Theresa May på vej til at vinde katastrofal valgkamp

VALGDAG: På trods af en uskøn valgkamp ser Konservative ud til at score valgsejren, når briterne torsdag går til valg. I stedet for det styrkede folkelige mandat, premierminister Theresa May søgte, står hun svækket tilbage som leder.

BRUXELLES: ”Et sted mellem uimponerende og katastrofal.”

Sådan bedømmer professor ved Queen Mary-universitetet i London Tim Bale de britiske Konservatives indsats ved den valgkamp, som torsdag kommer til sin afslutning.

De hårde ord gælder især premierminister Theresa May. Det var hende, der besluttede at sende briterne til urnerne i utide for at få cementeret opbakningen til sin strategi for de udmeldelsesforhandlinger, hun er på nippet til at starte med EU.

Problemet, set med Tim Bales øjne, er bare, at hun ikke har været villig til at afsløre meget mere, end at hun vil gå efter ”en god aftale for Storbritannien” – hvad den end måtte være.

”Hun troede, at hun kunne få hele valgkampen til at handle om Brexit og om stærkt lederskab. Men hun har måttet indse, at det er umuligt. For det første, fordi hun ikke ville tale om detaljerne for sin plan for forhandlingerne, og for det andet, fordi hun viste sig at være temmeligt dårlig til at føre valgkampagne. Så det forspring, hun havde over Jeremy Corbyn, blev i høj grad undermineret af hendes personlighed,” siger professoren.

Fra gammel nisse til julemand
Labour-leder Corbyn har til gengæld overrasket positivt. Efter at have været afskrevet af det politiske kommentariat er det lykkedes partiformanden at få skabt solid goodwill i befolkningen, blandt andet med et valgprogram så gavmildt, at det har givet den hvidskæggede 68-årige et ry som en slags socialistisk julemand, der vil fjerne betalingen på universiteterne, hælde hundredvis af milliarder pund i infrastruktur og beskatte landets rigeste.

Ifølge meningsmålingerne er det dog ikke nok. Selv om afstanden mellem Labour og Konservative er formindsket fra de over 20 procentpoint, der adskilte dem, da Theresa May udskrev valget, er det ikke i en eneste måling lykkedes for Labour at slå Tories. I enkelte målinger har Konservative stået til at miste sit absolutte flertal, men aldrig positionen som det største parti.

De seneste målinger viser, at premierministeren kan øge det forspring på 12 mandater i Underhuset, som hun overtog efter David Cameron. Men de færreste regner med, at hun kan komme i nærheden af de 100 ekstra mandater, hun havde flirtet med, da hun bestemte sig for at trykke på valgknappen.

Valgsitet Britain Elects viser her en oversigt over Konservatives forspring i valgkampens sidste målinger.

Labour formodes dog at undgå den komplette ydmygelse, der ellers var lagt op til. Centerpartiet Liberaldemokraterne forventes at hente 10-12 procent af stemmerne. Det EU-kritiske UK Independence Party står til gengæld til at blive så godt som udslettet med en opbakning på fire-fem procent, der ikke forventes at kunne veksles til et eneste mandat.

I Skotland er forventningen, at det Skotske Nationalistparti, SNP, vil løbe med 40 procent af stemmerne, mens Labour og Konservative deler 25 procent hver.

Terror betyder ikke noget
De to terrorangreb, der har ramt først Manchester og i weekenden London forventes ikke at have den store betydning for valget. Den statsmandsbonus, som sådanne trusler mod en nation normalt kaster af sig til den siddende premierminister, blev ikke til virkelighed, blandt andet fordi det kom frem, at selvsamme Theresa May i sin tid på indenrigsministerposten fjernede 20.000 politibetjente.

Generelt er den statsministerfernis, som May møjsommeligt havde fået bygget op, siden hun kom til Downing Street sidste juli, skrællet betydeligt af.

Møder med vælgerne har været akavede, hun har forsøgt at undgå tv-interviews, hun har fremstået kejtet og ubeslutsom, og hun har måttet løbe fra valgløfter få dage efter at have fremsat dem.

Dermed er hele pointen med at udskrive valget for at polstre hende til at fremstå som en stærk og hård forhandler over for europæerne i Brexit-spørgsmålet gået fløjten, vurderer Tim Bale fra Queen Mary-universitetet i London

”Det er en indikation af, at Brexit bliver svært. Vi ved stadig ikke, hvad regeringen egentlig vil have ud af det. Og vi er ikke lige så sikre på, at Mrs. May er den rette person til at forhandle for os. Hvis jeg sad og betragtede kampagnen udefra, så ville jeg ikke tænke, at det her er en god forhandler. Tværtimod ville jeg tænke, at hun var en, som var til at få til at skifte mening,” siger Tim Bale.

 

Forrige artikel Partierne: Foghs kritik af EU-domstolen er rigtig, men også lidt letkøbt Partierne: Foghs kritik af EU-domstolen er rigtig, men også lidt letkøbt Næste artikel Grønne organisationer og industri går sammen mod fake news og populisme Grønne organisationer og industri går sammen mod fake news og populisme