DF: Er EU bedst til vækst?

Af Karsten Lorentzen (DF)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Kan EU skabe vækst?

En af de foreløbige konklusioner må være, at EU med sin hidtidige kurs snarere har været en hæmsko for skabelsen af arbejdspladser. Fællesskabet vånder sig fortsat under følgerne af den krise, som ramte den globale økonomi i 2008.

Da boblen brast, blev den fælles valuta, euroens, systemiske svaghed åbenbar for enhver - og tilhængernes tale forstummede i takt med danskernes vigende tilslutning til tanken om dansk deltagelse i den fælles mønt.

Euroen holder f.eks. et land som Grækenland i et jerngreb, en økonomisk spændetrøje. Man har i Athen med nød og næppe fået styr på de offentlige budgetter, men til hvilken pris? En ungdomsarbejdsløshed på omkring 60 procent, drastiske nedskæringer af den offentlige service - og lange køer foran suppekøkkener. En hel generation er tabt på gulvet. Det samme gør sig - om end i mindre alvorlig grad - gældende i lande som Spanien, Portugal og Italien, hvor ungdomsarbejdsløsheden ligeledes er alarmerende.

Så længe euroen fungerer som fælles valuta for både stærke og svage økonomier, er det svært at ændre noget - og såfremt det lykkes, vil det tage årtier, og de menneskelige og sociale omkostninger vil være ufatteligt høje.

Står og falder EU med euroen? 
"EU står og falder med euroen" har det lydt fra Tyskland. Ja, euroen vil blive forsvaret med næb og kløer. Uanset længden af køerne foran suppekøkkenerne.

Uanset om hver eneste græker kommer til at stå uden job. At lade visse lande træde ud af eurozonen blev diskuteret i forbindelse med tildelingen af milliardstøtten til de nødstedte økonomier, men det er ikke længere et tema. Ingen tør risikere det.

Hvad angår ønsket om at "investere" sig ud af krisen, kommer Tysklands historisk set forståelige angst for at sætte gang i en inflationær udvikling i vejen, og derfor har keynesianismen ikke har haft gode vilkår. Sporene skræmmer ganske enkelt for meget.

Men hvad gør man så? En TV-duel mellem de to kandidater til topposten som kommissionsformand, Jean-Claude Juncker og Martin Schulz, på ZDF forleden gjorde ingen klogere. De to kandidater gik rundt om temaet som katten om den varme grød. Man fik indtryk af, at bekæmpelsen af arbejdsløshed først og fremmest er et nationalt anliggende.

I det hele taget var forbavsende meget pludselig blevet et nationalt anliggende. Kun Schulz introducerede en tanke om særlige EU-kreditter til iværksættere, der ikke kan låne penge i banken. Men den hårde sparepolitik er en konsekvens af forsvaret for euroen, som er en fejlkonstruktion med 15 vidt forskellige økonomier.

Tilbage på sporet
EU bruger i dag milliarder af euro på alt for mange forskellige ting uden nogen synlig rød tråd. Alle beskrivelserne af de mange støtteprojekter ville fylde flere tusinde sider. Men EU's interne revisorer gør gang på gang opmærksom på, at effekten af de mange tiltag som oftest enten er minimal eller ikke-eksisterende.

EU vil alt for meget på én og samme gang. Man vil både være social, kulturel, belærende og understøttende - og alle skal føle, at de får deres del af kagen. Men kagen bliver ikke større af at blive skåret i flere stykker. De fleste af tiltagene ville kunne klares meget bedre af nationalstaterne, og EU kunne så i stedet bruge ressourcerne på at skabe vækst og arbejdspladser samt optimale handelsbetingelser med Europas omverden.

Frihandelsaftaler kan bestemt være en god idé - i den forgangne valgperiode blev en frihandelsaftale mellem EU og Korea f.eks. en realitet. På samme måde vil en frihandelsaftale med USA kunne gavne skabelsen af såvel vækst som arbejdspladser.

EU må blot holde sig for øje, at væksten også sker på et bæredygtigt grundlag, som både tager hensyn til klima og miljø, heri ligger der i sig selv et vækstpotentiale. Konklusionen må være, at EU skal "tilbage på sporet" til de områder, hvor EU kan gøre gavn: Nemlig hvad angår sikringen af handel og udveksling af varer.

debat@altinget.dk