DEO: Har det europæiske samarbejde en fremtid?

Af Rasmus Nørlem Sørensen
Sekretariatsleder i DEO

Should I stay or should I go?
If I stay, there will be trouble
If I go there will be double

Sådan sang det engelske punkband The Clash tilbage i 1980’erne. Teksten rammer hovedet på sømmet i forhold til den britiske folkeafstemning om, hvorvidt de skal fortsætte i eller forlade det europæiske samarbejde.

Uanset udfaldet af afstemningen er der lagt op til problemer for premierminister David Cameron, hvis politiske liv står og falder med resultatet. Hvis han får det ja til EU, som han kæmper for, så vil han stadig skulle slås med en stor del af befolkningen, der vil være stærkt utilfredse, men også med et flertal af vælgerne i sit eget konservative bagland og med en lang række af sine egne ministre, der har været ude og føre kampagne for et nej.

Nej-scenariet
Hvis det bliver et nej til EU, så er der lagt op til ”double trouble”. I så fald er briterne på vej ud af samarbejdet, og artikel 50 i Lissabontraktaten skal for første gang tages i brug. Denne artikel sætter gang i op til to års forhandlinger om, hvordan landet kan forlade det samarbejde, som i mere end 40 år har præget lovgivning, domsafgørelser, erhvervsliv og samfund i England, Skotland, Wales og Nordirland.

Et nej vil med stor sikkerhed vælte Cameron som leder af de konservative. I kulissen står hans konservative kollega, og tidligere borgmester i London, Boris Johnson, klar til at krone sig selv som nej-sidens sejrherre. Måske vil vi også se en ny folkeafstemning om selvstændighed for skotterne, der over en bred kam er varme tilhængere af EU-samarbejdet.

Folkeafstemningen er en skæbnestund for Storbritanniens rolle i Europa, men den kan også blive afgørende for de andre 27 lande i samarbejdet. Herunder naturligvis Danmark, som i 1973 trådte ind i det daværende EF sammen med briterne. I mange år har vi hørt eksperter og politikere sige, at hvis EU ikke fandtes, så måtte vi opfinde det. Med et Brexit kan det være, vi kommer til at stå i den situation.

Europas fremtid
Mit bud er, at vi, Brexit eller ej, kommer til at se et Europa, der i højere grad end i dag kører i flere hastigheder. Eurogruppen fungerer allerede i dag som et samarbejde inden for EU med foden på speederen. Det er inden for denne zone, at vi har set markante tiltag som Finanspagten og nu Bankunionen udvikle sig. De 19 eurolande lægger slagplanerne og sætter standarderne. Herefter kan de øvrige ni lande tilslutte sig på de vilkår, der er udstukket fra kernelandene.

Hvis briterne forlader EU, så vil Polen være det eneste store land i samarbejdet, der står uden for euroklubben. Det vil styrke de toneangivende eurolande Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, der må forventes at sætte yderligere fart på integrationen.

Det er dog et åbent spørgsmål, hvor langt regeringerne kan komme med planer for ”mere EU”. Utilfredsheden med EU’s håndtering af den økonomiske krise og flygtningesituationen er skyhøj. Faktisk er utilfredsheden med EU som sådan endnu højere i Frankrig (61 procent) end i Storbritannien (48 procent). Det viser en ny undersøgelse fra PewResearchCenter.

Den både gode og dårlige nyhed er, at EU’s problemer med folkeligt mandat også viser sig internt i de enkelte medlemslande. Som EU-forskeren Rebecca Adler-Nissen har påpeget, så er der i mange grupper i de europæiske befolkninger en stærk følelse af, at politikerne ikke repræsenterer dem. Folket er afkoblet fra folkestyret. Det problem skal løses, hvis EU skal have en fremtid.

debat@altinget.dk