ALT: EU-budgettet skal prioritere klima og fælles løsninger, ikke Fort Europa

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
EU-ordfører

Man plejer altid at sige ”følg pengene”, når motiver skal optrævles og forstås. Derfor er budgetter i essensen også politiske. Lige nu er et af de helt store på bordet og ved at blive færdigforhandlet – nemlig budgettet Multiannual Financial Framework (kaldet MFF i EU-lingo) for 2021 til 2027 i EU.

Det har været en lang proces, for det er store politiske beslutninger, der skal træffes. Vi står i EU over for store udfordringer, som kræver politisk prioritering og viljestyrke. Og bestemt også penge. 

To-do-listen tæller både klimakrisen, digitale angreb på demokratiet og en voldsom ungdomsarbejdsløshed, ligesom vi skal finde løsninger på social dumping, vi skal samarbejde om en stærkere og grønnere infrastruktur, og vi skal hjælpe udviklingslande, der presses ud i situationer, hvor mennesker er nødsaget til at forlade deres hjem.

I valgkampen blev der lovet politisk prioritering på alle de her udfordringer – fra begge sider af det politiske spektrum og med varierende fortegn. Men hvis vi reelt ønsker at løse de problemer, som vi folkevalgte lovede vores vælgere i foråret, må vi også gå helhjertet ind i arbejdet og løfte vores ansvar. 

National egoisme og skæv prioritering
Desværre får de nationale snæversyn i alt for høj grad lov til at styre diskussionen om budgettet. For eksempel siger vi her fra dansk side, at forskningsmidler skal gå til de allerbedste forskere, hvilket jo giver god mening.

Samtidig siger de fattigere lande i Østeuropa, at de vil have forskningsmidler til at styrke deres institutioner, og det giver jo også god mening. Det er et godt eksempel på, hvordan vi slås om fælles midler med det nationale perspektiv i førersædet i stedet for at se samlet på, hvordan vi kan styrke forskningen, så den bliver den allerbedste, men samtidig foregår i hele Europa. 

Det er ikke størrelsen ... Men alligevel er det lidt størrelsen. For tidligere i år besluttede Folketinget, at Danmark skal give flere penge til forsvarssamarbejdet Nato. Det er en opjustering, der kommer, efter den amerikanske præsident åbenlyst har lagt pres på flere af Nato-landene for at yde mere til det fælles militær- og forsvarssamarbejde.

Danmark vil nu fremover bruge 1,5 procent af det samlede BNP på et fællesskab, der har til formål at lede militære aktioner. Samtidig kæmper mange danske politikere standhaftigt for, at vores bidrag til EU ikke under nogen omstændigheder må overstige én procent af BNP. Er forsvaret virkelig vigtigere end klimaet, europæisk sammenhold og social dumping? Mit svar er et klart nej.

Udviklingsstøtte må ikke begrænse migration
Ud over størrelsen er det faktisk også formen, den er gal med. For eksempel når det kommer til udviklingsstøtte – en post, som flere sider har ønsket bliver lagt i selve budgettet i stedet for at være et selvstændigt punkt.

Argumentet for at støtten er uafhængig af budgettet, er, at den så er mere fleksibel og kan støtte den udenrigspolitiske dagsorden bedre. Men i Lissabontraktaten, som EU-arbejdet er underlagt, står der udtrykkeligt, at udviklingsstøtten skal bruges til bekæmpe fattigdom – og ikke må være et udenrigspolitisk værktøj.

Her er jeg oprigtigt nervøs for, at vi sælger vores humane, liberale demokratiske værdier billigt, hvis vi begynder at bruge udviklingsstøtten som et værktøj til at begrænse migration i stedet for det, den er tænkt til.

Vi skal være bedre end det. Vi skal stå på vores værdier og prioritere vores budgetter efter det. Når man følger pengene, bør man finde prioriteter som den grønne omstilling, solidaritet og humanisme − ikke et lukket Fort Europa. 

debat@altinget.dk