At blive eet med systemet

DEBAT: EU's frås må ikke kritiseres. Er der fejl, skyldes det medlemsstaterne, og groteske prioritinger må ikke kaldes svindel. Alt skal forsvares. Morten Messerschmidt svarer igen på Ellen Trane Nørbys indlæg.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Kære Ellen Trane Nørby

Tak for et fint møde i weekenden. Jeg var glad for sammen med Dan Jørgensen at være inviteret til Europabevægelsens årsmøde. Og selvom jeg hverken mødte Lene Espersen eller Anne E. Jensen, som jeg kan forstå opnåede fornemme valg, glædede jeg mig over at se dig. Du fremstår altid velovervejet. Og ikke mindst derfor undrer det mig, at du nærmest pr. maskinel automatik forsvarer alt, hvad der kommer fra EU.

Senest har jeg noteret det i din kronik her på Altinget.dk, hvor du anklager mig for konspirationsteorier, fordi EU's nye overvågningsinstrument vækker min bekymring. Dels har jeg selv siddet med i de møder, hvor initiativet er blevet planlagt. Og dels har jeg selv været genstand for kritikken. Mon jeg da ikke ved, hvad jeg taler om?

Definer "frås"
9. januar i år modtog jeg et brev. Afsenderen var ingen ringere end EU-Kommissionens danske repræsentationschef, Jan Høst Schmidt. Baggrunden var, at jeg i 50 blogs havde beskrevet frås og svindel for over 250 milliarder kroner. Nu tog Kommissionen til genmæle - som et led i den strategi, som alle EU's institutioner har lagt for at imødegå kritik. Og her er måden, hvorpå de ræsonnerer:

Kommissionen indleder med at slå fast, at den konstaterede svindel med EU's midler er to promille. Men det skyldes alene den måde, man definerer frås, og harmonerer dårligt med, at EU's revisionsret i 2012 anslog den samlede fejlforekomst til 3,9 %, ligesom revisorerne slog fast, at Kommissionen ikke kan dokumentere, at EU's omfordeling giver europæisk merværdi. Det nævnes ikke i Kommissionens offentlige brev til mig. Hvorfor egentlig ikke, hvis man skal informere?

Herfra tager Kommissionen fat i fire ud af mine 50 blogs og anfører de nærmest guddommelige ord: "Det er legitimt at være politisk uenig i den førte politik og de vedtagne prioriteter, men ikke at mistænkeliggøre lovlige programmer og projekter som frås og svindel". Med andre ord: så længe en udgift er lovlig, kan den ikke være frås!! Tænk lige over det, Ellen (og øvrige læsere).

Spild af andre folks penge
Må jeg stilfærdigt svare: Om så ALLE projekterne i mine blogs var vedtaget og afholdt lovligt (hvad langt de fleste er), er der tale om overflødige udgifter, frås og en uanstændig omgang med skatteydernes penge. Hvorfor skulle der for eksempel bruges 52 millioner kroner på "et europæisk år for interkulturel dialog" i 2008? Hvad er det for noget pjat at bruge skattepenge på? Om så alle Bruxelles' hære af embedsmænd, kommissærer og bureaukrater; om så Paven selv havde godkendt det, vedbliver det for mig et meningsløst spild af andre folks penge. Eller hvad med landbrugsstøtten til de britiske golfklubber? Eller dansetruppen de "flyvende gorillaer"? Eller hunde-fitnesscenter?

I virkeligheden afslørede Kommissionens brev mere om EU-systemet end mine 50 blogs tilsammen: De vil forsvare alt. Er der fejl, skyldes det medlemslandene. Og end ikke de mest groteske prioriteringer må kaldes svindel. Nej, det er skam legitime dispositioner, der må respekteres! Alt skal forsvares.

Forrige artikel Ungarn må sættes på plads Ungarn må sættes på plads Næste artikel DF: EU-patentet skaber store problemer DF: EU-patentet skaber store problemer