Klart flertal for at afskaffe retsforbeholdet

MÅLING: Over halvdelen af de danske vælgere vil af med retsforbeholdet, mens 29 procent ønsker at beholde det. Særligt Dansk Folkepartis vælgere ønsker at bevare det danske forbehold.

Ved Folketingets åbning bebudede statsminister Helle Thorning-Schmidt en afstemning om det danske retsforbehold efter næste folketingsvalg.

Stod det til Venstre og Konservative, kom afstemningen noget hurtigere. Fik oppositionen sin vilje med en snarlig afstemning, ser det ud til at ville blive et klart ja til at afskaffe forbeholdet.

52 procent af vælgerne svarer nemlig i en ny måling, at de gerne ser forbeholdet erstattet af en tilvalgsordning, som er alternativet. Får vi en tilvalgsordning, vil Folketinget skulle tage stilling fra sag til sag, om Danmark skal deltage.

I målingen, som er foretaget af A&B Analyse, svarer 29 procent, at de ønsker at beholde det danske retsforbehold. Endelig svarer 19 procent 'ved ikke'.

I forhold til en lignende måling fra august i år er flere kommet i tvivl. For to måneder siden svarede kun 12 procent 'ved ikke'. Ved den måling var der også 52 procent, der støttede op om at afskaffe forbeholdet. Stigningen i tvivlere er altså kommet fra gruppen, der ønsker at bevare forbeholdet. Den var i august på 36 procent og er altså nu faldet til 29.

DF trækker ned
I Folketinget er der enighed blandt de fleste partier om, at Danmark bør have en tilvalgsordning på retsområdet. Dansk Folkeparti er af en anden opfattelse, og deres vælgere er delt i spørgsmålet.

44 procent ønsker at bevare retsforbeholdet, og med partiets store vælgertilslutning tæller det en del i det samlede regnskab. Blandt Dansk Folkepartis vælgere er 42 procent for at afskaffe det danske forbehold.

Vælgerne i rød blok hælder mere til en tilvalgsordning end blå bloks. 57 procent af de røde vælgere vil stemme ja, mens tallet er 46 for blå blok. I forhold til august er forskellen dog blevet udlignet en smule. Dengang ville 61 procent fra rød blok stemme ja, og samtidig er blå bloks tal steget et par procentpoint.

Afventer undersøgelse
En folkeafstemning om retsforbeholdet har været på tale længe. Det stod oveni købet i den nuværende regerings regeringsgrundlag, men afstemningen kommer altså ikke i indeværende periode.

I stedet er der nu igangsat et analysearbejde, som skal være færdigt inden næste sommer. Indholdet og omfanget af dette arbejde var for nylig til diskussion ved et møde i Europaudvalget. Se mere her her.

Forrige artikel Kommissærkandidater i opsamlingsheat klarer skærene Kommissærkandidater i opsamlingsheat klarer skærene Næste artikel Ny EU-Kommission er godkendt Ny EU-Kommission er godkendt