Ekspert: Fejlplaceret kritik af EU-Domstolen

Af Peter L. Vesterdorf 
Seniorrådgiver i advokatfirmaet Publicure og tidligere ansat ved EU-Domstolen

EU er en union og må som sådan have et antal fælles regler.

Men EU-regler kan ligesom national lovgivning være uklare eller mangelfulde. Det er derfor nødvendigt at have en fælles domstol, der kan sikre, at reglerne gælder og anvendes ens i alle medlemslandene. Ellers giver det ikke mening at have en union.

Udvidelsen af EU med en række øst- og centraleuropæiske lande kombineret med den fri bevægelighed for arbejdskraft har foranlediget en del kritik af EU-Domstolen (EUD). Domstolen hævdes at være aktivistisk og at ”misbruge” EU's regelgrundlag til at afgøre sager til fordel for øget integration - og i disse år ikke mindst til fordel for fri bevægelighed for arbejdskraft.

Fejplaceret kritik
Det er der ikke belæg for at mene. Men i den ophedede politiske debat, der især skyldes øget indvandring og den påståede risiko for velfærdsturisme, dvs. risiko for, at tusinder af borgere fra de østeuropæiske EU-lande søger til de ”gamle” medlemslande for at opnå sociale fordele, er det ikke underligt, at domme fra EUD kan blive genstand for kritik.

I det omfang, der måtte forekomme velfærdsturisme eller social dumping, bør kritikken imidlertid ikke rettes mod EUD, men mod EU-landene selv, da det er dem, der har vedtaget udvidelsen af EU og de regler, der gælder i den forbindelse. Er reglerne for generøse over for vandrende arbejdstagere, bør de selvsagt ændres. Men EUD dømmer kun, som den har grundlag for i udtrykkelige regler i form af forordninger og direktiver - eller i mangel deraf ud fra en fortolkning af EU's traktatgrundlag.

Kun, hvis det ikke er muligt at afgøre en sag på basis af en klar og præcis retsregel, kan EUD vælge en fortolkning, der passer bedre til Unionstraktatens integrationsformål end en mere restriktiv fortolkning.

EUD skal imidlertid også respektere nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Ifølge nærhedsprincippet må EU kun regulere, hvis og i det omfang EU-landene ikke selv i tilstrækkelig grad kan opfylde målene med den påtænkte handling. Proportionalitetsprincippet er ligesom nærhedsprincippet traktatfæstet, men blev oprindelig fastslået i EUDs praksis og indebærer, at EU kun må lovgive, hvis det er nødvendigt, og, hvis der lovgives, må EU ikke gå længere end nødvendigt.

EUD har ofte kendt EU-foranstaltninger i strid med proportionalitetsprincippet, men har til gengæld været meget tilbageholdende med at anvende nærhedsprincippet og underkende regler vedtaget af lovgiverne - og vil i hvert fald kun gøre det, hvis der er tale om klare krænkelser af nærhedsprincippet. Og det med god grund. I modsat fald ville det til gengæld være korrekt at betegne EUD som politisk.  

Er ikke politisk, men har politisk betydning
EUD er ikke politisk endsige partipolitisk. Dens medlemmer er uafhængige af medlemslandene, kan ikke afskediges før udløbet af deres seksårige valgperiode, og de enkelte dommeres stemmeafgivelse er anonym.

Men EUD's domme kan få stor politisk betydning. Domstolen har igennem dens mangeårige virke fastlagt grundlæggende principper som f. eks. EU-rettens forrang frem for national ret, pligt for medlemslandene til at yde erstatning, hvis de har voldt skade ved manglende eller mangelfuld gennemførelse af et direktiv, og princippet om gensidig anerkendelse af nationale regler for varers egenskaber.

I tilfælde, hvor EU ikke har vedtaget regler, der klart afgør retsstillingen, har EUD, fordi man ikke kan leve med retstomme rum i EU, måttet afsige domme i lyset af traktaternes hovedformål - såsom den fri bevægelighed for arbejdskraft, varer, kapital m.v. EUD kan ikke blot, når en sag forelægges den, svare "vi ved ikke, hvad der gælder". Derfor kommer EUD undertiden til at skabe ny ret, men det gør nationale (inklusive danske) domstole – og især i systemer, der minder om EU som f. eks. USA og Canada - også. Ikke sjældent udmønter EU's lovgivere efterfølgende sådan retspraksis i EU's lovgivning.

Domstolens velbegrundede domme 
Hvad særlig angår risikoen for velfærdsturisme har EUD for nylig afsagt en dom (DANO), der klart fastslår, at en EU-borger, der ikke har arbejde eller har søgt arbejde i et andet EU-land, hvor vedkommende har boet i lang tid, ikke har krav på kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse.

Dommen, som nogle tilsyneladende forestillede sig kunne falde ud til fordel for den pågældende person, er netop ikke en aktivistisk dom, men falder fuldstændig i tråd med en skelsættende dom fra 1983 (Levin), der opstillede visse minimumskrav om selvforsørgelse for fællesskabsborgere, der ville bosætte sig i et andet land end hjemlandet. EU er netop ikke en social union, hvilket EUD selvsagt respekterer.

I en anden ny dom fastslår EUD, at EU ikke har mulighed for at tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Dommen er meget vigtig og oplagt rimelig juridisk set. Den er ikke udtryk for en politisk holdning, men har stor politisk betydning, fordi EUD fastslår, at EU mangler en række forudsætninger for at kunne leve op til kravene i EMRK. Det er ikke udtryk for politisk aktivisme, men en juridisk set velbegrundet afgørelse, ifølge hvilken EU på det nuværende grundlag ikke kan indtage samme stilling som EU-landene i relation til opfyldelse af EMRK.

Den lille mands domstol
EUD har afsagt mangfoldige domme, hvor et medlemsland, der angiveligt overtrådte EU-retten, får medhold i EUD. Men der er også talrige domme, hvor en virksomhed eller en borger får ret i en sag imod hjemlandet.

Skal man forsøge sig med en generalisering, kan man sige, at EUD i mange tilfælde er en virksomhed eller en borgers eneste reelle mulighed for at få ret i en sag imod vedkommendes hjemland. Det kan f.eks. ske, efter at en domstol i hjemlandet har forelagt EUD et såkaldt præjudicielt spørgsmål om fortolkning af EU-retten med henblik på afgørelse af en national retstvist eller gennem et direkte søgsmål f.eks. imod en kommissionsafgørelse, der er faldet ud til fordel for hjemlandet.

Ikke mindst med hensyn til spørgsmål om ligestilling mellem kønnene, arbejdsforhold, skat og statsstøtte har EUD ofte afgjort sager til fordel for virksomheder eller personer og derved underkendt national ret. EU kan på en vis måde ses som den ”lille mands” eller virksomheds bedste beskytter mod hjemstatens økonomiske og reguleringsmæssige overmagt. Og det er i grunden ikke så galt. 

Skal man kritisere EUD for noget, må det være den langsommelige sagsbehandling, som i øvrigt også præger Kommissionens sagsbehandling. På det punkt adskiller EU-systemet sig desværre ikke meget fra sagsbehandlingen ved danske domstole og i den offentlige forvaltning herhjemme.

debat@altinget.dk