at jeg har til hensigt at fremsætte, før valget til Europa-Parlamentet, yderligere ideer om vores Unions fremtid og om, hvordan vi bedst kan befæste og udbygge fællesskasmetoden og tiltagene på længere sigt. På den måde kan de gøres til genstand for en reel europæisk debat. Der vil derved blive opstillet principper og retningslinjer, som er nødvendige for en reel politisk union.
Ærede medlemmer
Vi kan kun løfte vor tids udfordringer, hvis vi styrker enigheden om vores grundlæggende mål.
Politisk må vi ikke lade os lade os splitte af forskelle mellem dem, der er med i euroområdet og dem, der står uden for, mellem centrum og periferi, mellem nord og syd, og mellem øst og vest. Den Europæiske Union skal fortsat være et projekt for alle medlemmer, et fællesskab af jævnbyrdige.
Økonomisk har Europa altid været et redskab til at udjævne kløfter mellem lande, regioner og folk. Og det skal forblive sådan. Vi kan ikke udføre medlemsstaternes arbejde for dem. Ansvaret påhviler fortsat dem. Vi kan og må imidlertid supplere dette arbejde med europæisk ansvarlighed og europæisk solidaritet.
Af denne årsag har det høj prioritet i de kommende måneder sammen med arbejdsmarkedets parter at styrke den sociale dimension. Kommissionen vil fremlægge sin meddelelse om den økonomiske og monetære union den 2. oktober. Solidaritet er et hovedelement i det at være en del af Europa og noget, vi kan være stolte af.
Den Europæiske Union blev oprettet for at sikre sine værdier, såsom retsstatsprincippet, lige fra dens undfangelse og til de seneste kapitler af udvidelsen.
I min tale sidste år, på et tidspunkt hvor retsstatsprincippet var under pres i vores egne medlemsstater, kom jeg ind på behovet for at slå bro mellem politisk overbevisning og målrettede overtrædelsesprocedurer på den ene side og den vidtgående løsning i traktatens artikel 7, navnlig muligheden for suspension af en medlemsstats rettigheder, på den anden side.
Erfaringen har bekræftet nytten af Kommissionens rolle som en uafhængig og objektiv opmand. Vi bør konsolidere denne erfaring ved nogle mere generelle rammebetingelser. De bør hvile på princippet om medlemsstaternes ligebyrdighed, og bør kun iværksættes, når der er en alvorlig, systemisk risiko for retsstatsprincippet, og udløses af foruddefinerede kriterier.
Kommissionen vil fremsætte en meddelelse herom. Jeg mener, at det er en debat, der udgør nøglen til vores forestilling om Europa.
Dette er ikke ensbetydende med, at national suverænitet eller demokrati indskrænkes. Vi har derimod behov for en robust europæisk mekanisme til brug for at påvirke ligningen, når grundlæggende fælles principper er på spil.
Der er visse værdier, som ikke står til forhandling, og som EU og dens medlemsstater altid må og skal forsvare.
Ærede medlemmer
Den polarisering, der fulgte af krisen, udgør en risiko for os alle, for projektet, for det europæiske projekt.
Vi, der er legitime politiske repræsentanter for Den Europæiske Union, kan modvirke denne bevægelse. I, der er Europas direkte valgte demokratiske repræsentanter, vil være på første række i den politiske debat. Det spørgsmål, jeg ønsker at rejse, er: Hvilket billede af Europa vil vælgerne blive præsenteret for? Den oprigtige version, eller tegneserieversionen? Myter eller fakta? Den ærlige, rimelige version, eller den yderligtgående, populistiske version? Det er en vigtig forskel.
Jeg har kendskab til nogle mennesker derude, som vil sige, at Europa er skyld i krisen og de strenge vilkår.
Men vi kan minde folk om, at Europa ikke har skabt grundlaget for denne krise. Den skyldes nationale regeringers vanrøgt af de offentlige finanser og uansvarlige adfærd på de finansielle markeder.
Vi kan forklare, hvordan Europa har arbejdet for at løse krisen. Hvad vi ville have mistet, hvis det ikke var lykkedes for os at bevare det indre marked, fordi det var under pres, og den fælles valuta, fordi nogle mennesker forudså euroens undergang. Hvis vi ikke havde samordnet genopretningsbestræbelserne og beskæftigelsesinitiativerne.
Nogen mennesker vil sige, at Europa tvinger regeringerne til at skære i udgifterne.
Men vi kan minde vælgerne om, at statsgælden var ude af kontrol, selv før krisen satte ind, ikke på grund af, men på trods af Europa. Vi kan tilføje, at de, der er mest udsatte i vores samfund, og vores børn vil komme til at betale regningen, hvis vi ikke fastholder kursen nu. Og sandheden er, at lande i euroområdet og lande, der står uden for euroen, i Europa eller uden for Europa, gør en indsats for at tøjle deres belastede offentlige budgetter.
Nogle vil føre valgkamp med et tema om, at vi har givet for mange penge til sårbare lande. Andre vil sige, at vi har givet for lidt penge til sårbare lande.
Men vi kan hver især forklare, hvad vi gjorde, og hvorfor. Der er en direkte forbindelse mellem et lands lån og et andet lands banker, mellem et lands investeringer og et andet lands virksomheder, mellem et lands arbejdstagere og et andet lands virksomheder. Denne form for indbyrdes afhængighed indebærer, at kun europæiske løsninger virker.
Jeg siger altid til folk: når vi er i samme båd, kan du ikke sige: 'din ende af båden synker.' Vi var i samme båd, da det gik godt, vi er i den sammen, når tiderne er vanskelige,
Nogen vil måske føre valgkamp ved at slå på, at Europa har tiltaget sig for meget magt. Andre vil hævde, at Europa altid gør for lidt, for sent. Det interessante er, at vi nogle gange siger det samme, altså at Europa ikke gør nok, og det samtidig ikke giver Europa anledning til at gøre, hvad Europa bør gøre.
Vi kan imidlertid forklare, at medlemsstaterne har betroet Europa opgaver og beføjelser. Den Europæiske Union er ikke en fremmed magt. Den er produktet af demokratiske beslutninger, der er truffet af de europæiske institutioner og af medlemsstaterne.
Samtidig må vi erkende, at Europa på nogle områder stadig savner beføjelser til at gøre det, der ønskes af det. Denne omstændighed fortrænges alt for hurtigt af dem og dem er der mange af, der ynder at nationalisere succes og skyde ansvaret for fiasko over på Europa. I den sidste ende er det, som vi har, og det, som vi ikke har, resultatet af en demokratisk beslutningsproces. Og jeg mener, at vi bør minde folk om det.
Mine damer og herrer
Hr. formand
Ærede medlemmer
Jeg håber, at Europa-Parlamentet vil tage denne udfordring op med al den idealisme, som den indebærer, med så megen realisme og beslutsomhed, som den aktuelle situation forlanger af os.
Argumenterne er der.
De faktiske omstændigheder er der.
Dagsordenen er fastlagt.
Om otte måneder vil vælgerne træffe deres afgørelse.
Nu er det op til os at tale Europas sag.
Vi kan gøre dette ved at bruge de næste otte måneder til at afslutte så mange opgaver, som vi kan. Der er stadig meget, vi skal have gjort.
Vedtage og gennemføre Europas budget, den flerårige finansielle ramme. Dette er af afgørende betydning for investeringer i vores regioner overalt i Europa. Dette er en forudsætning for vores første prioritet: at bekæmpe arbejdsløsheden, navnlig ungdomsarbejdsløsheden.
Fremme og gennemføre bankunionen. Dette er af afgørende betydning for at løse problemet med finansiering af erhvervslivet, herunder små og mellemstore virksomheder.
Vi har følgende klare prioriteter: beskæftigelse og vækst
Vores arbejde er ikke fuldført. Det er i den afgørende fase.
Fordi valget, ærede medlemmer, ikke kun handler om Europa-Parlamentet, om Europa-Kommissionen eller om Rådet eller om den ene eller anden person.
Det handler om Europa.
Vi vil blive bedømt samlet.
Så lad os arbejde sammen - for Europa.
Helhjertet og beslutsomt.
Lad os ikke glemme: For hundrede år siden bevægede Europa sig i søvne ind i den katastrofale krig i 1914.
Næste år, i 2014, håber jeg, at Europa bevæger sig bort fra krisen og hen imod et Europa, der er mere forenet, stærkere og mere åbent.
Tak for jeres opmærksomhed.
Vælgerne: Venstre mest EU-positiv
EU-formandskabets dagsorden for forskning og innovation
