Slutspurt sat ind: Alle kæmper mod alle for at få EU's lægemiddelagentur

BRUXELLES: ”Det bliver ligesom i Melodi Grand Prix. Vi kommer til at stå tilbage og sige: Hvordan fanden kunne den sang vinde?”

Det er ikke, fordi de helt har opgivet. Men det er heller ikke, fordi optimismen ligefrem sprudler hos centralt placerede danske EU-kilder, kort tid inden det bliver afgjort, hvor EU’s eftertragtede lægemiddelagentur, EMA, skal lægges, når dets 900 medarbejdere som følge af Brexit snart ikke længere kan have London som arbejdsplads.

Under en uge før afgørelsens time 20. november er Bruxelles forvandlet til en markedsplads for stemmebytning. Og selv om København stadig nævnes blandt favoritterne, er det langtfra sikkert, at det er nok til at komme sejrrig igennem det, mange frygter bliver de lange knives eftermiddag, når de 27 EU-lande uden om briterne gennem en sindrig afstemningsmanøvre vil fordele både EMA og Den Europæiske Bankmyndighed, EBA.

Et godt tilbud
Rygterne fyger om, hvad landene har lovet hinanden for at få støtte. Og med 19 lande i spil til at overtage EMA og otte kandidater til EBA er der dømt totalt gedemarked.

Mest opsigtsvækkende er den historie, som nåede spalterne i Financial Times i sidste uge, om, at italienerne har lokket balterne med flere Nato-tropper til EU’s grænse mod øst, hvis de stemmer på Milano som nyt EMA-hovedkvarter. Derudover melder kilder i EU-hovedkvarteret om, hvordan både stort og småt er på bordet i jagten på stemmer.

Det mest almindelige er regelret stemmebytning, hvor lande lover at støtte hinanden. De lande, der enten ikke selv er blandt de 19, der har budt ind på lægemiddelagenturet, eller som godt selv ved, at de realistisk set ikke har mange chancer, er dog på jagt efter andre gode tilbud.

Nogle vil have støtter til deres lands kandidater til topposter andre steder. Andre er kandidater til begge agenturer og fisker derfor efter stemmer til EBA i bytte for stemmer på EMA, mens endnu andre har fået lovning på støtte til kandidaturer til fremtidige EU-agenturer, som i skrivende stund kun er skitser på EU-tegnebrættet.

Langt fra de objektive kriterier
Der er lande, der lover støtte til konkrete EU-politikker, og her går der vilde rygter om, hvad der bliver stillet landene i udsigt.

Fra dansk side slipper der ikke meget ud om, hvad der bliver tilbudt i bytte til dem, der vil stemme på København, andet end at regeringen har stillet sig åben for at støtte sådan noget som fælles medicinindkøb, som nogle lande brændende ønsker at få udbredt på EU-plan for at kunne stå sig bedre i forhandlinger med medicinalindustrien.

Fælles for det hele er, at man lige nu er meget langt fra de seks kriterier (se boks), der skulle sikre en så gnidningsløs flytning og så lidt afbrydelse som muligt i arbejdet for det agentur, der tager sig af medicingodkendelser på vegne af 500 millioner EU-borgere.

”Alle har glemt, hvor vi startede. Det er alles kamp mod alle. En rædselsfuld proces,” siger en insider.

Stemme på sig selv
For at forstå de enkelte landes forhandlingsstrategier skal man have selve afstemningsmetoden med i baghovedet. Det er her, det begynder at lugte lidt af Melodi Grand Prix, fordi de 27 lande skal give deres favoritter henholdsvis tre, to og et point.

I modsætningen til musikkonkurrencen er det dog muligt for et land at stemme på sig selv. Får et land topkarakter fra mindst 14 lande, er sagen afgjort. Men eftersom ingen har fantasi til at forestille sig, at det sker, er der lagt op til, at de tre lande med flest point går videre til en anden runde.

Her har landene kun én stemme. Får ingen af kandidaterne de 14 nødvendige stemmer, ryger de to bedst placerede videre til en tredje og afgørende runde.

Copenhague – trois points
Den anden ting, der er markant anderledes end Melodi Grand Prix – ud over den skuffende mangel på højt hår, pailletter og lysshow på et gennemsnitligt ministerrådsmøde - er, at landene ikke offentligt over mikrofonen skal uddele deres trois points. Afstemningen er hemmelig. Det vil sige, at der ikke er nogen grænser for, hvor taktiske landene kan være, eller hvor mange de kan sælge deres stemmer til. Ingen kan bevise noget.

Særligt den første runde, hvor 19 lande altså er i spil, er komplet uforudsigelig. Når landene har givet sig selv tre point, vil de så bruge deres øvrige stemmer på fuldstændig usandsynlige kandidater for at forbedre deres egne chancer for at gå videre?

Forventningen er, at der – i god tråd med ånden fra Eurovisionen – vil være solide regionale alliancer. Derfor regnes Bratislava for at være et rimeligt sikkert kort på grund af opbakning fra østlandene, fordi Slovakiet er et af kun en håndfuld lande, som endnu ikke har et agentur. Milano spås at stå stærkt blandt landene i syd, særligt efter luften er blevet lukket ud af det spanske bud, i og med at Barcelona er fanget midt i et catalansk løsrivelsesoprør.

De nordlige lande – herunder Danmark – er hæmmet af at være for mange seriøse kandidater til at skabe en fælles modvægt. Både København, Stockholm og Amsterdam nævnes som solide bud, men de er dermed også hinandens største konkurrenter.

Den mindst dårlige løsning
Frygten er, at man efter et år med skønhedskonkurrencer, hvor landene har gjort sig deres yderste for at præsentere sig fra deres bedste side og bevise, at de lever op til de krav, der er stillet op, alligevel ender med en vinder, som ikke kan løfte opgaven med at sørge for gode rammer for de 900 ansatte og 36.000 eksperter, lovgivere og repræsentanter for medicinalindustrien, der hvert år besøger EMA.  

Den mere kyniske udlægning er, at det aldrig har været reglen, at den objektivt bedste kandidat løb med nogen af EU’s næsten 40 agenturer. Det har altid været en uskøn opvisning i hestehandlerlogik og noget for noget-mentalitet. Det har ofte taget år at træffe beslutningerne, som tit er blevet til i sene nattetimer bag lukkede døre blandt EU’s ledere.

Denne gang er den politiske luft med vilje blevet lukket ud af processen, fordi ingen ønskede en situation, hvor 27 stats- og regeringschefer skulle vælge én vinder mellem 19 kandidater.

Eller som en højt placeret EU-kilde formulerer det:

”Nu er det så uigennemsigtigt og uoverskueligt, at ingen vil kunne kuppe sig til det.”

rikke@altinget.dk