Messerschmidt: Nu skal en anden sidde for bordenden i Bruxelles

KONSEKVENS: Morten Messerschmidt trækker sig fra posten som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet. Partiets arbejde i EU er ”hjerteblod”, men nu skal ny delegationsleder lægge linjen. Opgøret med ex-partifællen Rikke Karlsson fortsætter.

Han slog alle rekorder ved europaparlamentsvalget i 2014 og er ved flere lejligheder blevet udråbt som den mest gennemslagskraftige danske EU-parlamentariker.

Men onsdag opgav Morten Messerschmidt titlen som spydspids for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet.

Det gjorde han, fordi hans ”uformelle ledelsesstil” i forbindelse med partiets arbejde med EU-partialliancen MELD og den tilhørende fond FELD har bragt ham i store vanskeligheder. 

Altinget har spurgt Morten Messerschmidt, hvad det konkret betyder, at han nu opgiver posten som formand for Dansk Folkepartis delegation i Europa-Parlamentet.

”I gruppen har vi ugentlige møder, hvor vi drøfter alle politiske spørgsmål, og som formand for delegationen er det mig, der konkluderer på, hvilken linje vi skal lægge og hvilke initiativer, vi skal tage. Det vil ikke længere være mig, der sidder for bordenden her. Det vil være den nye gruppeleder, der fører ordet og styrer de møder,” siger Morten Messerschmidt.

Han tilføjer, at hvis ”den nye formand ønsker det”, vil han fastholde sine udvalgsposter i Europa-Parlamentets økonomiudvalg (ECON) og forfatningsudvalget (AFCO).

”Men det vil ikke være op til mig,” siger Morten Messerschmidt.

Det her er hjerteblod
På papiret har der ikke været tvivl om, hvem i Dansk Folkepartis delegation, der sad i føresædet. Morten Messerschmidt vandt 95 procent af de personlige stemmer, som de dengang fire DF-parlamentarikere tog med sig til Bruxelles. Og modsat de tre EU-debutanter havde Morten Messerschmidt fem års erfaring som EU-parlamentariker.

Men i dag understreger han, at opgivelsen af lederrollen i EU-delegationen skal tages bogstaveligt.

”Den her beslutning har på ingen måde været nem for mig at tage. Hele projekt ”Dansk Folkeparti i EU” er hjerteblod for mig. Og når jeg er kommet frem til den her beslutning, så mener jeg det også. Det er sådan, det bliver,” siger Morten Messerschmidt.

Det er ofte dig, der tegner Dansk Folkeparti i medierne på EU-spørgsmål. Er det også en rolle, du giver videre til den nye leder af delegationen?

”Det kunne man sagtens forestille sig, men det er op til den nye formand at lede og fordele arbejdet," siger Morten Messerschmidt.

Overvejede ikke at notere beslutning ned
Meldingen om DF-politikerens farvel til ledelsesposten kom onsdag lidt over middag.

Morten Messerschmidts tidligere partifælde, og nu løsgænger i Europa-Parlamentet, Rikke Karlsson, har gennem en uge anklaget Morten Messerschmidt for at have meldt hende ind i bestyrelsen for EU-partialliancen MELD uden hendes vidende.

Økonomien i MELD, og den tilhørende fond FELD, har været omdiskuteret siden efteråret, og i maj krævede Europa-Parlamentet at Morten Messerschmidt, der var formand for de to paneuropæiske organisationer, tilbagebetalte 3 millioner kroner. Penge, der blandt andet var brugt til DF-kampagner, som Parlamentet mente brød med reglerne for brug af den slags støttepenge. 

Det nye er, at Ekstra Bladet i sidste uge gennem dokumenter fra det franske indenrigsministerium kunne dokumentere, at Rikke Karlsson og DF's europaparlamentariker Jørn Dohrmann i november 2014 officielt sad i bestyrelsen for MELD. Valgt på en generalforsamling, som de afviser at have deltaget i, eller kendt til. Det førte til, at Rikke Karlsson politianmeldte Morten Messerschmidt for identitetstyveri.

Onsdag vendte Morten Messerschmidt hjem til Danmark efter en rejse til kontoret i Bruxelles, og selvom han fastholder, at Rikke Karlsson var fuldt vidende om hendes medlemskab af MELD-bestyrelsen, kan han ikke dokumentere det.

”Min uformelle stil som leder har ført til den situation, vi nu står i. Det er en stil, hvor man ikke skriver alt ned, og den har indeholdt en sårbarhed, og det er jeg nødt til at tage konsekvensen af,” siger Morten Messerschmidt og forsætter:

”Da vi alle fire (DF-parlamentarikere, red) blev valgt tilbage i 2014, var der en meget venskabelig og behagelig omgangstone. Vi var alle sammen venner, sådan tror jeg, at alle opfattede det. Og derfor var der ikke nogen – jeg i hvert fald ikke – der overvejede at få alle beslutninger noteret ned. Der er for eksempel aldrig blevet taget referat af, at jeg er delegationsformand.”

Du har altid selv været en skarp kritiker af EU-systemet. Hvorfor faldt det dig aldrig ind, at du af alle, måtte holde dig fuldstændig på dydens small sti i forhold til at få alt noteret og formaliseret?

”For det første har de her forhold overhovedet ikke haft nogen økonomiske konsekvenser. Vi kan fuldstændig tilbagevise spekulationerne om, at vi for eksempel har søgt støtte på baggrund af et falsk litauisk medlem. Det her handler mere om stil og ledelsesstil og ikke om politik,” siger Morten Messerschmidt, der understreger, at han hverken har gjort noget forkert i juridisk eller økonomisk forstand.

Striden fortsætter
Rikke Karlsson forlod Dansk Folkeparti i oktober 2015, efter at hun ikke kunne få indsigt i regnskaberne fra partiet MELD og fonden FELD.

I et interview med TV2 News afviser hun Morten Messerschmidts forklaring om, at hendes deltagelse i MELD’s bestyrelse var aftalt uformelt.

”Det der med uformelle møder og aftaler, kan jeg på ingen måde genkende. Jeg har ikke overhovedet deltaget i noget møde, eller fået informationer om, at jeg var indmeldt i Melds hovedbestyrelse,” siger hun.

Over for Ekstra Bladet har Rikke Karlsson afvist at have kendt til MELD i november 2014, da hun blev valgt ind partialliancens bestyrelse.

”Det giver overhovedet ikke nogen mening for mig. Jeg hørte første gang om MELD i april 2015,” sagde Rikke Karlsson.

Til den forklaring siger Morten Messerschmidt i dag:

”Det er notorisk usandt. Hun skriver under på medlemsskabet af MELD i sensommeren 2014, og hun bliver inviteret til generalforsamlingen i november, det kan jeg se i en e-mail, og jeg skriver til dem personligt og fortæller om det. Vi har talt om det her masser af gange på diverse gruppemøder,” siger Morten Messerschmidt.

To mulige arvtagere
Mens Rikke Karlsson og Morten Messerschmidt stadig ikke er enige om, hvad der er op og ned i sagen, står en ting klart: Dansk Folkeparti skal finde en ny leder af sin gruppe i Europa-Parlamentet.

Der er to mulige arvtagere: Anders Vistisen og Jørn Dohrmann.

Anders Vistisen er 28 år gammel, og er tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Han sad fra 2012 til 2015 i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Fraregnet Rikke Karlsson, der er meldt ud af partiet, var det Anders Vistisen, der fik det andet højeste personlige stemmetal ved valget i 2014. Han blev uddannet cand.  jur. – som Morten Messerschmidt – kort før han blev valgt til Europa-Parlamentet.

Jørn Dohrmann er uddannet mekaniker og har arbejdet som rejsemontør, automekaniker og salgs- og servicetekniker i 12 år, inden han i 2001 blev valgt til Folketinget. Her sad han frem til europaparlamentsvalget i 2014. Han er 47 år gammel.

Beslutningen om, hvem der overtager efter Morten Messerschmidt forventes truffet inden for få uger. Allerede i næste uge genoptager Europa-Parlamentet arbejdet efter sommerferien.

Forrige artikel Pind støtter EU-kamp mod hadefulde ytringer på sociale medier Pind støtter EU-kamp mod hadefulde ytringer på sociale medier Næste artikel Venstre: Uden EU var der kommet flere flygtninge Venstre: Uden EU var der kommet flere flygtninge