Barroso: Svaret er mere EU

TALE: Onsdag afholdt EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, sin årlige State of the Union-tale for Europa-Parlamentet i Strasbourg. Læs hele talen her.

Onsdag var tredjedagen for efterårets første plenarforsamling i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Her afholdt EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, traditionen tro sin årlige State of the Union-tale til Parlamentets medlemmer. Talens formål er at sætte gang i en demokratisk debat om Unionens tilstand, mål og visioner. 

Og Barrosos budskab var klart: EU er i krise, og vejen ud af denne krise er et mere integreret og forenet Europa.

Kommissionsformanden præsenterede i sin knap timelange tale vigtigheden af nytænkning i EU.

Et af nøgleordene i Barrosos tale var vækst. Bæredygtig vækst, som kan skabe job for millioner af arbejdsløse europæere. I den forbindelse blev kommende kommissionstiltag nævnt, blandt andet den 2. akt for det indre marked, som skal styrke EU's indre marked og understøtte virksomheders drift og konkurrenceevne og dermed skabe vækst.

Kommissionens helt nye forslag om en europæisk bankunion var også et emne i talen. Barroso forklarede vigtigheden af en fælles bankunion som led i styrkelsen af den fælles reaktion på den nuværende krise og beskyttelsen af det indre markeds integritet.

Også det omdiskuterede forslag om en såkaldt europæisk politisk union blev taget op af kommissionsformanden. Han forklarede, hvordan gennemførelsen af en succesfuld europæisk bankunion vil skabe et videre behov for en fælles politisk union, men en succesfuld politisk union kræver bred opbakning fra de europæiske borgere. Barroso efterlyste i den forbindelse en offentlig debat, i højere grad set fra et europæisk synspunkt i stedet for et nationalt synspunkt:

"Jeg håber på at komme til at se en udvikling i den offentlige europæiske debat, hvor de europæiske anliggender diskuteres og debatteres set fra et europæisk perspektiv. Vi kan ikke løse europæiske problemer blot ved hjælp af nationale løsninger."

Barrosos tale blev efterfulgt af en længere debat med Europa-Parlamentets medlemmer.

Læs hele talen her.

Forrige artikel EU-Debatten sætter fokus på parlamentarikerne EU-Debatten sætter fokus på parlamentarikerne Næste artikel Fødevarestyrelsen kritiseres for korte høringsfrister