Afgående EU-parlamentariker: Dobbeltkandidater lugter af levebrødspolitikere

Af Ole Christensen
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

Der er trængsel i lygtepælene rundt omkring. To valg venter inden for de næste uger. Først valget til Europa-Parlamentet på søndag og så folketingsvalget grundlovsdag. Efter tre perioder som medlem af Europa-Parlamentet takker jeg af. Det har været 15 begivenhedsrige år, og der har været knald på. Det kræver fuldt fokus og dedikation at være medlem af Europa-Parlamentet.

Derfor kan jeg godt blive lidt nervøs, når jeg ser, at en del af europaparlamentskandidaterne også stiller op til Folketinget. Nok tillader vi ikke i Danmark, at man kan sidde på Christiansborg og i Bruxelles på samme tid. Men jeg synes, at de her dobbelte kandidaturer i sig selv er et problem. Enten bør man satse helhjertet på et ene eller det andet, eller også bør man lade være.

Spil på to heste
Det kommer let til at virke, som om man bare gerne vil vælges ind et eller andet sted, og så er det lidt lige meget, hvor det bliver. Både spidskandidaterne for Alternativet og Enhedslisten, Rasmus Nordqvist og Nikolaj Villumsen, og nummer to på SF’s liste, Karsten Hønge, kører dobbelt valgkamp.

Jeg synes, at vælgerne er bedst tjent med politikere, der går all in på det ene eller det andet. Der er det ubehagelig ved valg, at det er vælgerne, der beslutter, om man bliver valgt. Hvad nu hvis vælgerne viser de tre herrer den tillid at vælge dem ind i Europa-Parlamentet? Vil de så holde vælgerne hen frem til grundlovsdag og lige se, om de kan få en plads i Folketinget i stedet for? Og hvad hvis de også bliver valgt der?

Karsten Hønge har været meget klar i spyttet. For ham er Folketinget hans førsteprioritet. Det kan ende i en helt grotesk situation, hvor SF allerede skal finde en suppleant for Karsten Hønge mindre end to uger efter europaparlamentsvalget. Vil Rasmus Nordqvist og Nikolaj Villumsen prioritere på samme måde?

Jeg synes, det lugter lidt af, at man hellere vil spille på to heste end at vise vælgerne, at man går helhjertet ind i kampen om at blive valgt til den vigtige tillidspost, det er at sidde som dansk repræsentant i Europa-Parlamentet. Ord som ’levebrødspolitikere’ presser sig lidt på i den forbindelse.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl af motivationen, og det håber jeg, at jeg gør. Men jeg bliver lidt nervøs, for jeg tror ikke, det hjælper på politikerleden.

Europa-Parlamentet er et fuldtidsjob
Næste valgperiode i Europa-Parlamentet bliver vigtig. Vi har et historisk momentum i Europa på flere af de helt store områder. Det gælder klimakampen, arbejdet for ordentlige løn- og arbejdsvilkår og kampen mod skattely og økonomisk kriminalitet.

Vi har brug for politikere, der brænder for EU-politik og vil gå helhjertet ind i det politiske arbejde i Bruxelles.

Flere af mine kollegaer er både medlemmer af Europa-Parlamentet og engagerede i lokalpolitik. Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, er viceborgmester i Gentofte Kommune, og Jens Rohde fra Radikale var indtil kommunalvalget i 2017 viceborgmester i Viborg.

Det er mere end et fuldtidsarbejde at sidde i Europa-Parlamentet, og både Morten Løkkegaard og Jens Rohde har i omegnen af 20 procents fravær fra afstemninger i Europa-Parlamentet. Fraværsprocenten placerer dem i den helt tunge ende i Europa-Parlamentet, og de ville nok have fået mere end én advarsel, hvis de var gymnasieelever.

I Socialdemokratiet kan man ikke have nogen form for dobbeltmandat. Ingen af vores kandidater til Europa-Parlamentet stiller op til Folketinget. Det er selvfølgelig fair nok, hvis man som kandidat sidder i et byråd eller i Folketinget og så opgiver sit mandat der, hvis man skal til Bruxelles.

Men det duer altså ikke at stille op til to valg på samme tid eller at give den som folkevalgt dobbeltjobber. Vi fortjener politikere, der tør gå helhjertet ind til ét valg, og som vil koncentrere sig fuldt og fast om arbejdet i Europa-Parlamentet.

debat@altinget.dk